Udvidet søgning
ANTROPOPHAGUS
Italien, 1980
Instruktion: Joe D'Amato
AKA: Anthropophagous / The Grim Reaper / Antropophagous Beast / Antropofago / Gomia, Terror en el Mar Egeo / Man Beast / Man-Eater

Produktion: Artists Releasing Corporation / Film Ventures International / Filmirage S.r.l. / Produzioni Cinematografiche Massaccesi
REVIEW af Caspar Vang [01/07/00]

Nasty, nasty, video nasty! Men ikke på DVD. I hvert fald ikke på den tidlige amerikanske release. I kølvandet på den italienske sleaze og exploitation maestro D'Amatos ret vellykkede og skræmmende Buio Omega (Beyond the Darkness/Buried Alive) (79) fulgte endnu en splatter/gorefilm affødt af sin forgængers succes. The Grim Reaper er dog ingenlunde så vellykket som sit forgænger, men er uden tvivl mere berømt i splatterfankredse (og mon ikke andre har hørt rygter om filmen) da filmen i 1984 blev stemplet af det engelske myndigheder som 'Video nasty' - hvilket ikke kun førte til at filmen blev forbudt i England, men at den i resten af verden fik et rimeligt ufortjent ry som skoleeksemplet og synonym med ægte splatter spaghetti.

At The Grim Reaper alligevel ikke er helt uinteressant (i sin uklippede form) for aficionados, skyldes et par ganske vellykkede og stemningsmættede skrækscener og at dens få splatter sekvenser faktisk eksekveres med en vis væmmelig brutalitet og aggressivitet. Resten af filmen er desværre en kende kedsommelig, repetitiv og langsom. Dette skyldes primært at filmen (for)søger at blande gore med suspense, hvilket nok er originalt nok, men ikke særlig vellykket i hænderne på D'Amato - som i øvrigt ikke selv er særlig tilfreds med filmen som han kalder 'sin mindst vellykkede horrorfilm' (interview med Luca M. Palmerini og Gaetano Mistretta i bogen Spaghetti Nightmares). D'Amato håndterer ganske enkelt ikke filmens lange 'stemning og suspense' opbyggende scener særlig godt, hvorfor de fleste af disse passager virker mekaniske og sjældent særlig uhyggelige. Filmens budget var, i følge D'Amato det mindste han endnu har arbejdet med, da hans eget produktionsselskab Filmirage endnu ikke havde kapital i baghånden og dette var deres første film. Fotograferingen (16 mm - senere blev blæst op til 35) er ret ujævn og klodset til tider og knap så heldige klip irriterer konstant øjet og forstyrer den smule atmosfære og makabre stemning, det faktisk lykkedes D'Amato at etablere enkelte steder.

Indledningssekvensen lover ellers godt, som en makaber blanding af Jaws (75) og en traditionel slasherfilm, med stønneri på lydsporet og POV shots fra gerningsmanden. Et ungt tysk par fornøjer sig sammen med deres hund på en ø i Middelhavet, pigen tager en dukkert i havet, men hendes opmærksomhed fanges af rumsteren fra en omkringdrivende jolle. Hun opdager noget grimt i båden, men angribes fra dybet af POV shots, hvorefter hendes blod farver vandet rødt. Den unge mand bliver herefter offer for samme POV shot og tungt åndedræt på lydsporet, og ender sine dage med en kødøkse i kraniet. Resten af filmen udspilles på og omkring øen hvor en gruppe unge turister sammen med en sky outsider (Tisa Farrow), som foruden at fordrive tiden med guitarspil og okkulte kortspil, bevæger sig fra den ene underbelyste lokation til den næste og her, én efter én falder offer for den tidligere skibbrudne - nu lokale zombie-kannibal-monster (George Eastman), der afliver de stakkels mennesker med sine bare næver, tænder eller forskellige skarpe instrumenter. Disse angreb er ganske professionelt eksekverede, særlig når man tager filmens stramme budget i betragtning - og i enkelte af scenerne er filmen pænt oppe over middel niveau, med opfindsomme skræmmeeffekter og snedigt udtænkte splatter sekvenser.

To af disse, mest berygtede scener er desværre censurerede i den udgave som er ude på DVD fra Liberty International Entertainment. Det drejer sig om filmens mest berygtede scene, hvor kannibalen har placeret den gravide Mary (Serena Grandi) i sit katakombe spisekammer. Da hendes mand forsøger at redde hende fra bæstet, bliver denne resolut stukket ned, hvorefter Eastman griber ned mellem kvindens ben, trækker det ufødte foster ud af hende og giver sig til at gnaske løs. Ikke overraskende skaffede denne grand guignol-sekvens D'Amato problemer med de italienske censur-myndigheder, som bad ham klippe scenen, selvom det er en pelset kanin som Eastman guffer i sig. I filmens atmosfæriske klimaks finder vi mere guf of splatterfans, som desværre er censureret på DVD udgivelsen. Monsteret trækker Farrow ned i en brønd, hvorefter de to er forbundet via et reb som hun ikke kan komme fri af. Hendes hakke bliver dog et ganske nyttigt redskab, da et velrettet slag fra Andy (Saverio Vallone) får hans tarme til at vælte ud. Straks begynder monsteret at gnaske løs på dem. Scenen er i DVD-udgivelsen reduceret til et par reaction-shots og stønnen fra den stakkels kannibal. Det bør dog lige nævnes, at Shriek Shows DVD-release er komplet og bestemt et kig værd.

Filmen har en del hardcore fans rundt omkring, men dens ry og rygte overgår dog det færdige resultat. Alligevel er det klart en film jeg vil anbefale fans af eurotrash på baggrund af vellykket gore og et par stemningsfulde sekvenser og som en forfriskende adspredelse til hans tiltagende sleazy udgivelser (Emanuelle-serien og lign.) i slutningen af gennem 70erne Filmen kan i øvrigt ses som et glimrende eksempel på hvorledes en trashy gorefilm på et lavt budget kan skæres, men god det er den selvsagt ikke. I øvrigt bør det lige nævnes, at The Grim Reaper naturligvis ikke bør ses i DVD-udgivelsen, men i en ucensureret version, skulle man være så heldig at støve en sådan op. Og er man fan af Sydeuropæisk lowbudget-splatter - tja, så er filmen ganske enkelt obligatorisk filmmateriale.

Da The Grim Reaper blev en uventet succes, fulgte uundgåeligt en opfølger - Rosso Sangue (81). Filmen var faktisk oprindeligt tænkt som en direkte sequel, og blev altså lanceret uden for Italien som Antropophagus II/Absurd.


Anmeldt version: Anthropophagus: The Grim Reaper. Dist.: Shriek Show. DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 91 min.
DVDTJEK
Anthropophagus: The Grim Reaper. Dist.: Shriek Show. Medie: DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 91 min.

Liberty International Entertainments udgivelse af Joe D'Amatos famøse Anthropophagus var en fæl skuffelse. Heldigvis er filmen udgivet uklippet og i acceptabel kvalitet af Shriek Show, der har sparket en bloddryppende og tarmgnaskende "2 Disc Special Edition" på markedet. Og det er selvfølgelig den, man skal investere i, hvis filmen skal hjem til italo-horror-samlingen.

Selve filmen står nogenlunde. En anelse uskarp og grynet, hvilket sikkert skyldes både en ikke alt for god overførsel og ikke alt for pænt kildemateriale. Men farverne og kontrasten er god. Lydsporet er med engelsk eller italiensk dialog og der er valgfrie engelske undertekster. Bonusmaterialet består af trailers.

På disc 2 findes der alternative åbningssekvenser fra den amerikanske udgave (musikken passer bedre på en kung fu-basker) et fotogalleri og trailers. Desuden er der Joe D'Amato-dokumentaren "Totally Uncut Two" (part 2, 67 min.) i rædderlig kvalitet, samt "Zora Kerova og George Eastman Public Appearance" fra 2005 (12 min.) ligeledes i tvivlsom kvalitet. Anyway. Et formildende gensyn, så du kan selv proppe en ekstra uncutkassette i min oprindelige vurdering.

Caspar Vang (juli 2009)
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
Kasper Heftholm Kristensen
Kim Bruun Dreyer
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven