Udvidet søgning
ULTIMA ORGIA DEL III REICH, L'
Italien, 1976
Instruktion: Cesare Canevari
DK-titel: Orgie i det tredje rige
AKA: Gestapo's Last Orgy / Caligula Reincarnated as Hitler

Produktion: Cine Lu.Ce.
REVIEW af Caspar Vang [01/08/00]

Bunden af depraveret nazisploitation er nået med italienske Cesare Canevari (Orgie i det tredie rige), Sergio Garrone (SS Lejr 5 (76)), Luigi Batzella (Djævelen fra Gestapo (77)) og Bruno Matteis (SS Extermination Camp (77)) tilføjelser til den i forvejen famøse filmgenre. Efter at Ilse - Hun-Ulven (74) og Natportieren (74) havde nydt en relativt stor succes i de italienske biografer, kunne det se ud som om der her var tale om en lukrativ filmisk tendens. Nazisploitation bølgen ebbede heldigvis ud da 76-77 invasionen af lignende film, stort set uden undtagelse, floppede i biograferne. Inden da blev publikum udsat for, mere eller mindre pinlige forsøg, med Italien og Frankrig som hovedleverandører, udi genren der næsten entydigt svælgede i tortur, ydmygelse, sadisme og kvindehad - med en massiv historisk ukorrekthed som fællesnævner. Canevaris Orgie i det tredie rige er en mildt væmmelig, men generelt mislykket og stillestående gentagelse af handlingen i Liliana Cavanis Natportieren (74), uden den æstetiske pondus som markerede den kvindelige instruktørs betydeligt mere smagfulde udforskning af forholdet mellem offer og bøddel.

I Orgie i det tredie rige mødes den tidligere SS kommandant Conrad von Starker (Marc Loud) med sin personlige jødiske slavinde Lise Cohen (Daniela Poggi), efter Starkers fængselsophold for hans forbrydelser mod menneskeheden. Handlingen er herefter struktureret efter en række tilbageblik til deres tid i en KZ-lejren Naugen, til det punkt hvor det afsløres at Lise var gravid med Conrads (eller en ung læges) barn (som Conrad fik fjernet efter fødslen), hvorefter hun skyder Conrad og sig selv ned. Som toppen på trekantsdramaet tilføjes den sadistiske Alma (Maristella Greco), der fordriver tiden med at fodre sine dobermann hunde med mestruerende jøder. Skuespillet ligger placeret rimeligt under middel og da handlingen ikke giver skuespillerne mere end latterlige karikaturer, der primært fungerer som fundament for pseudo-filosofiske overvejelser og totalitær-politisk spekulation om den ariske races overlegenhed, at arbejde med, løfter filmen sig sjældent til et niveau hvor den bliver interessant, på andet end et trash-sleaze-exploitation niveau.

"There is nothing better than a pork roast of unborn jew." udtaler en nazist under filmens berygtede middagsscene. For fans af ond sleaze og sadisme bliver der sandelig heller ikke sparet på krudtet i Orgie i det tredie rige, men relativt normale mennesker vil ganske givet finde filmen frastødende og utiltalende, for dens alvorlige tone, søgte og mekaniske dialog. Middagsscenen er alligevel ikke uden en vis trash-værdi. En nazist fremlægger sine planer om den nye verdensordens løsning af jødeproblemet: Arbejdslejre til jøderne er 20 år, hvorefter de skal sendes til slagteri og produceres til koteletter. Som et eksperiment er hovedretten ved dagens middag de omdiskuterede koteletter, men usmagelighedsfaktoren går totalt over gevind, da nazisterne lader sig rive med af situationen, og rister en jødisk kvinde i cognac på stedet. Da en soldat senere fornøjer sig med en skøge, befamler han på det sprøde lig. Men det er ikke alt. Med et gruppeorgie med voldtægt, ydmygelser, tæsk, groteske positurer sættes filmen i gang og som exploitation-krydderi tilføjes afbrænding af nøgne kvinder i en ovn, en scene hvor Lisa (næsten) sænkes ned i et bur med sultne gnavere (hamstre som stand-ins), kvinder der smides i læsket kalk og andre lign. ubehageligheder. Har man endnu ikke fjernet kassetten fra afspilleren, kan man sikkert lide makværket og vil fornøje sig over hvad filmen ellers har at tilbyde af misantropiske usmageligheder.

Filmen introduceres i øvrigt med flg. upassende citat: "When the superman wishes to amuse himself, he must do so even at the cost of the life of others. Friedrich Niezsche." Filmskaberne har ikke engang gidet gøre sig den ulejlighed at stave Nietzsches navn korrekt, hvilket er et fint eksempel på resten af filmens sløsede tone og klodsede (på trods af et par fine kameraføringer) filmtekniske fremtoning.


Anmeldt version: Orgie i det tredie rige. Dist.: Another World Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 91 min.
DVDTJEK
Orgie i det tredie rige. Dist.: Another World Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 91 min.

Så er der mere nazislam til de danske filmhylder. Den tredie udgivelse i AWE's "SS Camp Collection" er Cesare Canevaris L' ultima orgia del III Reich fra 1977. En ussel lille kopi af Natportieren, der kun kan anbefales af hardcore-fans af nazicamp-genren.

Overførslen er ganske pæn (anamorfisk lbx 1,85:1) og skarp, selvom der er en anelse billeduro, især i starten af filmen, er denne udgivelse klart anbefalelsesværdig. Lydsporet (Dolby Digital) fås i enten engelsk eller italiensk og der er undertekster på dansk, norsk, finsk og svensk. Bonusmaterialet består af en alternativ slutning (5 min.) samt en række trailers til andre AWE-udgivelser. Den firesiders booklet (med tekst af Mads Jensen) betragter materialet med filmhistorisk nysgerrighed.

Caspar Vang (november 2008)
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven