Udvidet søgning
ASSAULT ON PRECINCT 13
USA, 1976
Instruktion: John Carpenter
DK-titel: Sidste nat på station 13
AKA: John Carpenter's Assault on Precinct 13 / The Anderson Alamo (arbejdstitel)

Produktion: Turtle / CKK
REVIEW af Mark Sander Svensson [13/06/13]

Ethan Bishop (Austin Stoker) får, hvad han forventer vil være et rutinejob med at tilbringe natten på en politistation, der er godt på vej til at lukke ned. Ulykkeligvis falder det sammen med, at en bande har svoret at tage hævn over politiet efter mordet på en større gruppe af deres medlemmer. Snart er Ethan fanget med to vaneforbrydere som sine største støtter, mens bandemedlemmerne begynder at vælte ind.

Det siges at Assault on Precinct 13 er den af sine film, som John Carpenter fornøjede sig mest med at instruere. Filmskaberen mener i retrospekt, at der er aspekter, han ville have forandret såsom tempoet, men Carpenters homage til Howard Hawks' Rio Bravo er det nu svært at ønske sig meget anderledes. Til trods for ikke at være en egentlig western er den amerikanske slum, som optegnes i filmen, sammenlignelig med den lovløse prærie. Reglerne er røget sig en tur, og civilisationen falder i baggrunden, når bandemedlemmer skyder den gamle politistation sønder og sammen, hvorefter de begynder at vælte ind uden tanke for eget ve og vel. Sidstnævnte er blandt årsagerne til, at både Carpenter selv og mange andre udover Rio Bravo har sammenlignet nærværende film med George A. Romeros Night of the Living Dead.

Ligesom Romeros film afsøger Assault on Precinct 13 grænser, og kun gennem ufine tricks lykkedes det at få filmen udgivet med den ønskede R-rating på trods af en grum scene, der sender tanker tilbage til Sergio Leones Once Upon a Time in the West, omend det omtalte øjeblik heri er væsentligt mere grafisk end i Leones mesterværk. De billige men blodige effekter gør filmen eksploitativ, men det er kombinationen af effektiv suspense og fornøjelig action, der tilsammen er med til at gøre Assault on Precinct 13 til en så umådeligt fængende oplevelse, som den er blevet.

Once Upon a Time in the West blev der også luret til med straffefangen Napoleon Wilson (Darwin Joston), der er inspireret af Charles Bronsons fåmælte “Harmonica” fra førnævnte film. I det hele taget er der nogle gode karakterer placeret i filmen. Ethan Bishop er ikke den mest sindsoprivende originale eller spændende figur nogensinde, men udover Wilson fungerer Laurie Zimmers portrættering af den særegent stærke og sexede Leigh i god kontrast til den renskurede good cop Ethan.

Filmens budget resulterer i, at der er en vis stivhed i vinklerne, og på mange måder er det ikke en film, der er perfekt, men det vendes til dens fordel. Der forsøges skabt en næsten dokumentarisk stil, og sine steder lykkes det. Samtidig er der så tilstrækkeligt mange uvirkelige og stiliserede øjeblikke i filmen, at det er helt tydeligt, at det er den gode, solide underholdning - atter inspireret af Rio Bravo og andre westernfilm - der er i centrum.

John Carpenter har lavet nogle af filmhistoriens mest klaustrofobiske filmoplevelser. Med film som Halloween og i ekstrem grad The Thing markerede han en helt unik evne til at skabe suspense kombineret med grafisk vold. Allerede i denne hans anden spillefilm skabte han en oplevelse, som gav et varsel om mandens evner indenfor disse stemninger. Samtidig er Assault on Precinct 13 som enkeltstående film betragtet med sit miks af action og suspense en abnormt underholdende måde at benytte 87 minutter på, og modsat instruktørens mørkere film efterlades tilskueren her med en smule håb, når rulleteksterne toner frem.


Anmeldt version: Sidste nat på station 13. Dist.: On Air. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Letterbox. Spilletid: 87 min.
On Airs udgivelse af John Carpenters intense Sidste nat på Station 13 - tilbage fra dengang, DVD var nyt og spændende - kan stadig forholdsvis problemfrit opstøves til små penge i landets antikvariater. Filmen er senere udsendt herhjemme af Another World Entertainment på både DVD og Blu-ray.
KARAKTERBOKSEN
Mikkel Svendstrup
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven