Udvidet søgning
INCUBO SULLA CITTA CONTAMINATA
Italien / Spanien, 1980
Instruktion: Umberto Lenzi
DK-titel: Rædslernes blodige by
AKA: Nightmare City / La Invasion de los Zombies atomicos / City of the Walking Dead / Nightmare / Invasion by the Atomic Zombies

REVIEW af Caspar Vang [01/07/01]

Ingen italiensk exploitation-instruktør med respekt for sig selv kan lade en populær genre ligge, og giallo-/actionfyrsten Umberto Lenzi, der tidligere at givet os udmærkede testosteron-sager som En strømer ser rødt (The Cynic, the Rat and the Fist) (1975) og Helvedes forgård (Violent Naples) (1976), er ingen undtagelse. Inden for horrorgenren huskes han dog bedst for mindre udmærkede film som Deep River Savages (1972), Massakren i junglens dyb (Eaten Alive/ Mangiati vivi) (1980) - uforglemmelig DK-covertekst: "De unge kvinder misbruges kynisk til rituel sex" - og Cannibal Ferox (1981), men med Rædslernes blodige by har han, inspireret af landsmanden Fulcis succes med Woodoo: Rædslernes grønne ø (Zombie Flesh Eaters/ Zombi 2) (1979) og Romeros Dawn of the Dead (1978), med blandet held kastet sig over zombiegenren. Resultatet er en herlig lille film der, på trods af diverse mangler, indeholder masser af saft og kraft.

"So much for the theory of vampires.." konstaterer filmens protagonist, journalisten Dean Miller (Hugo Stiglitz), lakonisk efter at have basket kraniet ind på en zombieficeret præst i en kirke, hvor han og konen (Laura Trotter) har søgt tilflugt for zombieplagen. Spørgsmålet om de mystiske angriberes oprindelse er central for filmens handling. Ifølge Trotters malplacerede spekulationer repræsenterer zombierne, vampyrerne eller hvad vi vælger at kalde dem, en dybere liggende frygt og dødsangst og er en naturlig del af vores selvdestruktive livscyklus. Ret dybt tænkt for en desperat kvinde på flugt fra horder af levende døde. Ifølge instruktøren (i interview på den hollandske DVD) er angriberne dog hverken vampyrer eller zombier, men rigtige atombestrålede mænd. Filmen åbner med Miller, der, i en unavngiven by, er ankommet til lufthavnen for at interviewe en professor Hagenbeck i forbindelse med et formodet radioaktivt udslip på det nærliggende atomkraftværk. Situationen udvikler sig dog i en uventet retning, da en uidentificeret militærtransport lander og straks omringes af politi og sikkerhedsvagter, som dog ikke kan komme i kontakt med hverken passagerer eller piloter. Scenen bringer straks tankerne hen på Fulcis Woodoo: Rædslernes grønne ø (1979) og Cozzis Dødssmitten fra Mars (Contamination/ Alien Contamination) (1980), begge med tilsyneladende forladte fartøjer, der flyder ubesværet i havn. Flyets passagerluge åbnes og ud strømmer dødsensfarlige dræbere, pizza-ansigter med makeup, der ender ved hagen, som overfalder politiet og vagterne for at suge deres blod. Miller og hans kameramand tager benene på nakken til tv-stationen, hvor Miller afbryder en aerobic-/diskodans-udsendelse for at fortælle offentligheden om begivenheden. Han standses dog af ledelsen, siger op efter dette urimelige overgreb på pressefriheden, og begiver sig, i sin folkevogn, hurtigt mod hospitalet for at hjælpe sin kone. I mellemtiden bliver tv-stationen, og aerobicpigerne, invaderet af de blodsugende angribere, og vi bliver vidne til et utal af snotbillige effekter og voldsudbrud: hovedkløvninger, brystafskæringer, halsoverskæringer og lignende. Herligt. Major Warren Holmes (Francisco Rabal), militærets bedste mand, kaldes ind af general Murchison (horror-regular Mel Ferrer), som desperat forsøger at løse gåden om de mystiske angribere og som kæmper med at kontrollere den hurtigt spredende zombie-epidemi. Majorens kone Sheila (Maria Rosaria Omaggio) belejres i sit hus af zombierne, og Murchisons datter og kæreste falder også offer for de vanvittige levende døde. Militæret har undersøgt en af angribernes lig og fundet ud af, at de besidder overmenneskelig styrke pga. den radioaktive stråling, som også har ødelagt deres blodlegemer, hvorfor de nu suger blod fra usmittede, som de således smitter. Eneste løsning er, i bedste zombiemanér, en kugle i hovedet der ødelægger nervesystemet. Resten af filmen er én lang flugt fra zombierne, hvor vi primært følger Miller og konen, der desperat forsøger at nå civilisationen, alt i mens zombier og folk omkring dem aflives på mere og mere eksotiske (og sadistiske) måder, bl.a. harpunering, øjeudprikninger, eksplosioner og de, for genren, obligatoriske slowmotion hovedskud.

På plussiden har Lenzi godt greb om kontinuiteten, og man mister som seer aldrig orienteringen i tid og rum (bortset fra når det er tilsigtet). Kameraarbejdet er måske en smule rutinepræget, men løftes at et ganske fint og tempofyldt score af Stelvio Cipriani. Filmen havde måske fungeret bedre, havde den kun været en veritabel splatterfest og én lang forfølgelsessekvens (hvad den i og for sig også er). Desværre insisterer Lenzi på at anbringe pseudo-filosofiske overvejelser og refleksioner over hovedpersonernes situation (af hovedpersonerne), i de (meget) små pauser som afbryder det hæsblæsende momentum i hovedpersonernes flugt. En film som Dawn of the Dead (1978) kan, med sine lange pauser mellem action-set pieces, bære sådanne formanende og eftertænksomme dialoger over hovedpersonernes situation, men de hører bestemt ikke hjemme i Rædslernes blodige by, hvor de blot virker handlingslammende, over-rationelle og fjollede.

Den danske lejekassette fra Video Action/Video Bio er letterboxed, med hævet billedfelt der giver masser af plads til undertekster - printet er dog en smule mørkt, særlig i nattescenerne. Filmen er desuden urimelig svær at opstøve. Heldigvis er den ude i (mindst) tre versioner på DVD. Den tidligste er en release fra tyske Laser Paradise, under deres såkaldte Red Edition label, med titlen: Grossangriff der Zombies. Overførslen er tæt på at være samme kvalitet som den danske VHS, da det noget usle print er taget fra en japansk laserdisc. Den nyeste version er fra hollandske Japan Shock Video, som til lejligheden har ændret navn til Italian Shock DVD. Med et bedre billede end den tyske og i komplet Scope ratio er denne version at foretrække. Desuden indeholder den interview og audio commentary af instruktør Lenzi. Endelig er der den tredje udgivelse fra danske AWE. Du kan finde mere information om den i dvdtjekket til højre.

Rædslernes blodige by er bestemt ikke på højde med Romeros samfundskritiske zombiefilm og Fulcis makabre splatterorgier og involdeæstetik, men er blodig, underholdende trash-eskapisme og tilpas tempofyldt til at tilfredsstille selvkritiske, sultne zombie-aficionados. Filmen har måttet høre en del for dens (tossede?) twist-slutning, som mange har syntes smager af, at Lenzi ikke har været i stand til at afslutte filmen fornuftigt. Kritikere glemmer blot at der flere gange undervejs 'hintes' til denne slutning, hvorfor den, hvis man altså har været opmærksom undervejs, hverken kommer som nogen overraskelse eller bryder med filmens indre logik. Fans har også rynket på næsen af de lynhurtige, dødsensfarlige dræberzombier som benytter sig af økser, maskinpistoler, knive og andre redskaber, men tilsyneladende har mistet evnen til at tale. Men filmene er efter min mening ganske frisk og uhyggelig på det punkt og ligner i sin tempofyldte tilgang til zombiernes motorik Dan O'Bannons endnu bedre Ligene er ligeglade (Return of the Living Dead) (1985) - hvor zombierne endda taler. Zombie-puritanere der kan te sig over, at filmens levende døde ikke er stavrende lig, der ingenting ænser når de er i nærheden af menneskekød, glemmer ligeledes, at filmhistoriens allerførste kødædende zombie Bill Hinzman i Night of the Living Dead (1968), er en snarrådig og lynhurtig størrelse, der hurtigt griber en sten for at smadre bilvinduet da han ikke kan få fat i Barbaras velsmagende kød.


Anmeldt version: Rædslernes blodige by. Dist.: Another World Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 88 min.
DVDTJEK
Rædslernes blodige by. Dist.: Another World Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 88 min.

Den sjette film i Another World Entertainments zombieserie er lige til at sætte filmtænderne i, hvis man er i humør til en frisk gang pastazombiesplat. En dynamisk, momentvis fjollet, men altid massivt underholdende zombiefræser fra den italienske exploitation-maestro Umberto Lenzi.

Selve filmen står i nogenlunde kvalitet (anamorfisk letterboxed til 2,35:1), lidt grynet, men med fuldt tryk på de lækre farver, hvilket gør sig ekstra godt i scener med masser af ketchup og zombieaction. Lydsporet er i engelsk/italiensk Dolby Digital 2.0 (plus audiokommentar af Lenzi) og der er valgfrie undertekster på dansk, norsk, svensk og finsk.

Bonusmaterialet består af et Lenzi-interview (49 min.), slideshow, trailer, filmografier, biografier og trailershow. Ja, så kan en pizzaædende zombiefilmfan vist ikke rigtig ønske sig mere. Jo, faktisk. Jeg glemte næsten, at der rundes af med en fire siders booklet med entusiastisk og informativ tekst af den danske filminstruktør Christina Rosendahl.

Caspar Vang (oktober 2008)
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven