Udvidet søgning
2019: DOPO LA CADUTA DI NEW YORK
Italien / Frankrig, 1983
Instruktion: Sergio Martino
DK-titel: New York 2019
AKA: New York: After the Fall / 2019: After the Fall of New York / New York 2019: Efter byens fald / After the Fall of New York / 2019 après la chute de New York

Produktion: Medusa Produzione / Nuova Dania Cinematografica
REVIEW af Caspar Vang [01/06/02]

Under pseudonymet Martin Dolman forsøger den italienske genreinstruktør Sergio Martino sig med den rodede, men velfungerende og ambitiøse, New York 2019 i post-nuke-genren, eller den post-apokalyptiske genre som den hedder blandt venner og kendere. De fleste af genrens film er kendetegnet ved grinagtigt sjetterangsskuespil, elendig scenografi, sløseri på manuskriptsiden og uopfindsomhed på billedsiden. I midten af 80erne ramte en sand syndflod af italienskproducerede tilføjelser til genren videohylderne, og filmene udmærkede sig, foruden ved de ovennævnte 'kvaliteter', ved at være ubegribeligt uintelligente forstået som science fiction-film, men til tider glimrende uskyldig og naiv underholdning set med trash-brillerne på. Og betragter man dette som en kvalitet, var der med genren altså mulighed for at hente masser af fine low-budget trash-oplevelser i disse underlødige exploitation-film.

New York 2019 med undertitlen After the Fall (eller "Ofter the Fall", som det ganske grinagtigt fremgår af det danske cover fra STVP) er en af genrens allerbedste og mest ambitiøse film, men måske en smule for 'seriøs' til virkelig at kunne holde vand. Særligt set i lyset af at filmens handling er en koncentreret gang idioti. New York 2019 vinder dog ved flot scenografi, realistisk udtænkte kostumer (ja ja, jeg har en fetich for 80er-trashfilm og deres 'look'), special effects i den dyrere ende og glimrende skuespil. Faktisk tror jeg det er genrens eneste film, bortset fra Joe D'Amatos fremragende Endgame (1983), hvor man ikke får lyst til at kværke halvdelen af castet efter få minutter. Desuden trækker filmen på så grove klichéer fra sci-fi-genren og overordnede temaer så velkendte, at det næppe kan være svært at følge handlingen selv om man henter øl eller går på toilettet en halv snes gange undervejs. Er man gået glip af noget, så gæt hvad der er sket. Det er rigtigt 99% af gangene. Faktisk er det bedrøveligt at filmen manuskriptmæssigt ikke rigtigt vil nogen steder hen, altså bortset fra de klichéer vi kende for- og bagfra, eller på nogen måde overrasker, når nu det faktisk er lykkedes italienske Sergio Martino at komponere en stramt klippet, dynamisk og atmosfærisk lille apokalypsesag.

Vi befinder os, som titlen antyder, i 2019. Et futuristisk udseende fartøj bevæger sig over et sønderbombet New York og Frihedsgudinden, mens en hjemløs spiller en elegi til den ødelagte verden på sin synthtrompet. Manhattan regeres af en gruppe fascistoide, sortklædte psykopater, eurakkerne, der indfanger sunde individer og bruger dem til genetiske eksperimenter. De er desperate efter at finde en frugtbar kvinde og mand - der har ikke været født noget barn i 15 år - ellers vil menneskeheden ophøre med deres generation. På den anden side har vi Pan American Confederacy, der på polarcirklen har bygget et rumskib som skal føre en lille gruppe mennesker (og forhåbentlig den sidste frugtbare kvinde, som de - i følge deres "genetiske robot" - ved befinder sig på Manhattan) til den nærmeste beboelige planet i galaksen Alpha Centauri. Den eneste som ifølge Pan American Confederacy kan udføre missionen at lokalisere og bringe denne kvinde ud i live, er vor helt Parsifal (glimrende spillet af Michael Sopkiw der er den eneste af genrens helte som ikke ser komplet latterlig ud i sit 80er-outfit), som ellers bare hygger sig med at køre dødsrace i ørkenen, banke andre gladiatorer sanseløse og ellers cruise rundt i post-apokalypse-ørkenen på sin trehjulede chopper.

Efter et hektisk opgør i en grusgrav (ingen post-apokalypsefilm uden), hvor Parsifal vinder 20 guldstykker, en kvindelig slave og retten til at dræbe - hvad han skynder sig at benytte sig af, da han møder nogle campister der har drukket radioaktivt vand og derfor brækker grønt slim op - samles han op af PAC-folkene, der bliver nødt til at bruge lammevåben for at få ham med til Alaska. For at få en plads på rumskibet til Alpha Centauri beslutter Parsifal at påtage sig opgaven, hvorefter han teames op med to professionelle dusørjægere, den tidligere historielærer og familiefar Bronx (Vincent Scalondro), der nu har en robotklo som hånd, samt den enøjede Ratched (Romano Puppo), der viser sig at gemme på en uhyggelig hemmelighed. Trekløveret begiver sig ind på Manhattan, hvorefter plottet bevæger sig gennem forskellige møder med eksotiske forhindringer, inden de når frem til en genial videnskabsmands datter, der har ligget nedfrossen de sidste mange år og derfor ikke er påvirket af strålingen. Undervejs finder de nogle allierede i dværgen Shorty (Louis Ecclesia), den kønne Giara (Valentine Monnier - der forelsker sig i vores helt, hvilket ikke gør noget, da hun nok er den eneste af Manhattans befolkning der ikke har bylder og sår i hele fjæset), samt abe- og piratmennesket Big Ape (George Eastman aka Luigi Montefiori, der altid luner i en italiensk b-film). Foruden eurakkerne består modstanderne af blodtørstige dræberrotter (ja, de virker ikke synderligt farlige disse tamrotter, men en mand skrælles levende på få sekunder fordi han falder, så pas på!), en bande af mumlende psykopater: The Harlem-Hunters, rottefolket (ledet af apokalypse-veteranen Al Yamanouchi) og en vej mineret med lysende pigge, der skal gøre det ud for Flugtaktion New Yorks minerede bro.

Jo, New York 2019 stjæler skamløst fra genrens succeser, men har desværre ikke meget plot at byde på ud over en hurtig gennemgang af memorable set-pieces og farverige karakterer. Men med dens killer-tempo, fremragende skuespil, dynamiske kameraarbejde og fine actionkoreografi, tilgiver jeg gerne manglen på originalitet, for halvanden times glimrende underholdning Italo-style. Filmens glimrende synthscore kunne i øvrigt ikke være bedre udført og får top 80er-trashpoint herfra.

Uden svinkeærinder sparker filmen i gang som et miskmask af John Carpenters actionklassiker Flugtaktion New York (Escape From New York, 1981), Abernes planet (Planet of the Apes, 1968) og Mad Max 2 (1981). Det går oven i købet så galt, at New York 2019 flere gange 'glemmer' at fortælle sin egen historie og i stedet ender med at 'gentage' de nævnte films højdepunkter og set-pieces. F.eks. har 2019 After the Fall of New York et interessant subplot, hvor overskurkens håndlanger (spillet af dejlige 80er/Italo-babe Anna Kanakis, der også medvirkede i Castellaris The New Barbarians (1983)) overraskende gør en ende på skurkens tyranni og triumferer "Now I have all the time I need" (til at få skovlen under vore hovedpersoner), hvilket ligesom lægger op til, at der skal andre boller på suppen. Problemet er bare, at det er det sidste, vi ser til hende i filmen. Vi kan antage, at hun er omkommet - scenen følges af en to sekunders indstilling af en miniaturemodel, der bomber Eurak-hovedkvarteret - men personen afvikles under alle omstændigheder aldrig på en fornuftig måde rent dramatisk.

Filmen er ude i to udgaver på dansk video: en fra STVP, som er censureret, og en fra ABCollection (identisk i spillelængden med den hollandske), der er uncut, men ikke letterboxed. Den hollandske release fra VDS Éditions/Flying Video løber 91:48, er letterboxed (1,85:1) og viste sig at være ret brutal og blodig, hvilket giver den et særdeles råt 'feel' sammenlignet med den censurerede danske, der er trimmet i de mest voldelige scener. Blandt de censurerede scener kan nævnes Al Yamanouchis død ved økse i kraniet, gøgleren, der fanger vores venner i et net og får skudt hovedet af af eurakkerne, samt modstanderen ved billøbet i Nevada, der spides på en af køretøjets metalspyd.

Den danske release fra STVP er, ud over at være censureret, gengivet i et grimt pan&scan (intro- og slutcredits er i bredformat, øv) og have en af den danske videobranches mest latterlige covertekster på omslaget. Foruden sprogbøffen på forsiden omtaler omslaget en helt forrykt historie om en atomubåd og et missil, hvilket ikke har et klap med filmen at gøre. Jeg bliver simpelthen nødt til at citere:

"Det er året 2019: En atomkrig har netop været ført mellem de interne-amerikanske forbund, af hvilke THE EURAX var de sejrende, p.g.a. en gigantisk antimissil beskyttelseskuppel. På en desperat mission, gående ud på at stjæle hemmeligheden omkring beskyttelses kuplen, benytter "THE BLONDE" og "THE BWARF" sig af atomdrevne ubåde, for at komme igennem til THE EURAX. (..) den ene stærke scene efter den anden, munder ud i den sidste hårrejsende oplevelse, da et atommissil er på vej til at udslette resten af den gamle verden."

Så op i røven med de danske releases og ind i videomaskinen med den hollandske.


Anmeldt version: New York 2019. Dist.: STVP. VHS (PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Pan scan. Spilletid: 92 min.
Giallo-kendingen Sergio Martinos 2019: Dopo la caduta di New York - her på dansk VHS fra ABCollection.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven