Udvidet søgning
PROFONDO ROSSO
Italien, 1975
Instruktion: Dario Argento
DK-titel: Mordets melodi
AKA: Deep Red / The Hatchet Murders

Produktion: Rizzoli Film / Seda Spettacoli
REVIEW af Caspar Vang [01/12/00]

Endelig. Efter et helt årti hvor man har skulle trækkes med evindeligt censurerede versioner, dårlig eftersynkronisering og pan & scan beskæring af billedet, er den italienske horror-auteurs mesterværk Profondo Rosso kommet i en tilfredsstillende udgave - oven i købet på DVD. Og hvilken udgave! Det amerikanske Anchor Bay der står bag udgivelsen, har gravet et par flotte print frem og indsat restaurerede scener fra et italiensk print for at opnå en så komplet version som muligt. Ikke ulig det restaurerings job de udsatte Sergio Martinos glimrende Torsomorderen (Torso, 1973) for. Efteråret 2008 er filmen endelig landet på dansk DVD fra Another World Entertainment og er værd at slå kløerne i alene på grund af det omfattende bonusmateriale på denne ganske hæderlige 2-disc-release.

Selv om det er svært at vælge blandt fremragende film som Fuglen med krystalfjerpragten (L'Uccello dalle Piume di Cristallo/The Brid with the Crystal Plumage, 1969), Suspiria (1976), Tenebrae (1982) og Terror at the Opera (Opera, 1987), tør jeg godt kalde Profondo Rosso, én af Argentos bedste film, hvis ikke den bedste og sandsynligvis 70ernes fineste eksempel på italiensk stiliseret 'crime mystery' - giallo. En genre der for alvor startede med Mario Bavas fine og kalkulerede Jernhånden i rædselsnatten (Sei Donne per l'Assassino, 1964) omtrend 10 år tidligere, men sang på sidste vers med Argentos hovedværk Profondo Rosso.

Naturligvis lavede italienerne gialli efter 1975; Argento selv vendte tilbage til genren flere gange, bl.a. med Tenebrae, Terror at the Opera, Trauma (1992) og The Stendhal Syndrome (1995), men genren må anses for være stort set udtømt for originalitet og nytænkning med Profondo Rosso, der da også trækker i retning af det overnaturlige, ved f.eks. at inkorporere et hjemsøgt hus i fortællingen - hvilket på linje med Profondo Rossos makabre effekter, peger mod Argentos to næste film Suspiria og Inferno (80).

Profondo Rossos fragmentariske scenerier kan uden overdrivelse bedst betegnes som en nøje koreograferet dødsdans, der udspiller sig omkring jazzmusikeren Mark Daly (David Hemmings) - Endnu en af Argentos kunstnere i psykologisk såvel som fysisk eksil. Mark bliver en sen aften vidne til mordet på hans underbo, den synske Helga Ullman (Macha Méril), men da han kommer hende til undsætning er morderen allerede forsvundet. Mark hjemsøges dog af fornemmelsen at han har set nogle spor som er nøglen til morderens identitet, og er overbevist om at disse spor er en uhyggelig vuggevise og et maleri i Helgas lejlighed - sammenhængen kan han dog ikke regne ud. Sammen med den kvindelige journalist Gianna (Daria Nicolodi) beslutter Mark sig for at afdække sporene der peger mod morderens identitet, samtidig med at han forsøger at hjælpe sin alkoholiserede homoseksuelle ven Carlo (Gabriele Lavia) på ret køl. Et spor vedrørende vuggevisen peger mod et forladt hus, hvor man siger at barnegråd høres i de sene nattetimer. På trods af Giannis advarsler begiver Mark sig ind i huset alene, for at løse mysteriet. Og snart er han fanget i et net af modstridende spor og en særdeles ihærdig morder som bogstavelig talt ånder ham i nakken.

Profondo Rosso er et gennemstuderet, kalkuleret, ultrakunstigt og hyperstiliseret horrorfilm-tableau, der konstant gør opmærksom på sin egen mise en scene. Dette narrative niveau, der unægtelig smager en smule af postmodernismens metafiktion, vil givetvis ikke falde i alle seeres smag (mange vil givetvis anse filmen for overkunstig - hvilket de fleste film jo i sin natur også er), men Argento er så bevidst om filmens virkemidler, at han, hånd i hånd med tematikken i Michelangelo Antonionis erkendelsesteoretiske Blow-Up (1966) (der iøvrigt også havde Hemmings i hovedrollen), placerer sine hovedpersoner på allegoriske scener, hvorpå de bevæger sig rundt i filmens handling, som et andet grotesk teaterstykke. Via brugen af kulisseagtige baggrunde, bemærk f.eks den malerisk, statiske og edward hopperske baggrund i scenerne på plades foran Marks lejlighedskompleks, lykkedes det filmen at bevæge sin sandhedshungrende protagonist, rundt på scenen som en forvirret marionet, styret af skæbnens uudgrundelige veje og de små pus som grænserne for den menneskelige erkendelse spiller én. Ser man bort fra den tilsyneladende logisk inkonsistens og plotmæssige udeladelser (der dog giver mening hvis man anskuer filmens indre (u)logik og struktur som helhed), der opstår som følge af filmens fokus på æstetiske kompositioner, visuelle paralleller, stemning, overraskelses moment og rytme, og Daria Nicolodis jævne overspil, må filmen anses for at være et nærmest perfekt formidlet vision om Argentos centrale tematikker om fortidens synder som hjemsøger nutiden, 'dobbeltgængeren'/ spejlbilledet og effekten/genoplevelsen af barndommens fysiske og psykologisk traumer. Profondo Rosso tager, i sin komplette udgave, altså form som en af 70ernes hovedværker inden for genren. Måske en af støvlelandets fineste horrorfilm overhovedet - og under alle omstændigheder et værk der på samme tid er et spændende og blodigt mysterium, et personstudium og en meditation over filmens og den menneskelige erkendelses natur. Argento har også en umiskendelig evne til gennem udstrakt brug af POV-shots, skiftevis at sætte seeren i offerets og bødlens rolle - denne voyeuristiske makabre dans, og leg med blikkets magt, bliver særlig udtalt i Profondo Rosso. Måske endda mere end i nogen anden af instruktørens film.

Profondo Rosso er ofte blevet betragtet som en overgangsfilm, fra instruktørens dyretrilogi og 'westernkomedie'-afvigeren Cinque giornate, Le (The Five Days of Milan, 1973), til det mere traditionelt horror orienterede horror-hit Suspiria og den endnu mere surrealistiske Inferno. Men Profondo Rosso er i høj grad en film der fint står på egne ben blandt instruktørens øvrige værker. En elegant, skræmmende og gennem stiliseret milepæl inden for italiensk film og en film der, i sin komplette udgave - som her fra Anchor Bay, bør ses af alle horrorfans, ikke bare dem der får øget produktion af filmmundvand når de hører eller ser navnet Argento. Nævneværdig er naturligvis også Goblins forrygende score (deres første for instruktøren), Luigi Kuveillers eksemplariske, knivskarpe og glidende kameraarbejde, der glidende stryger som en kniv gennem filmens rum, og Franco Fraticellis klipning der lige nøjagtig lader seeren se nok til at pirre den voyeuristiske lyst. Herved virker filmen som en fordrejet parallel til at lure gennem et nøglehul i to timer - både fra betragterens og gerningsmandens side. Den både fascinerende og ubehagelig fornemmelse filmen derved etablerer er ganske enestående og det er tankevækkende, hvorledes filmen reflekterer over hvad der gør os istand til at se meninger eller helheder gennem brudstykker af virkeligheden, selv om det jo netop er således at al perception fungerer.

Gyser-afficionado Rikke Schubart (forfatter til bogen I lyst og død fra forlaget Borgen) udsatte i Politikens Levende billeder tillæg (10 nov. 2000) Profondo Rosso for jammerlig kritik og kaldte Argento en person med " (..) hang til elegant kvindehad og kvindemord" og citerer ham for at have sagt: "Jeg kan godt lide kvinder, især smukke kvinder. Hvis de har en god figur vil jeg hellere se dem myrdet end en mand eller grim kvinde" - en udtalelse som Schubart måske tager en smule for alvorligt. Hvad ville hun (eller vi for den sags skyld) f.eks. syntes om en film hvor grimme kvinder blev myrdet fordi de var grimme? For det hænger nu engang således sammen at film, på godt og ondt, ér æstetik og de fleste kvinder (og mænd) på film ér 'smukke'. På den anden side har Argento sjældent været mand for raffinerede udtalelser- eller i stand til at formidle ironi, men kategorisk at kalde ham kvindehader er forholdsvis urimeligt. Derfor tager Uncut her en smule til genmæle, selv om frøken Schubart naturligvis er privilegeret til at have sin egen mening. Holdningen virker temmelig uigennemtænkt, eftersom Profondo Rosso faktisk har en stærk kvinde i den kvindelige hovedrolle - hun bliver godt nok offer for en afsporet homoseksuel, men gør det Argento til kvindehader? Næppe. Hitchcock, der forlængst er kanoniseret som en af horror/thriller genrens store mestrer, og respekteret af alt hvad der kan kravle og gå af filmkritikere, ytrede i mere poetiske vendinger, umiddelbart efter optagelserne til sin film Vildt raseri (Frenzy, 1972) holdninger der til forveksling ligner Argentos: "Blondes are the best victims. They´re like virgin snow which shows up the bloody footprints". (Sunday Times, 1. september 1973). Sjovt nok er der ingen der peger fingre af Hitchcock - gysets mester. For det første er han jo ikke en lille underlødig exploitation filmmager, og for det andet skal italiens bedste Hitchcock-'efterligning' nok være død og begravet, før dobbeltmoralske filmkritikere kommer krybende frem fra deres huller og udråber Argento til mester, genre-auteur og misforstået geni. Vi får se. De fleste filmkritikere har en holdning til tendenserne foreskriver en ny.

Nu er det altid rart når en sublim horrorfilm, især af ældre dato, finder vej til DVD. Og Anchor Bays udgivelse, Deep Red, er virkelig en skive der kan sende en stakkels horror-fan som jeg i den syvende himmel. Skidt med at ekstramaterialet ikke er videre interessant (det er det til gengæld på Another World Entertainments udgivelse), for det er jo featurefilmen det i virkeligheden handler om. Masteren som Anchor Bay har taget filmen fra er ren, farverig og stort set uden ridser og støv - hvilket har resulteret i en sprød, skarp og helvedes flot overførsel til DVD. AWE's release er mere blød i billedet, men farverne er stadig flotte. Credit-sekvenserne i Anchor Bays udgivelse er i øvrigt lagt digitalt ind fra en computer - de originale sluttekster løber over spejlbilledet af Hemmings traumatiserede ansigtsspejling i en blodpøl. Dette er dog komplet på Another World Entertainments DVD-release, der indeholder den originale slutning og creditsekvensen i dens oprindelige udseende.

Eneste alvorlige kritikpunkt overfor den amerikanske udgivelse er omslaget. Anchor Bay har virkelig brug for en ny 'cover-politik' mht. deres udgivelser på DVD. Ikke at jeg er puritaner på det område, men jeg kan ganske enkelt ikke begribe, hvorfor de i stedet for et simpelt, men kedeligt foto, ikke har gengivet et af de mange flotte cover og poster-arts der eksisterer til denne film. Tag nu bare det danske cover fra Filmcom (eller det nye fra AWE) som eksempel. Uhørt flot i sammenligning. Men det er vist også det mest positive jeg kan sige om Filmcoms udgivelse, der oven i købet har den uforskammethed at være letterboxed - og skam-censureret samtidig. Drop alle overvejelser om andre udgivelser og gå direkte efter Another World entertainments eller Anchor Bays DVD.


Anmeldt version: Profondo Rosso: Mordets melodi. Dist.: Another World Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 126 min.
DVDTJEK
Profondo Rosso: Mordets melodi. Dist.: Another World Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 126 min.

AWE-gutternes længe ventede danske release af Dario Argentos giallo-genistreg, den femte film i deres giallo-serie, lander perfekt til halloween-gyselighederne 2008. Og der er tale om en flot 'special 2-disc edition' så Argentofolket kan ganske enkelt ikke tillade sig at lade denne release stå på næste dvd-indkøbstur.

Selve filmen er inkluderet i to udgaver. På disc 1 finder vi den komplette italienske version, 'director's cut' (126 min.), med Dolby Digital 2.0 og 5.1-lydspor. Filmen står ganske nydeligt (anamorfisk letterboxed 2,35:1). Med dejlige fyldige farver, og en smule blød i billedet, uden at dette på nogen måde ødelægger oplevelsen. Og lyden er i øvrigt helt suveræn.

På disc 2 finder man den komplette engelske 'eksport'-version (104 min.) med engelsk dub og David Hemmings' egen stemme (Dolby 2.0 og 5.1).

Bonusmaterialet består af en 4-siders booklet af filminstruktør og Inferno-skribent Thomas Rostock, som også har inkluderet et underholdende og oplysende engelsk kommentarspor (på disc 1), der fornemt holder seeren i hånden gennem hele filmen. Der rundes af med den amerikanske og den italienske trailer.

Desuden indeholder disc 2 dokumentarfilmen An Eye for Horror (2000), bio- og filmografier, trivia og trailershow.

Caspar Vang (oktober 2008)
KARAKTERBOKSEN
Thure Munkholm
Lars Gorzelak Pedersen
Kasper Heftholm Kristensen
Mikkel Svendstrup
Kim Bruun Dreyer
Mikkel Harris Carlsen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven