Udvidet søgning
ROSEMARY'S KILLER
USA, 1981
Instruktion: Joseph Zito
DK-titel: Rosemary's Killer
AKA: The Prowler/ The Graduation

Produktion: Astral Films / Graduation
REVIEW af Caspar Vang [01/10/01]

Joseph Zitos dystre slashergys Rosemary's Killer åbner ganske utraditionelt og lovende med news reel footage af luxuslineren Queen Mary, der bringer 15.000 krigstrætte amerikanske soldater hjem fra anden verdenskrig. "Let dancing replace marching" fortæller speaken os, mens scenen glider over i oplæsningen af et trist brev fra Rosemary, der forlader kæresten mens han kæmper for Uncle Sam i Nazityskland. Herefter befinder vi os ved dimisionsfesten i Avalon Bay, d. 28 juni 1945, hvor den titulære Rosemary og hendes nye kæreste gennembores, i et blodigt favntag, med en høtyv af den usete morder, som vi antager må være Rosemarys jaloux fader eller den hjemvendte, forsømte soldat. 35 år senere, d. 28 juni 1980, genoptages traditionen for dimisionsbal, der hidtil har været aflyst pga. frygten for en ny Avalon Bay-massakre - eftersom morderen aldrig blev fundet.

Og ganske rigtigt - inden længe lusker den blodtørstige morder omkring iført kampuniform, bevæbnet med nysleben høtyv og bajonet. Helt i spænd med genrens traditioner, slagter han sig vej gennem de liderlige unge - og hvis filmen ikke har slået sin ubehagelige tone an i flashback scenen, så gør den det effektivt med effekt-maestro Tom savinis uhyggelige dobbelt-nedslagtning af et ungt par der gør sig klar til at hygge under bruseren. Mens Hitchcock i høj grad - ved hjælp af musik, lyd effekter og lynhurtig klipning - overlod det til seerens fantasi og forestillingsevne, at stykke sammen præcist hvor eksplicit brusermordet i Psycho (1960) i virkeligheden var, er Rosemary's Killers brusernedslagtning næsten for eksplicit og ondskabsfuldt dvælende i hænderne på Zito og Savini. Kæresten får først en bajonet gennem kraniet og der dvæles længe ved hans dødskramper, mens blodet fosser ud af hans hals, hvorefter den nøgne pige, i en scene der på ubehagelig vis minder om voldtægt, spiddes gennem maven med høtyven, mens hun vrider sig og brysterne hopper, mens morderen stødvis gennemborer hende. Igen holdes indstillingen af dødskampen ubehagelig længe, i sammenligning med hvad man er vandt til fra genren hvor der - især i dag - klippes artigt og hurtigt væk fra alt det ubehagelige. Savini beviser i øvrigt, i filmens klimaks, endnu en gang at han er hovedskuddets mester da morderen frivilligt (?) blæser knoppen af sig selv med en shotgun.

Centrum for filmens voldstableauer, obligatoriske POV fotografering, stemningsmættede musik og klichefyldte persongalleri er vice-sheriff London (Goutman) og kæresten (Dawson). Vi følger de to unges kamp om overlevelse, som traditionen tro (eksempelvis Maskernes nat (Halloween) (1978)) ikke kun forfølges af morderen, men også her svært ved at få omgivelserne til at tro på den overhængende fare, der lurer i skyggerne, mens de én efter én falder offer for morderens våbenarsenal. Men hvor der eksempelvis i Maskernes nat og Fredag d. 13 (Friday the 13th) (1980) overhovedet ikke er tvivl om morderens identitet eller motiv, er Rosemary's Killer irriterende uklar på dette punkt og spilder alt for lang tid på at diske op med falske spor og mistænksomme individer: den mærkelige gamle mand i rullestol, den usympatiske fedladne ekspedient, desperadoen som forbundspolitiet leder efter etc., mens den bruger unødvendigt længe på at understrege hvorledes den sympatiske sheriff Fraser (Granger) tager på fisketur, og overlader problemerne til sin vice-sheriff - påfaldende nok umiddelbart inden myrderierne begynder. Havde filmen i stedet fokuseret mere på de gotiske elementer: åbne grave, mørke huse med lange korridorer, familie-hemmeligheder etc., som den lægger op til mellem de grafisk udpenslede optrin, i stedet for, ganske unødvendigt, konstant at diske op med den ene mistænkte efter den anden, havde den uden tvivl været endnu mere vellykket end tilfældet er.

Zito skulle senere vende tilbage til slashergenren med Fredag d. 13 seriens bedste sequel: Fredag den 13. 4 (Friday the 13th, Part 4: The Final Chapter) (1984) - ligeledes med sublime makeup-effekter af Savini. Bortset fra denne lille fortættede stalk n' slasher, er hans produktion ikke særlig seværdig og tæller mest ligegyldige 80er typiske testosteron-, krigs- og voldsorgier som Missing in Action (1983), Invasion USA (1985) (der er bemærkelsesværdig og hylende morsom af alle de forkerte grunde) og Red Scorpion (1989).

Rosemary's Killers afvikling af handlingen er desværre for mekanisk og kalkuleret - ligesom den mangler rigtig nerve og gnist - til at den kan blive betegnet som favorit eller klassiker, men Savinis voldsomme special effects og en knugende modbydelig stemning, gør den til et af de mere vellykkede indslag i stalk'n slash-, teen-kill- eller bodycount-genren, hvis man er genre-aficionado og kan lide sine horrorfilm blodige, frastødende og væmmelige. Og den slags siger vi jo aldrig nej til her på Uncut. Filmen er ude på dansk video både som salgskassette fra DVD Video Production og en ældre lejeversion fra ABCollection. Med lidt held skulle man stadig kunne opspore én af versionerne.

Den danske release fra ABCollection/VTC er desuden ret bemærkelsesværdig i kraft af en ret utraditionel og entusiastisk cover-synopsis, der måske lugter mere af reklamegimmick end godt er, men som jeg ganske enkelt bliver jeg nødt til at citere i sin fulde længde: "Ikke et sekund af handlingen i denne film bør røbes. Undtagelsesvis vil jeg hermed lufte min begejstring for den iskolde spænding denne film indeholder - i samtlige 92 min. Af de godt 400 videofilm, jeg har gennemset og skrevet "bagside-synopsis" til, er denne meget nær det perfekte i sin genre. Den næsten lammer af skræk i perioder, og efterlader sin tilskuer halv-frysende i stuens luneste stol. "Rosemary's Killer" må være en sand fryd for elskere af de stærke effektfulde gys. Effekt og lydspor er på sine steder gearet meget højt, - næsten nær det kvalmende, men sådan skal det være (?) - så god fornøjelse og sørg for lidt vådt til ganen under filmen. Claus Westh-Henrichsen, design/tekst." Om hr. Westh-Henrichsen overhovedet har set filmen, sår den kryptiske tekst: "...han havde lige dræbt så mange så hvorfor skulle også Rosemary dø..?" på omslaget tvivl om. Men det kan jo også være at han har fået en tår for meget under filmen og dermed fået lidt ekstra ud af den simple handling.


Anmeldt version: Rosemary's Killer. Dist.: Sandrew Metronome. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 85 min.
DVDTJEK
Rosemary's Killer. Dist.: Sandrew Metronome. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 85 min.

Selv små splatterflicks er altid velkomne på det danske DVD-marked. Og selv om Joseph Zitos makabre splatterfest - med særdeles smattede specialeffekter af Tom Savini, der kreerede makeuppen i klassikere som Zombie: Rædslernes morgen (Dawn of the Dead1978) og Dukkemanden (Maniac, 1980) - hører til den type exploitationfilm man sjældent ser fra en større distributør, har Sandrew Metronome valgt at udgive Rosemary's Killer på dansk DVD. Og det kan en splatterglad gut som jeg naturligvis kun bifalde.

Filmen er i flot kvalitet (anamorfisk letterboxed i ration 1,85:1), så nu får vi mulighed for virkelig at nyde de bloddryppende detaljer. Billedet er en smule mørkt, men jeg vil tro, at det skyldes kildematerialet, der ellers er ganske anstændigt og helt uden nævneværdigt snavs eller ridser. Af bonusmateriale indeholder skiven en trailer og et billedgalleri.

Til sammenligning får man på den amerikansk release fra Blue Underground (se cover herover) yderligere bonusmateriale med bl.a. et kommentarspor af Joseph Zito og Tom Savini, samt et behind the scenes-look på Savinis effekter, hvilket naturligvis betyder at splatterkompletisterne bør investere i den amerikanske udgivelse. Men for undertegnede er den danske release helt okay.

Caspar Vang (oktober 2007)
KARAKTERBOKSEN
Kim Bruun Dreyer
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven