Udvidet søgning
2001: A SPACE ODYSSEY
USA / England, 1968
Instruktion: Stanley Kubrick
DK-titel: Rumrejsen år 2001

Produktion: MGM (Metro-Goldwyn-Mayer) / Polaris
REVIEW af Caspar Vang [01/06/00]

Stanley Kubricks science fiction-mesterværk er en ofte misforstået, men tankevækkende og smuk film om menneskets evolution, lige fra hulemennesket til de kropsløse ånder som hører fremtiden til. Man kan, afhængigt om man er modstander eller tilhænger af filmen, kalde den; hypnotisk, men kedelig eller poetisk og episk. Man kommer dog ikke uden om filmens kulturhistoriske relevans, og må da også erkende Rumrejsen år 2001 som en af filmhistoriens mest indflydelsesrige science fiction-produktioner. En film der tog ideen om mennesket i rummet alvorligt, og som behandlede mødet med et fremmed intellekt med respekt.

Som alle andre store genre mesterværker, brød den med genrens konventioner. Fx indleder Kubrick Rumrejsen år 2001 med en længere sekvens fra præhistorisk tid, ligesom han lod sine rumskibe "danse" synkront til klassisk musik (Khachaturyan, Ligeti og Strauss) og han lod filmen ende med et gådefuldt symbolsk foster svævende i rummet efter en længere surrealistisk/psykedelisk rejse gennem stjernerne.

Filmen fokuserer med stærke metaforer og symboler på konceptet omkring befrugtning, død og genfødsel. Nogle hardcore fortolkere vil endda påpege at rumsekvenserne ofte virker som stand-ins for sæd, ubefrugtede æg osv. Således kan Pan Am fartøjets docking ved rumstationen ses som befrugtning (Pan Am er sæden og rumstationen det ubefrugtede æg), og det ægformede rumskibs landing på månen ses som det befrugtede ægs placering i livmoderen (månen).

På alle punkter er der tale om en cineastisk milepæl. Rent filmteknisk var filmen langt forud for sin tid (måske den mest teknisk kompetente nogensinde) og kan i dag stå distancen med selv de største produktioner. Selve produktionen er en ren øvelse i specialeffektperfektion, detaljerigdom og filmteknisk opfindsomhed. Kubrick krævede af sin special effects-designer, Douglas Trumbull, at alle effectsshots af rumskibene blev filmet fra alle kameraindstillinger i sin fulde længde. Dette resulterede i, at der efter klipningen var 200 gange så meget film tilovers, end der blev brugt i den færdige film. På den måde kunne Kubrick klippe i alle "effect-shots" som var de dokumentar-materiale. Trumbull og Tom Howard gjorde som nogle af de første specialeffectfolk, omfattende brug af front-projection til special-effects scenerne, hvilket giver billederne en usædvanlig skarphed og dybde. John Alcott og Geoffrey Unsworths kameraarbejde er ligeledes unikt. De bruger et omfattende brug af longshots for at give publikum en fornemmelse af det uendelige rum og tid som danner rammen om fortællingen. Ray Lovejoys sublime klipning er uden sammenligning i genren og i et enkelt klip lykkedes det ham uden besvær at springe over millioner af år i "storytime". En Neanderthaler kaster sin knogle op i luften, hvor der klippes til et rumskib som daler ned gennem jordens atmosfære. Et vidunderligt eksempel på hvor godt filmen benytter analogier og montageteknik.

For ikke at fortabe sig i henrykkelse over de filmtekniske landvindinger som Rumrejsen år 2001 lagde for dagen, bør Arthur C. Clarkes og Stanley Kubricks gådefulde og glimrende screenplay også fremhæves. Screenplayet er baseret på Clarkes novelle The Sentinel. Filmens fortælling er uddybet i bogen 2001 som blev skrevet løbende med filmen og som for øvrigt er et glimrende supplement til publikum, der finder filmen for mystisk, da en del af filmens idéer og symboler er nærmere forklaret i bogen.

Filmens handling er primært henlagt til rummet, hvor den totale stilhed, astronauternes åndedræt og hjertebanken jævnligt er afløst af symfonisk storslået musik i form af f. eks. Blue Danube og Also Sprach Zarathusa. Rumrejsen år 2001 åbner med en længere sekvens i præhistorisk tid, hvor Neanderthaler-mennesker bliver inspireret til at bruge redskaber af en mystisk sort monolit. Herfra springer plottet flere millioner år frem til menneskets indtagen af rummet. Dr. Heywood Floyd (William Sylvester) rejser til månen, for at undersøge en mystisk monolith (det første bevis på udenjordisk intelligens nogensinde) som er fundet i en udgravning. Monolitten sender et kraftigt signal mod Jupiter og snart begiver rumskibet Discovery sig ud på en ni måneder lang rejse for at finde modtageren af signalet. Herfra følger filmen astronauterne Bowman (Keir Dullea) og Poole (Gary Lockwood), der sammen med den berømte computer HAL 9000 (Douglas Rain) og tre astronauter i "hypersleep" befinder sig ombord på rumskibet. Computeren afbryder rejsen, dræber de tre sovende astronauter og efterlader Poole og Bowman strandet i rummet. Det lykkedes Bowman at komme ombord på Discovery og i en memorabel sekvens afbryder han den nu skræmte HAL, som bogstaveligt går i barndommen. Bowman går på en måde selv i barndommen, da han fortsætter sin rejse alene. I rummet omkring Jupiter finder han endnu monolit, og befinder sig snart et sted hvor tid og rum ikke har nogen mening. Gennem stjerneporten befinder Bowman sig nu i en kold og elegant suite, hvor han som en gammel mand endnu engang konfronterer monolitten. Han rækker, ligesom Neanderthalerne og Lockwood før ham, ud efter den og genfødes som et "stjernebarn", en skabning af ren energi eller sjæl. Menneskets næste evolutionstrin.

Kubrick filmede i England med amerikanske effektfolk bragt ind. Trumbull blev hyret på baggrund af hans arbejde på undervisningsfilmen To the Moon and Beyond. Effects designer veteranen Wally Veevers stod for de afsindig fysiske effekter, Con Peterson håndterede de optiske effekter og Tom Howard stod for den flot håndterede frontprojection. Kubrick modtog selv en Oscar for effekterne, fordi den ikke kunne uddeles til de fire personer som fortjente den.

Mange vil uden tvivl syntes at Rumrejsen år 2001 er tung at danse med, men den er, uanset om man kan lide den eller ej, essentiel kigning for enhver science fiction-fanatiker. Og mange "buffs" vil blive voksne med denne film, ligesom genren for alvor blev voksen med den. Rumrejsen år 2001 blev fulgt op af 2010: Den anden rumrejse (1985) som uddyber og forklarer en del af etterens ubesvarede spørgsmål. Selv om filmen tydeligvis er teknisk kompetent, hurtigt pacet og spændende, er den ikke nær så intelligent, poetisk, smuk og nyskabende som sin forgænger. I 2010 udfylder Roy Scheider glimrende rollen som Heywood Floyd.


Anmeldt version: 2001: A Space Odyssey: 2-Disc Special Edition. Dist.: Warner Bros. Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 142 min.
DVDTJEK
2001: A Space Odyssey: 2-Disc Special Edition. Dist.: Warner Bros. Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 142 min.

Warner Bros. har udgivet Stanley Kubricks sci-fi-milepæl på dansk DVD i en 2-disc "Special Edition"-release, der indeholder filmen i et nyt digitalt remastered transfer i suveræn billedkvalitet (anamorfisk lbx. 2,20:1) og med Dolby Digital 5.1 lydspor. Denne udgave er utrolig flot med fyldige farver, god kontrast og naturlig skarphed.

Foruden selve filmen indeholder disc 1 en trailer, samt et glimrende kommentarspor med filmens to mandlige hovedroller Keir Dullea og Gary Lockwood. Masser filosofisk sniksnak og anekdoter, der vil gøre enhver 2001-fan glad.

Materialet på disc 2 er en smule skuffende uden at være dårligt, men efter mere bonusmateriale end den gennemsnitlige spillefilmlængde, var jeg efterhånden godt træt af at høre den ene filmfotograf, instruktør eller special effectmand skamrose Kubrick. Genial, fremsynet, etc. Sagligheden kommer derved lidt på glatis, men reddes af en gammel featurette samt fint materiale om filmens modelarbejde, scenografi og geniale slitscan-sekvens.

Vi får "2001: The Making of a Myth" (43 min.), "Standing on the Shoulders of Kubrick: The Legacy of Kubrick" (21 min.), "Vision of a Future Passed: The Prophecy of 2001" (21 min.), en temmelig overfladisk omgang om filmens profetier, og den gamle MGM-featurette "2001: A Look Behind the Future" (23 min.) Desuden er der "What is out there?" (20 min.), hvor Keir Dullea filosoferer over filmens billedside og tematiske indhold, "2001: Fx and Early Conceptual artwork" (9 min.) og "Look: Stanley Kubrick!", hvor vi ser en række af instruktørens fotoarbejde for Look Magazine.

Filmen har aldrig været flottere på DVD - og er ude i endnu vildere udgaver på Blu-Ray og HD-DVD - og selvom bonusmaterialet ikke er så stærkt som jeg havde håbet på, vil jeg naturligvis anbefale denne flotte udgave af et af genrens hovedværker til enhver sci-fi-entusiast.

Caspar Vang (januar 2008)
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
Kasper Heftholm Kristensen
Mikkel Svendstrup
Kasper Bøg
Anders Munk Jensen
Mikkel Harris Carlsen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven