Udvidet søgning
H
Sydkorea, 2002
Instruktion: Jong-hyuk Lee
DK-titel: H Hypnosis

REVIEW af Mark Sander Svensson [09/05/13]

H vil gerne sælge sig selv på at være i samme tonemæssige gænge som Seven og Silence of the Lambs, men hvor går grænsen egentlig mellem homage og plagiat?

En kvinde og hendes ufødte barn findes brutalt myrdet. Måden, det er foregået på, minder til forveksling om den metode, seriemorderen Shin Hyon (Seung-woo Cho) har brugt på sine ofre. Der er bare ét problem: Shin Hyon sidder fængslet og kan ikke være morderen. Er der en copycat på spil, og er det mon Hyon selv, der har hyret vedkommende?

Der er visse kritikere, der har set sig sure på den ellers storartede instruktør Quentin Tarantino, fordi de føler, at hans forkærlighed for at hylde sine filmiske forbilleder i sine egne film, gør ham til en uoriginal filmskaber. Hvad der for mig modsiger denne tankegang er, at Tarantino gør disse stilistiske citater til sine egne og i øvrigt fylder sine film med vittige, skarpe og stærkt originale karakterer samt replikker. Med Jong-Hyuk Lees film H forholder det sig imidlertid ganske anderledes.

Medgivet er der punkter i Lees film, hvor man i et øjeblik føler at, karaktererne og dramaet bliver vedkommende, men der er desværre langt imellem disse øjeblikke. Mest af alt føles filmen som et fortærsket forsøg på at gøre David Fincher og Jonathan Demme, som filmens cover selv leder opmærksomheden hen på, kunsten efter. Sagen er, at filmen egentlig indfanger den mørkt melankolske stemning, som eksempelvis Fincher er så dygtig til at fremelske, ganske godt. Klipningen og filmens rytme er helt tydeligt gennemtænkt, men problemet er, at grundfortællingen er meget jævn og er særdeles længe om at engagere sit publikum.

Man kunne også anlægge det syn, at det snarere er manglen på et ekstra lag i H, der er problemet. Seven er spændende at se første gang grundet dens grundlæggende plot, men der synes også at være et yderligere lag af mørke, der åbner sig, når man genser filmen. Det tvivler jeg på vil være tilfældet med denne film. Karaktererne er, i hvert fald når de oversættes til dansk, så udtalte omkring deres tanker og følelser, at seeren efterlades fuldstændig uden behov for den mindste form for overvejelse, hvilket ultimativt fører til en mindre berigende oplevelse.

Med det sagt er der øjeblikke i filmen, hvor brugen af suspense er vellykket. Når H lader al vægten glide over på stemning fremfor plot, står den stærkest. Mod slutningen lykkes det filmen at skabe en smule interesse for dens pendant til Dr. Hannibal Lecter: Den sindsforstyrrede Shin Hyun, som undervejs i filmen har stået på sidelinjen, og i modsætning til føromtalte kannibalistiske kæmpeintellekt er det svært at se, hvad han skal i historien, og hvorfor de to betjentes besættelse af en mand, der allerede er dømt til døden for en forbrydelse, som er sket længe før filmens plot starter, skal vække vores sympati og engagement. Filmens afsluttende øjeblikke forsøger forgæves at forklare dette gennem en usandsynlig og rodet drejning.

H er i sidste ende ikke mere end summen af sine elementer. Ofte er forkærligheden for amerikanske filmklichéer for fremtrædende, og selvom jeg ikke vil konkludere, at filmen er et decideret plagiat af nogle af de film, den ser op til, kan den heller ikke noget, som adskiller den fra disse, eller bringer den i nærheden af det samme niveau.


Anmeldt version: H Hypnosis. Dist.: Universal. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Letterbox. Spilletid: 106 min.
Dansk DVD-udgivelse i Universals "Asian Vision"-serie af Jong-hyuk Lees Tarantino-inspirerede H (2002).
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven