Udvidet søgning
RETURN OF THE LIVING DEAD, THE
USA, 1985
Instruktion: Dan O'Bannon
DK-titel: Ligene er ligeglade
AKA: Return of the Living Dead, Part I / De levende døde vender tilbage

Produktion: Hemdale Film Corporation / Cinema 84 / Euro Film Fund
REVIEW af Caspar Vang [01/01/98]

At gysergenren ikke er fremmed for den amerikanske manuskriptforfatter/instruktør Dan O'Bannon kan tydeligt ses i denne herlige splatterperle, der er en vellykket blanding af et mix, der sjældent fungerer: Gyser- og komediegenren. O'Bannon begyndte sin besynderlige karriere som medforfatter, scenograf, klipper og special effects-mand på John Carpenters veloplagte sci-fi-komedie Dark Star fra 1974, hvor han også brillerer som den manio-depressive astronaut Pinback.

Hans gennembrud kom dog først som manuskriptforfatter på Ridley Scotts giganthit Alien i 1979. Og senere er det gået godt, men til tider en smule ujævnt, med bla. animationsarbejde på Star Wars: A New Hope, manuskript til "Soft Landing" og "B-17"-segmenterne i animationsfilmen Heavy Metal, manuskript til Gary Shermans effektive Twilight Zone-hyldest Dead and Buried, manuskript til action-hittet Blue Thunder, manuskript til Tobe Hoopers Lifeforce og remake af Invaders from Mars, manuskript til Verhoevens glimrende sci-fi-action-satire Total Recall, manuskript til den skuffende Screamers og allersenest direct-to-video-filmen Hemoglobin fra 1997. Som instruktør har han, ud over Ligene er ligeglade, vist sit værd i den undervurderede filmatisering af H.P. Lovecrafts novelle The Case of Charles Dexter Ward, The Resurrected.

O'Bannon er, ligesom zombie-mesteren Romero, ikke meget for en langsom stemningsopbygning, så han springer ud i det med begge ben. Og allerede inden filmens credits er den første zombieopløsning igang. Handlingen udspilles omkring "Uneeda Medical Supply house", hvor to tossede medarbejdere, Frank og Freddy, spillet af den altid gode James Caren og den yngre Thom Matthews, ved et tilfælde er skyld i et udslip af giftgas (fra tønder med ligene fra "virkelighedens" Night of the Living Dead), der får kadaveret i deres ligfryser til at vågne op til dåd. Samtidig bliver de to uvidende fjolser langsomt til zombier selv. Chefen Burt (Clu Gulager) ankommer snart, og efter en drabelig kamp med den udøde lykkes det trioen at skaffe sig af med zombien i kremeringsovnen hos det nærliggende kapel, hvor den spøjse bedemand Ernie (en kanon rolle til Don Calfa) mistænker dem for ikke at have rent mel i posen. Og ganske rigtigt, så driver røgen fra den brændende zombie op i de regntunge skyer. Samtidig har en gruppe New Wave-punkere (med scream queen Linnea Quigley i en nøgenscene) indfundet sig på den nærliggende kirkegård, hvor det begynder at regne, og snart vågner de døde for at dulme dødens smerte med "brains". Men militæret har forudset katastrofen og venter blot på et telefon-opkald.

Skuespillet er vittigt, oplagt, hysterisk, overspillet, og dialogen snedigt morsom, for ofte at springe helt over i det makabert ondskabsfulde, som for eksempel da det går op for de to levende døde, Frank og Freddy, at Rigor Mortis indtræder.

Filmens titel har forvirret mange, der ofte spørger, om filmen overhovedet har noget med George A. Romeros zombieunivers at gøre? Efter undergrundssuccesen med Night of the Living Dead delte George A. Romero og medforfatter John Russo rettighederne til deres afkom i to; Russo bibeholdte titlen "Living" i sin bog, og Romero bibeholdte titlen "Dead" i sin trilogi. John Russo skrev romanen Return of the Living Dead så tidligt som 1978, men en filmatisering (oprindeligt et Tobe Hooper-projekt) kom altså først i midten af 80erne. Og selvom filmen rundhåndet parodierer Romeros mørke vision, så skaber O'Bannon snart sin egen zombiemytologi med sine adrætte, talende, intelligente zombier, der ikke lader noget stå i vejen for deres evindelige søgen efter "more brains".

Ligene er ligeglade kombinerer til optimal effekt gode, tegneserieagtige splattereffekter (William Munns og Tony Gardner), interessant scenografi (William Stout), flot og opfindsomt kameraarbejde (Jules Brenner) og, for genren, overordentlig gode skuespillerpræstationer over hele linien. Gode rocknumre af The Cramps, The Damned og 45 Grave, ligesom Ronald Judkins musik giver filmen et passende komisk kick og "fuck you"-attitude.

Filmen har været vist på tv under titlen De levende døde vender tilbage. Den blev senere fulgt op af et par sequels af vekslende kvalitet (Ken Wiederhorn og Brian Yuzna), der dog alle har formået at bibeholde etterens høje underholdningsniveau.


Anmeldt version: The Return of the Living Dead. Dist.: MGM. DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 90 min.
DVDTJEK
The Return of the Living Dead. Dist.: MGM. Medie: DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 90 min.

Zombiefans kan vist ikke rigtig tillade sig at lade MGM's DVD-release af zombiekomedien The Return of the Living Dead ligge. Skiven inkluderer et fint transfer af filmen (en anelse grynet, men med fyldige, flotte farver) i 1,78:1 og i open-matte-udgave på skivens B-side. Lydsporet er i Dolby Digital 2.0 (justeret i forhold til den originale film, da man vurderede, at dialogen i visse passager var svær at forstå) og med et glimrende kommentarspor af Dan O' Bannon og production designer William Stout.

Bonusmaterialet består af "Designing the Dead"-featurette (13 min.), hvor O' Bannon afslører, at han umiddelbart efter produktionen hadede filmen - "I saw everything I wanted, and did'nt get" - men i dag er ganske stolt af den. Desuden er der conceptual art af William Stout, tv-spots og trailers.

Caspar Vang (november 2008)
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven