Udvidet søgning
SS LAGER 5 L'INFERNO DELLE DONNE
Italien, 1977
Instruktion: Sergio Garrone
DK-titel: Kvindetortur i SS lejr 5
AKA: SS Camp Womens Hell / SS lejr 5

Produktion: Società Europea Films Internazionali Cinematografica (SEFI)
REVIEW af Caspar Vang [01/05/00]

SS lejr 5 er ganske enkelt en grim, ækel, kedelig og modbydelig lille exploitation film. Ud over at den med en hyklerisk slut tekst: "...Madness is still within us, as the roots of Cain grows on, men still attack each other as blood-thirsty beasts; remember those who cried, those who suffered, those who have given all." forsøger at retfærdiggøre den svælgen i vold, tortur, pinsler og anden idioti som nærmest er kendetegnende for nazisploitation genren - går filmen efter min mening langt over stregen ved at præsentere virkelige scener fra en koncentrationslejr (i to sekvenser) i kontekst med dette misogyne og sadistiske stykke utilslørede exploitation film. Fuldstændigt skamløst over for de triste skæbner som måtte lade livet i det tredie riges koncentrationslejre, og selv om den værste scene ikke løber mere end et minuts tid, sidder man tilbage med en rigtig grim smag i munden over at man har indladt sanseapparat til slige modbydeligheder.

Filmens iscenesættelse er eksekveret med den italienske Sergio Garrones sædvanlige flair for lavbudget-sleaze, som han udstillede i den noget mildere Eksperimenter i nazilejren (SS Experiment Love Camp) (76), som er filmet ryg-mod-ryg med SS lejr 5 for at spare penge. Skuespillerne er stort set de samme og store dele af scenografien, kremerings ovn, laboratorium etc. benyttes i begge film. SS lejr 5 er mere aggressiv i klipperytme, overdreven brug af zoom og kamerabevægelser end Eksperimenter i nazilejren og hælder i højere grad til sadisme og tortur scener, end de sexploitation scener som primært udgør handlingen i sin siamesiske tvilling, hvorfor SS lejr 5 også rimeligt nok er den mest berygtede af de to og hører til en af de mest 'frygtede' engelske 'video nasties'.

Filmen indledes med en monokrom montage over virkelige kz-rædsler, bjerge af døde udsultede kadavere, hængte og krematorie ovne. Her efter introduceres vi til filmens egentlige... handling tror jeg det bør kaldes. En gruppe unge kvinder ankommer til den titulære lejr 5, de deles straks op i to hold (symptomatisk for genren) en gruppe som skal underholde værnemagt soldaterne med sex og en anden som skal bruges til medicinske eksperimenter. Her efter står den formulariske nazisploitation parole, på den sædvanlige underkastelse, ydmygelser, sadisme, nøgenbade scener hvor kameraet i closeups undersøger de nøgne pigekroppe, softcore sex tilsat elendig synkronisering, med stønneri og andre udbrud. Under eksperimenterne bliver pigerne udsat for brændende napalm på huden og senere, under forhørsscener skrues der fuld op for sadismen da pigerne voldtages, éns negle rives af hvorefter der sættes ild til hendes hænder. Andre får pisk, revet tungen ud, bankes ihjel med skarpe knojern og får kraniet flækket i en skruetvinge. Plottet består primært af disse tortur rædsler, tilsat lidt softcore eskapader og et subplot (!) om en professor Abraham og hans datter som tvinges til at arbejde for tyskerne.
I en latterlig sekvens benytter instruktøren sig af et POV shot fra en banan som er bundet til en sort piges skridt, der pirreligt rystes foran hovedet på en nazi-officer. Bemærk i øvrigt pigernes anakronistiske plateausålede sommersko. Filmen slutter, i hvad som nok kan betegnes som den største nazisploitation kliché, med at pigerne gør oprør, fordi tyskerne ønsker at destruere lejren da den russiske hær nærmer sig. Begge sider mejes ned i ikke særlig interessante skuddueller.

SS lejr 5 er en ligegyldig, sadistisk og væmmelig film, hvis skæbne måske bedst havde været den kremerings ovn som benyttes i filmens centrale scene, hvor en gruppe kvinder brændes levende af under et flugtforsøg. I hvad der kan ligne filmhistoriens mest exploitative og utilslørede set-up, har kvinderne fundet ud af at de bedst kan undslippe lejren gennem et hul (!?) i kremerings ovnen, hvilket giver instruktøren en chance for at kreere en fælde for pigerne, for derefter at futte dem af. En skam han ikke selv røg med i købet.

Til de få som kan holde Video Internationals udgivelse ud til den bitre ende, venter der en lille bonus - bliv siddende til den herlige trailer til Rene Cardona Jr.s trashede The Treasure of the Amazon (El Tesoro Del Amazonés) (83), med det udødelige voice over: "A true story based on actual facts, beyond the realm of science fiction and fantasy."




Anmeldt version: SS Lejr 5. Dist.: Another World Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 96 min.
DVDTJEK
SS Lejr 5. Dist.: Another World Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 96 min.

Hvem fanden skulle have troet, at man en dag sad med Sergio Garrones legendariske nazisploitationsag SS Lejr 5 i hænderne på flot dansk DVD? Nej, vel... men AWE drengene har været i kælderen og fundet de grimme sager frem til deres helt nye smagfulde "SS Camp Collection".

Ekstramaterialet består af filmens ubehagelige trailer, en Garrone filmografi og et AWE trailershow.

Rædslerne præsenteres i en rigtig pæn anamorfisk, men interlaced OAR 1.85:1 overførsel med filmens engelske dub som lydspor. Der intet at klage over... nå, jo…filmen. Men de skal jo stå på hylden hos enhver italo-entusiast, så den er anbefalet!

Mikkel Svendstrup (Juni 2008)
KARAKTERBOKSEN
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven