Udvidet søgning
6TH DAY, THE
USA, 2000
Instruktion: Roger Spottiswoode
DK-titel: 6th Day, The

Produktion: Phoenix Pictures
REVIEW af Caspar Vang [01/12/00]

Det er ikke tilfældigt, at den østriskfødte actionhelt Schwarzenegger bør betragtes som kongen af tåbelige one-liners, tæt fulgt af kloner som Stallone, Van Damme og Segal. Er man til overfladisk action, krydret med let sci-fi eller i tvivl om Arnolds one-liner status, bør man måske tage et kig på Roger Spottiswoodes semi-transparante "actioner" Den 6. dag, hvor den højt betalte hårdtpumpede skuespiller ikke bare spiller hovedrollen, men også har fungeret som producer. Schwarzenegger og hans medproducere har tydeligvis følt, at investeringerne var i fare, og at det ville være for risikabelt at skuffe et publikum, der forventer et testosteron-knald fra deres favorit-bøf, med et intelligent sci-fi-drama, hvorfor action-Arnold halvvejs inde forfalder til klichéprægede actionsekvenser, verbal idioti og en lind strøm af ulidelige one-liners, der fører ham frem til klimaksen med de, for denne type film, obligatoriske konfrontationer og efterfølgende eksplosioner. Hvilket er synd, for på trods af, at filmen er en skabelon-skåret actionfilm, har Den 6. dag faktisk et solidt potentiale, som den i modsætning til Schwarzeneggers intelligente og underholdende Sidste udkald (Total Recall, 1990) alt for sjældent udnytter.

Besynderligt nok er Sidste udkald en oplagt sammenligning, for ikke alene kan den betragtes som Den 6. dags økonomiske forbillede - de to film deler et stykke ad vejen tematik og kredser om de samme problemstillinger, dobbeltgængeren og identitet. Desværre har Den 6. dag hverken den satiriske, skarpe tilgang til emnet, som er at finde i Philip K. Dicks forlæg til Sidste udkald, eller den håndværksmæssige fokus og rå brutalitet, som karakteriserer Paul Verhoevens instruktion. Hvor Verhoevens fremtidsvision er stærkt karikeret og stiliseret, insisterer Den 6. dag på en eller anden form for realisme, hvilket sjældent fungerer, da dens actiontableauer pr. definition ikke kan betragtes som realistiske.

Arnold Schwarzenegger giver den endnu engang i rollen som sci-fi actionbøf, omend i en mere blød udgave end i størstedelen af hans film. I en nær fremtid er det blevet muligt at klone mennesker, men da den multinationale "corporation", der står bag dette teknologiske gennembrud, ikke kunne kontrollere deres kloneksperiment, blev klonen destrueret, og vha. den såkaldte sjette dags lov (en bibelsk reference) blev det forbudt at klone mennesker. Bag facaden kloner firmaet dog på livet løs, og f.eks. en american football-spiller, der knuser en ryghvirvel, er på benene igen et par dage efter hans uheld. Originalen elimineret.

Piloten Adam Gibson (Schwarzenegger) driver sammen med sin ven Hank en helikopter-taxivirksomhed. Efter et attentat på kloningvirksomhedens leder Michael Drucker dukker pludselig en 'kopi' af Gibson op i hans hjem, og inden længe er han selv på flugt fra firmaets håndlangere og involveret i en sammensværgelse om kloning og totalitært verdensherredømme. Mere ville det være synd at afsløre, for der venter trods alt et par overraskelser undervejs.

Når filmen nu har en relativt fornuftig og realitetsbaseret tilgang til sit emne, fungerer filmen så ikke som 'hard' science fiction? Dens spæde forsøg på refleksion over antropomorf metafysik og erkendelse fungerer ikke særlig godt, men er faktisk afhængige af, om man ser filmen som en autonom størrelse eller læser filmen i science fiction-historisk kontekst. Den groteske Cindy SimPal-dukke er naturligvis et forstadie til de menneskelige kopier, filmen senere præsenterer os for. Men fanger man ikke denne reflekteren over det fiktive rums tilstand og denne verdens accept af noget basalt forkert (på linje med overdreven brug af elektronisk komfort, kloning af kæledyr og lign.), vil Cindy-dukken ikke være ret meget andet et irriterende indslag og en lunken reference til Sidste udkalds JohnnyCab.

Metafysisk spiller filmen også fallit, da den tager hul på en kompliceret problemstilling uden at afslutte eller give en nogenlunde fornuftig forklaring på de spørgsmål, den bringer på bane. Filmens metafysiske dualismes udgangspunkt er den tanke, at hvis man har menneskets DNA, har man, på få timer, muligheden for at udvikle en udvendig skal, dvs. identisk kopi af menneskets ydre, som ikke er meget andet en bæreren af bevidstheden. Denne bevidsthed kan så fyldes på kroppen efter forgodtbefindende (et aspekt, som heller ikke udforskes særlig dybt - hvad sker der f.eks. hvis en bevidsthed fyldes på den forkerte krop) via. et apparat, som i første omgang har affotograferet det 'originale' menneskes øje, som jo i overført betydning er vinduet til sjælen. Dvs. at hele psyken, erindringen eller sjælen, om man vil, ligger i det sete og kan aflæses gennem synsoplevelsen, som således bliver summen af individets bevidsthedsliv. Den menneskelige bevidsthed lagres så på en diskette (CD-rom) eller lign. der så opbevarer personens 'erindring' til det tidspunkt, hvor affotograferingen af øjet er foretaget. Om dette så betyder, at blinde eller folk uden øjne har mindre sjæl end andre, vides ikke, men et par simple lapper på hovedet eller en kanyle ind i hjernevævet ville have fungeret mere overbevisende. På den anden side, så ville optagelsen og afspilningen af erindringen ikke have været så simpel, som den er i filmen, og have spændt ben for plottet.

En interessant observation fra filmens side er dog persongalleriets foragt for kroppen som andet en et brug-og-smid-væk produkt, lige så snart, at kloning bliver mulig. Dette perspektiveres fint i en actionsekvens, hvor det lykkes Gibson at skyde det ene ben af de overraskende inkompetente håndlangeres leder, spillet af Michael Rooker, som tydeligvis ikke bekymrer sig synderligt om sin manglende fod, men er irriteret over, at Gibson ødelagde et par splinternye sko. Det er ikke blot gennem denne tingsfiksering, at filmens version af fremtids-USA i forbløffende grad ligner en opdatering af den forbrugerisme, som hele det vestlige samfunds store forbillede, den konservative amerikanske forstadsfamilie, er struktureret omkring. Det fiktive univers, filmen etablerer, er defineret af en bils autonome køreegenskaber (transport-komfort), hvor let det er at bestille mælk (hjemlig komfort) og den virtuelle sex' muligheder (seksuel komfort). Slangen i fremtidens kernefamilie-paradis viser sig primært som menneskets brug af videnskab og moderne teknologi til at tackle emotionelle og psykologiske problemer. I stedet for at skulle fortælle datteren, at hendes hund er død, og lære hende om livets fundamentale vilkår, vælger de den lette løsning; en klonet hund fra RePet - ligesom hun får en tåbelig menneskesimulation ved navn SimPal (Chuckys grimme søster), der føjer hende i alt. Meget lettere og mindre tidskrævende end antropomorfe bekendtskaber.

Den 6. dags fremtid synes besat af kopiering, simulation, kloning og efterligning, men da filmen i bund og grund ikke er hård nok i filten, bliver dens endelige budskab ikke meget andet end en vag, halvløftet pegefinger. Filmen har ganske vist spiren til forvirring, paranoia, dystopi og mørk filosofisk kortlægning af fremtidens menneskesyn, men lige så snart den en sjælden gang standser op ved et filosofisk problem eller et etisk, moralsk paradoks, halter den skyndsomt videre for at undgå at tabe sit puerile publikum. Et publikum, filmen sikkert allerede har mistet ved at signalere at være intelligent og dyb.

Den canadiskfødte instruktør Roger Spottiswoode er ikke en helt uerfaren herre, men tydeligvis primært håndværker, hvorfor det heller ikke lykkes ham at sætte et bestandigt fingeraftryk på filmen, der er omtrent lige så anonym som de fleste andre amerikanske actionfilm her omkring årtusindskiftet. Karrieren startede eller lovende som klipper og klippeassistent for Sam Peckinpah på The Straw Dogs (1971), The Getaway (1972) og Pat Garrett and Billy the Kid (1973). Som instruktør debuterede han med den fornøjelige canadiske slasherfilm Terror Train (1980), en af de mange film, der fulgte i kølvandet på Halloweens succes, endda med Jamie Lee Curtis i hovedrollen. Senere er det blevet til en del pæne, men aldeles tandløse action-, eventyrfilm og komedier, som Turner & Hooch (1989), Air America (1990), Stop! or My Mom Will Shoot (1992), og i den henseende kan man vel sige, at karrieren toppede med Bond-ligegyldigheden Tomorrow Never Dies (1997).

På trods af Den 6. dags mange fejl, mangler, uindfriede potentiale og ikke særligt realistiske 'realisme' ser jeg mig alligevel nødsaget til at være ærlig over for mig selv (og læserne) og give filmen en ekstra Uncut-kassette - for dens underholdning og dens nogenlunde snedigt anlagte twists, der tør tage stier, som jeg ikke umiddelbart havde forventet af en Schwarzenegger-film. Desuden har vi jo allesammen en lille action-figur-dobbeltgænger indeni os, der spræller for at komme ud og pløkke skurkene ned på stribe - og denne films galleri af skydeskiver, der indeholder bl.a. Michael Rooker, Tony Goldwyn og Sarah Wynter, er usædvanlig velvalgte, farverige og karismatiske - uden dog at træde ud af deres respektive skabeloner. Desuden er de så inkompetente, at man undres over, at skurken bruger 1,2 million dollars på at klone dem (og sig selv) hver gang, de kommer galt afsted.


Anmeldt version: 6th Day, The. Dist.: Nordisk Film. VHS (PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Letterbox.
KARAKTERBOKSEN
Mikkel Svendstrup
Kasper Bøg
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven