Udvidet søgning
MANIAC
USA, 1980
Instruktion: William Lustig
DK-titel: Maniac: Kvindemorderen
AKA: Maniac: Dukkemanden

Produktion: Magnum Motion Pictures Inc.
REVIEW af Caspar Vang [01/01/98]

Hvad der ved første gennemsyn syntes at være bare endnu en mandschauvinistisk, eksploitativ stalk'n slash gyser, i den hurtigt glemte afdeling - er i virkeligheden en lille perle af paranoia, forfølgelses rædsel, sadisme og grusomme splattereffekter - og tilmed måske en af de allerbedste slashers nogensinde i denne ofte underlødige gysersubgenre. På den anden side har filmen allerede et væmmeligt ry blandt horror fans, da den indeholder nogle af de mest berygtede, graciøse og brutale splattersekvenser i filmhistorien.

Voldens æstetisk eksplicitte udførelse i sig selv, er måske ikke så usædvanlige for samtiden, men de er eksekveret med low-budget virtuositet, rå nådesløshed, gennem voyeuristisk subjektive POV-shots, "jump-zooms" - så at selv den mest ubarmhjertige skalpering eller shotgun slowmotion hovedeksplosion totalt transcenderer genren og nærmer sig kunstneriske kvaliteter. Tydeligvis skal filmens ry blandt genre-entusiaster ikke fungere som en hæmsko, men blot understrege at filmens voldsomme eksplicitte udtryksformer blot er en af de "kvaliteter" som oftest bliver fremhævede og hvor "kultdyrkelsen" af materialet falder lettest. For sjældent har genren nydt en så høj grad af ligevægt mellem stiliseret voldsudførelse, troværdigt overspil på skuespillersiden, lydside og et plot der knivskarpt afvikler fortællingen om denne psykopats nedadgående spiral af vanvid - og hensætter publikum i en kronisk tilstand af kombineret fascination, rædsel og afsky over det voldsorgie som udvikles for dets blik.

Den korpulente Joe Spinell leverer en ultraoverspillet, men dybt foruroligende præstation, med sammenbidte tænder, svedigt ansigt, stønnende og hæst åndedræt, som den ensomme psykopatiske Frank Zito som besidder en stærk uforløst moderbinding. Hans dominerende moder blev dræbt for flere år siden, og siden har Frank holdt hende i live ved at skalpere unge kvinder og iklæde mannequin dukker (deraf den danske del-titel) den blodige skalp og moderens favorit beklædning. Hans møde med modefotografen Anna D'Antoni, spillet af genrefavoritten Caroline Munro, splitter dog Frank til det punkt hvor hans psyke krakelerer og efterlader ham som det sårbare individ.

Lustig overgår dog sig selv i filmens bedste sekvens som afvikles i en 10 ½ minutter lang, smukt fotograferet og nervepirrende suspensefyldt forfølgelses scene. Her bliver en sygeplejerske forfulgt af Frank efter hun gysende har læst på forsiden af avisen "Madness and mayhem, Maniac strikes again!". Under førfølgelsen som foregår i en øde subwaystation, klippes konstant fra morderen, og publikums, sadistiske forventning, til sygeplejerskens tilbageholdte ængstelige åndedræt, med fokus på hendes uforløste angst. Men selvfølgelig undslipper hun ikke morderens bajonet da hun gennembores foran sit eget spejlbillede.

Filmens virkelige force er at den aldrig behandler sine protagonister som rendyrkede klichéer. F.eks. er Frank ikke den typiske iskolde slasher iført en maske eller de sorte handsker og beklædning kendt fra de italienske gialli, men et menneske af kød, blod og mental uligevægt der kaster op umiddelbart efter sine mord og dybt angrer og splittes af de modstridende følelser som kæmper over magten i hans psyke - blot et af de punkter hvor filmen ligner Abel Ferraras intense og beskidte Boret fanger (Driller Killer). Ligesom den senere nyklassiker Henry - Portrait of a Serial Killer forfalder filmen aldrig til at vise politiets efterforskning, men dvæler med komplekse indfaldsvinkler ved forholdet mellen morderens splittede psyke: morderen som menneske og offerets forhold til morderen. Ofrene er i filmen ikke portræterede som de sædvanlige promiskuøse sexistiske objekter der har fortjent eller beder om morderens behandling, men som nuancerede produkter af et samfunds forfald, som samtidig forsøger at overleve i de utaknemmelige forbrugeristiske kønsrolle indelinger som samfundet har etableret, og i den forstand er begge parter, både offer og bøddel, et offer for de eksisterende diskriminerende holdninger.

Nævneværdigt er Jay Chattaways insisterende, skingre, nerveflænsende synthesizer-score, som spiller på alle tangenter for at understrege rædslen i de suspensefyldte forfølgelsesscener og Robert Lindsays glimrende kameraarbejde, som med rolige underbelyste klaustrofobiske tracking-shots er lysår forud hvad man kan forlange af en lowbudget slasher film. Tom Savini og Rob Bottins special effects er notorisk blodige og Savini selv medvirker som offer i den måske voldsomste hovedafskydning nogensinde lagt ned på film - et shotgunskud i slowmotion gennem en bilrude som forvandler den kære Savinis hoved til en blodig stump "hals". Franks endelige sønderlemmelse af "levende" mannequiner er svær at slette fra hukommelsen, isnende uhyggelig og bringer tankerne hen mod Savinis arbejde på George A. Romeros Dawn of the Dead og senere Day of the Dead.

Caroline Munro og Joe Spinell teamede senere op i David Winters meta-filmiske The Last Horror Film, delvist optaget på Cannes festivallen i 1982 - hvor Munro (horrorfilmstjerne i filmen) forfølges af en psykopatisk taxachauffør, men myndigheder og publikum betragter angrebene som et nøje planlagt PR-stunt. Spinell medvirkede senere i Lustigs glimrende supplement til selvtægtsgenren, Vigilante (1982), der herhjemme fik titlen Shotgun og senere fik repremiere under den lystige titel Knofedt til hårde hunde.


Anmeldt version: Maniac: 2-disc Special Edition. Dist.: Another World Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 84 min.
DVDTJEK
Maniac: 2-disc Special Edition. Dist.: Another World Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 84 min.

Med AWE's release af William Lustigs smattede slasherklassiker er en af den famøse bodycountgenres allerfedeste titler landet på det nordiske DVD-marked. Der er tale om en af bodycount-genrens (eller, hvad man nu foretrækker at kalde den) absolutte perler og en essentiel skive på hylden, hvis man holder af 80'ernes exploitationhorrorfilm. Med AWE's release var det en fornøjelse at få filmen set igen, og ikke mindst Joe Spinells intense præstation i hovedrollen gør filmen til en uforglemmelige b-film af den blodstænkede slags.

Selve filmen (disk 1) er i fin kvalitet (anamorfisk letterboxed i ratio 1,85:1), med lidt støv og slid, men ikke i mængder, der på nogen måde irriterer. Filmen introduceres af Nicolas Winding Refn (1 min.). Hvilket er helt okay. At finde en dansk fan - og så gør det jo ikke noget at han/hun er kendt - til at introducere filmen er en ganske fin idé som jeg gerne ser ført videre i AWE's senere titler. Lydsporet er i Dolby 5.1 og DTS og undertekster på dansk, finsk, svensk og norsk. Og som alternativt track finder vi en audiokommentar med Lustig, Tom Savini (der har stået for specialeffekterne), Lorenzo Marinelli (klipper) og Luke Walter (Joe spinells ven). De er alle i hopla, og det kommer der mange gode anekdoter ud af.

Disk 2 indeholder først og fremmest den hæderlige dokumentar "The Joe Spinell Story" (49 min.) produceret af Blue Underground og Anchor bay Entertainment. Desuden får vi trailer, tv-spots, slideshow, biografier, trivia og en promo-reel, om en kok, der brutalt koges og får en kniv i øjet, for filmens sequel Maniac 2: Mr. Robbie (4 min.), der desværre aldrig kom i produktion. En god film og fyldigt bonusmateriale. Mere kan en Maniac-maniac vist ikke ønske sig.

Caspar Vang (oktober 2007)
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven