Udvidet søgning
SLEEPY HOLLOW
USA, 1999
Instruktion: Tim Burton
DK-titel: Sleepy Hollow

Produktion: Paramount Pictures / American Zoetrope
REVIEW af Kasper Heftholm Kristensen [01/03/00]

Sleepy Hollow er sidste nye bidrag til filmhistorien fra legebarn nummer et Tim Burton. Der er tale om en indspilning af den gotiske klassiker The Legend of Sleepy Hollow af Washington Irving, som vel nærmest er for amerikanerne hvad Grimms eventyr er for os europæere. Manuskriptet er skrevet af Andrew Kevin Walker, som er kendt for blandt andet Se7en og 8mm, og det må egentlig siges at være et spøjst valg fra Burtons side, at bruge en forfatter som mest har gjort det i pessimistiske nutidsdramaer, men Burton plejer jo at vide hvad han gør. Jeg har ikke læst originalen, så jeg kan ikke sige hvor tæt filmen ligger op ad forlægget.

Ichabod Crane (Johnny Depp) er en ung ambitiøs politiofficer som i året 1899 kaldes til den lille landsby Sleepy Hollow for at opklare 3 mystiske mord, som er begået indenfor 14 dage. Alle ofre er blevet halshugget, og deres hoveder er sporløst forsvundet. Kort efter Ichabods ankomst, får han byens spidsers (heriblandt Jeffrey Jones iført filmhistoriens grimmeste paryk) forklaring på mordene. De fortæller ham om en grufuld og blodtørstig mand, den Hessianske Rytter (Christopher Walken), som blev halshugget og begravet lidt uden for byen for 20år siden, men hvis hovedløse genfærd hjemsøger egnen og halshugger tilfældige borgere. Men Ichabod er en videnskabens mand, og tror ikke på den slags vås. Der må naturligvis findes en naturlig forklaring, og den sætter han sig for at finde. Men snart bliver det klart for ham, at han har at gøre med overnaturlige kræfter, ikke mindst da han med egne øjne ser den hovedløse rytter. Det bliver også snart klart, at mordene slet ikke er så tilfældige igen, og at en eller anden styrer rytteren og lukrerer på mordene. Der er en sammensværgelse igang, og alle er under mistanke, selv den kønne Katrina van Tassel (Christina Ricci), som selvfølgelig har en lille ting kørende med vores helt Ichabod. Samtidig har Ichabod tilbagevendende mareridt om sin mor, som blev beskyldt for at være heks.
Johnny Depp er genial som den ynkelige svækling af en helt Ichabod, der besvimer ved den mindste fare, og som hopper op på bordet ved synet af en edderkop og nægter at komme ned igen før den er dræbt. Det er tydeligt, at Depp har nydt rollen, og at han lever sig ind i den med krop og sjæl, så der bliver spillet på de store teatralske armbevægelser og dramatisk dialog. Depp viser endnu engang, at han har et register der spænder bredere end de fleste andre skuespillere fra hans generation, og jeg får mere og mere respekt for ham, for hver eneste film han medvirker i.
Vi ser også en fåmælt (han siger faktisk ikke et kuk) men meget skræmmende Christopher Walken som det hovedløse genfærd, en herlig og temmelig overvægtig Jeffrey Jones, en køn og efterhånden ret voksen Christina Ricci og en lille cameo af- Christopher Lee.

Musikken i Sleepy Hollow er selvfølgelig komponeret af Danny Elfman, og den er en tand mindre spooky men til gengæld mere dramatisk og agressivt pågående end vi er vant til fra mester Elfmans hånd, og det klæder selvfølgelig Sleepy Hollows mere horror agtige stil. Jeg savnede dog lidt en lille melodi, som kunne hænge lidt ved efter filmen, men Elfman har tydeligvis gået mere efter stemning end en god melodi.
Kulisserne i Sleepy Hollow er afgjort de flotteste og mest tegneserieagtigt gotiske der er set siden Francis Ford Coppolas Dracula (Coppola er executive producer på Sleepy Hollow). Særlig imponerende er de mange udendørsscener med grumme skæve huse, marker med fugleskræmsler en gammel mølle, og det hele ligner mest af alt en live udgave af verdenen i Nightmare Before Christmas, som Burton jo som bekendt ikke instruerede. Effekterne er ligeledes suveræne, specielt den hovedløse rytter er yderst troværdig. Samtlige hovedafhugninger er yderst explicitte og sker on screen, men de er nu mere tegneserieagtige end de er blodige. En enkelt undtagelse er dog en ung mand, som i bogstaveligste forstand bliver revet i stumper og stykker af den grumme rytter.
Sleepy Hollow er mere en regulær horrorfilm end Burtons tidligere værker, men alligevel er Burtons penselstrøg tydelige i alle lag af filmen, fra det eminente production design, til kostumer, til musikken og til den skøre humor. Humoren er dog noget mere afdæmpet end Burtons tidligere film, så forvent ikke noget der bare tilnærmelsesvis er i stil med den totalt udflippede Mars Attacks. Hvor Mars Attacks var en hyldest til 50'ernes B-Sci-fi film, så er der dømt massiv Hammer-hyldest i Sleepy Hollow.

Jeg kan ikke komme udenom, at jeg er en lille smule skuffet over Sleepy Hollow, men lad mig i samme åndedrag sige, at mine forventninger måske var skruet uhensigtsmæssigt højt op, da jeg forguder Burtons film. Jeg savnede lidt mere humor, og antallet af gakkede indslag var holdt på et minimum, men som sagt så har Burton denne gang gået efter at lave en egentlig horrorfilm, selvom den dog aldrig bliver rigtig uhyggelig. Filmen vinder dog ved, at den visuelt er en fest for øjnene, det gode skuespil specielt Depp, samt at den er et herligt bidrag til en genre, som i høj grad har brug en saltvandsindsprøjtning, hvis ikke den skal ende som en patetisk kliche på sig selv. Og en kliche, det er noget Burtons film aldrig nogensinde kan beskyldes at være. Så endnu engang hurra for det visuelle vidunderbarn Tim Burtons vidunderlige filmunivers.



Anmeldt version: Sleepy Hollow. Dist.: Paramount. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 101 min.
DVDTJEK
Sleepy Hollow. Dist.: Paramount. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 101 min.

Det er Paramount, der står bag den fine danske DVD-release af Tim Burtons stemningsfulde actioneventyrgyser om fornuft og overtro. Skiven har nogle år på bagen, men er visuelt upåklagelig med anamorfisk billede i god kontrast og nydelige farver. Lydsporet er i Dolby Digital 5.1.

Bonusmaterialet på skiven består af to trailers, fotogalleri, biografier samt to featuretter "Reflections on Sleepy Hollow" (11 min.) samt "Sleepy Hollow: Behind the Legend" (28 min.). Gode nok, men man bliver lidt træt af at høre om hvor glade folk er for at lege sammen med Burton og hvor genial manden er.

Lidt mere kød er der på Tim Burtons kommentarspor, der kommer flot rund om de fleste aspekter af optagelserne. Måske en smule tørt og tilbageholdende, men det virker som om instruktøren får talt sig varm efter de første fem-ti-minutter.

Caspar Vang (november 2009)
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
Lars Gorzelak Pedersen
Mikkel Harris Carlsen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven