Udvidet søgning
NON SI DEVE PROFANARE IL SONNO DEI MORTI
Italien / Spanien, 1974
Instruktion: Jorge Grau
AKA: Let Sleeping Corpses Lie / The Living Dead at the Manchester Morgue / The Living Dead / Breakfast at the Manchester Morgue / Don't Open the Window / Fin de semana para los muertos / Non si deve profanar il sonno dei morti / Weekend per i Morti / Invasion der Zombies / Le Massacre des Morts-Vivants / Das Leichenhaus der Lebenden Toten / Zombi 3

Produktion: Flaminia Produzioni Cinematografiche / Star Films S.A.
REVIEW af Caspar Vang [01/01/01]

Nu har mange alternative titler til en film aldrig været garant for dens kvalitet. Var de det, ville den spansk/italienske zombie-gnasker No Profanar el Sueño de los Muertos, der fik den passende amerikanske titel Let Sleeping Corpses Lie, givetvis være en af verdens bedste film. Nu ligger landet dog sådan, at Jorge Graus atmosfærefyldte zombie-ekskursion til det landlige Storbritannien faktisk er en overordentlig vellykket gyserfilm, måske endda den bedste zombiefilm mellem Romeros to fantastiske Night of the Living Dead (68) og Dawn of the Dead (78), der henholdsvis introducerede verden til de kødædende levende døde og senere tog dem med til splatterfest i indkøbscenteret.

Efter at horrorfans i en årrække har måtte leve med sjettegangskopier, usle bootlegs og en eller to originalbånd, der alligevel ikke var synderlig pæne at se på, har det amerikanske selskab Anchor Bay igen reddet dagen og udgivet en fantastisk flot kopi af No profanar el sueño de los muertos på DVD (og Blue Undergrounds nye DVD er endnu pænere). Og den er hele ventetiden værd skulle jeg hilse at sige. Filmen er simpelthen overraskende god og noget af det mest krybende uhyggelige euro-horror jeg længe har set - ikke uden grund værdsat af mange horrorfans. En anelse kontemplativ til tider, men filmens evne til at etablere lokation, stemning og karakterer, inden den voldtager seerens sanser, øger blot fornøjelsen ved gensyn og filmen trækker virkelig tænder (eller var det tarme?) ud - også tredje og fjerde gang. Og tilstedeværelsen af masser af små detaljer, symboler og sub-plots forøger kun gensynsglæden yderligere.

Handlingen er struktureret omkring den ansvarsbevidste beatnik George (Ray Lovelock) og Edna (Cristina Galbo), der er på vej for at besøge sin søster på landet, men efter en ulykke med Georges motorcykel, tvinges de to sammen i hvad der skal vise sig at blive den værste, og måske sidste dag i deres liv. Da de farer vild på landet, begiver George sig til en nærliggende gård, hvor han tiltrækkes af en usædvanlig lyd; et hold skadedyrsbekæmpere er i færd at afprøve deres nyeste teknologisk vidunder - en maskine der via lydbølger pirrer skadedyrenes primitive nervesystem og får dem til at gå løs på hinanden. Hvad ingen er opmærksomme på er at teknologien har uforudsete følgevirkninger. På et nærliggende hospital bliver spædbørnene aggressive og i lighuset rejser de nyligt døde sig, for at æde de levendes kød. Edna angribes af en zombie af en nylig død selvmorder, i en sekvens med et tydeligt nik til Romeros NOTLD (68), men ingen tror på hende da zombien forsvinder, blot for at overfalde hendes søsters mand, der omkommer under angrebet. Den fascistiske politiinspektør (Arthur Kennedy) ignorerer George, som han anser for at være kommunist og det der er værre, og Ednas mistanke om hvad der foregår. Med et passende signalement af manden der overfaldt Edna, begiver de sig til det lokale kapel for at opklare sagen. Er liget stadig i kappellet eller vandrer de døde rundt og overfalder de levende?

Ved første gennemsyn forekom filmen mig en anelse sløv, men den besad en uhygge og insisterende kynisme (og en pæn portion 70er økologisk moraliseren som man må bære over med) som jeg havde svært at ryste af mig, og heldigvis for det. Zombie-angrebenes brutalitet, især i sidste del af filmen, blev hos mig og det fantastiske stereolydspor brændte sig ind i hukommelsen. Ingen tvivl om at den italienske nonsens-horror-konge Fulci har set No profanar... inden han instruerede sin splatterklassiker Zombie Flesh Eaters (79), for dens elektroniske lydflader lægger sig tæt op af Giuliano Sorgini hårrejsende score, der iøvrigt er markedsført som filmhistoriens første stereo score... til en gyserfilm. Filmfolkenes begejstring for stereolydens potentiale for at skræmme publikum, har måske steget dem en smule over hovedet, for electro-scoret er mixet en del højere end resten af filmen, hvilket bevirker at det ofte overdøver filmens øvrige lydspor. Men det sikrer under alle omstændigheder en skræmmende oplevelse, som jeg foruden den afdæmpede stil og de overraskende zombie-overfald og den uforglemmelige slutning, vil huske filmen længe for. Francisco Semperes flotte fotografering og blålige billeder bør også høste meget ros, for filmen er fyldt med lækre tracking shots, effektive nærbilleder (som den ikke overdriver brugen af) og en eksemplarisk etablering af uhygge under den engelske landlige idyls overflade, via udstrakt brug af medium og longshots som man nervøst undersøger for at identificere faren. Og da den endelig kommer iform af en stavrende uhyggelig zombie, klippes der brutalt til et close-up zombiens besynderlige øjne. Fantastisk.

Denne markante afspejlning af filmens handlingsmæssige-problematik i æstetikken, er også en fin detalje. Lige som i Romeros zombiefilm er det et problem for hovedpersonerne at identificere fjenden, og det er mere sammenstødet med myndighedernes fascistiske kontrol, der ødelægger gruppens overlevelsesmuligheder, end den reelle trussel fra zombierne. Det er altså interne stridigheder, den indre fjende, der er den virkelige skyld i hovedpersonernes undergang, og ikke zombierne der let kunne overvindes hvis gruppen formåede at sammenarbejde. Et gennemgående træk, ikke kun for zombiegenren, men for horrorgenren generelt.

Det bør naturligvis også nævnes at både filmens special effects er både flot eksekverede, brutale og chokerende - og skuespillet af Ray Lovelock, Cristina Galbo og Arthur Kennedy er exceptionelt godt for en film af denne type (vågn op mand, det her er zombie-exploitation-horror, hvad regner du med?). Effektfolkene Luciano Byrd og Giannetto De Rossi (der senere skulle levere de bedste af Fulcis levende døde) leverer virkelig varen i form af et par hensynsløst splattede scener, f.eks. da en stakkels betjent der bliver flået levende af zombier der fortærer hans indvolde og en sygeplejerske blive udsat for et usædvanlig bestialsk angreb, der bl.a. resulterer i en blodig brystafrivning.

Det er tydeligt at genren ikke er helt fremmed for den spanske Antonioni/Freda/Leone-elev Jorge Grau, som tidligere iscenesatte Erszebet Bathory legende fortolkningen Ceremonia sangrienta (Legend of Blood Castle/Female Butcher) (72), Pena de muerte (73) - og senere iscenesatte La Trastienda (75) og Cartas de amor de una monja (78). I alt en karriere på mere end 30 film. Hans mest kendte film hos genrepublikummet er dog stadig, nok ikke helt uden grund, No profanar el sueno de los muertos, som er en anbefalelsesværdig, overraskende vellykket, stemningsmættet, lille klaustrofobisk zombiesjasker, som bør henrykke de fleste genrefans, især hvis man er til levende døde der gnasker på levende kød.

Den engelske udgivelse under titlen The Living Dead fra Video Independent Productions blev, ikke overraskende, retsforfulgt under den engelske 'video scare' i midten af 80erne - findes nu i bootleg. Billedet på denne film er dog temmelig mørkt og printet der er brugt til overførslen, en smule slidt. Filmen blev senere udsendt af European Creative Video med censurklip og af LVC under titlen Don't Open the Window ligeledes censureret. Spring besværet med at finde den ene eller anden af disse versioner over og gå direkte i kødet på Anchor Bays eller Blue Undergrounds (se dvdtjek til højre) suveræne DVD-udgivelser.


Anmeldt version: The Living Dead at Manchester Morgue. Dist.: Blue Underground. DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 92 min.
DVDTJEK
The Living Dead at Manchester Morgue. Dist.: Blue Underground. Medie: DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 92 min.

Omslaget til Blue Undergrounds dobbelt disc-release af Jorge Graus suveræne zombiesjasker The Living Dead at Manchester Morgue er ikke lige så labert som Anchor Bays ældre engelske release, men bortset fra den ene anke, er Blue Undergrounds release den udgave man bør opstøve af filmen.

Filmen kommer i en lækker 2-disc special edition serveret i et papomslag, der, når vi på omslaget ser Ray Lovelock som zombie, måske spoiler festen lige rigeligt. Disc 1 indeholder selve filmen i virkelig god kvalitet, anamorfisk letterboxed med gode farver og skarphed. Lydsporet er i Dolby Digital 5.1, 2.0 og original mono track. Bonusmaterialet består af posters og stillgalleri, tv spots og trailers, plus en kort introduktion til filmen af Jorge Grau, der håber man bliver dejlig skræmt.

Disc 2 indeholder en række featuretter: Den nostalgifyldte og hyggelige "Back to the Morgue - On location with Director Jorge Grau" (45 min.) samt interviews med Ray Lovelock (16 min.), efx-maestro Giannetto De Rossi (17 min.) og Jorge Grau (20 min.)

Alt i alt en suveræn release, der sikrer The Living Dead at Manchester Morgue en plads på hylden blandt de lækreste DVD-udgivelser. Og et ekstra blodigt kranium til BU for den stemningsfulde menu.

Caspar Vang (juli 2009)
KARAKTERBOKSEN
Kim Bruun Dreyer
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven