Udvidet søgning
SESSION 9
USA, 2001
Instruktion: Brad Anderson
DK-titel: Dødens hospital

Produktion: October Films
REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [01/05/03]

"It's going to get ugly", forudser en af hovedpersonerne i den psykologiske gyser Session 9 på et tidspunkt, hvor tragedien lurer lige om hjørnet. Og grimt kan man roligt sige, at det går hen og bliver. Den endnu ret ukendte Brad Anderson har indtil nu fortrinsvis instrueret romantiske komedier som Next Stop, Wonderland (1998) og Happy Accidents (2000), men i Session 9 tør man nok påstå, at han kaster ethvert skær af nuttethed overbords for i stedet at dyrke en gammeldags, stemningsbaseret form for uhygge, der er blevet mere og mere sjælden inden for det slasher-dominerede amerikanske gyserfilmmarked. Session 9 undviger elegant samtlige platte slasher-klichéer – ikke mindst den mest irriterende af dem, som går ud på at caste skuespillere alene pga. deres udseende – og er fra start til slut en veliscenesat, rygmarvsisnende fornøjelse at overvære. Imponerende er det ikke mindst, at filmen er produceret på et særdeles skrabet budget. Den er optaget på video, men går med sine realistisk-udseende billeder i helt modsat retning af mange af tidens andre videoproduktioner, hvor trenden snarere er, at billedet skal være udstyret med en vis grumset kvalitet.

Handlingen udspiller sig stort set på én eneste, særdeles velvalgt location: Danvers State Hospital i Massachusetts, hvis virkelige historie har leveret stof til nogle af filmens uhyggelige begivenheder (sindssygehospitalet blev grundlagt i 1870erne og lukket ca. 100 år senere … Efter sigende optræder hospitalet i filmen i nogenlunde den tilstand, som Anderson og kompagni fandt det i). Anderson lader kameraet dvæle ved og udforske hospitalets mørkelagte gange på en måde, så bygningen er tæt på at blive filmens egentlige hovedperson. Det er blot én af de ting, som Session 9 har tilfælles med Kubricks Ondskabens hotel (The Shining) (1980) – en film, der tydeligt nok har spøgt som inspirationskilde i Andersons baghoved. De to film ligner bl.a. hinanden derved, at de ikke selv tager entydigt stilling til, hvorvidt deres historie skal forstås som en spøgelses-/besættelseshistorie eller som en psykologisk forfaldshistorie – men i en anden forstand er de alligevel radikalt forskellige. Hvor Kubrick lader Nicholsons mentale kollaps indtræffe i kølvandet på en kunstnerisk krise, da er det andre, mere jordnære faktorer, der spiller ind i Andersons socialrealistiske horror-film.

Den skotske immigrant Gordon (Mullan) er indehaver af firmaet Hazmat ("hazardous material") Elimination Co., et asbestfjernelsesfirma, som er faretruende tæt på at gå konkurs. Heller ikke på hjemmefronten er alt lutter idyl. Samtidigt med at han er blevet nybagt far, er Gordons forhold til konen nemlig hastigt på vej ned ad bakke. I ren desperation lover Gordon byplanlæggeren Bill Griggs, at Hazmat på kun en uge kan overkomme den massive opgave at gøre et gigantisk, nedlagt sindssygehospital asbestfrit – velvidende at opgaven under normale omstændigheder ville kræve 3 ugers arbejde. Gordon får kontrakten i hus og samler et arbejdshold på fire mand i håb om, at et mirakel vil indfinde sig i løbet af ugen, så firmaet kan indkassere den bonus på $10.000, som er udlovet for opgaven. Gruppen er et temmelig uhomogent slæng bestående af Phil (Caruso), Hank (Lucas), Mike (Gevedon) og Gordons småt begavede nevø med mullet-frisure, Jeff (Sexton III). Selvom medlemmerne personlighedsmæssigt er vidt forskellige typer, ligner de hinanden derved, at de alle føler en vis utilfredshed med ikke rigtigt at have fået noget ud af livet. De er – som også deres upåfaldende navne antyder – anonyme "nobodies", der går rundt med hver deres urealiserede drømme og personlige "exit plan", hvormed de en dag håber at lægge afstand til dagligdagens trummerum.

Arbejdspresset gør, at gruppens nerver fra starten er på højkant. Samarbejdet bliver ikke ligefrem mere gnidningsfrit af, at Hank for nylig har erobret Phils gamle kæreste og bestemt ikke har noget imod at skilte med det. Den mørkerædde Jeff har svært ved at forsone sig med hospitalets uoplyste korridorer, mens den intelligente Mike – der var under uddannelse som advokat, før han droppede fra og blev asbestarbejder – hurtigt fatter en usund interesse for nogle uhyggelige båndoptagelser, som han opdager i en kasse i et af hospitalets støvede lagerlokaler. Optagelserne viser sig at bestå af i alt ni samtale-"sessions", hvor en psykiater udspørger den skizofrene patient Mary Hobbs' forskellige personligheder, Princess, Billy og Simon (den sidste personlighed manifesterer sig dog først i løbet af den niende "session", heraf filmens titel). Mens mysteriet om Mary langsomt udfolder sig for Mike og seeren, fyldes hospitalsgangene med flygtige skygger og underlige stemmer. Fortiden bryder ind i nutiden – og omvendt. Gordon virker mere og mere fremmedgjort; han foretager mystiske telefonopkald og har på en eller anden måde beskadiget sit ben. Phil får tilsyneladende et akut paranoia-flip og begynder at beskylde sine medarbejdere for at være "liabilities" - og Hank forsvinder i den blå luft efter at have opdaget en hemmelig skat, som hospitalets patienter har skjult i en murstensvæg i kælderen.

Det ville være en forbrydelse over for de læsere, der endnu ikke er bekendt med filmen, at afsløre yderligere detaljer af handlingen i Session 9. En stor del af fornøjelsen ved at se filmen er netop, at den med en imponerende behændighed hele tiden formår at være et skridt foran seerens forventninger, således at den konstant udvikler sig i uventede retninger. Faktisk vil mange seere nok – sådan som også undertegnede gjorde – efter første gennemsyn sidde temmelig forvirrede tilbage med en fornemmelse af at have været udsat for et gedigent "mindfuck" (som en af de amerikanske anmeldelser så rammende udtrykte det). I så fald skal man ikke fortvivle, men i ro og mag spole båndet tilbage og give filmen en chance til. Det hænger sammen, og der er mange fine detaljer at lægge mærke til under andet og tredje gennemsyn. Eksempelvis opdager man, hvor helt utroligt velafstemt Andersons egen klipning er i forhold til Uta Briesewitz' ultra-blærede og alligevel afdæmpede kameraarbejde, hvor velkomponeret lydsiden er (ikke mindst båndoptagelserne med Mary), og hvor flot skuespillerne formår at få deres roller til at fremstå som individuelle personligheder med hver deres særpræg. Især Mullan og Caruso fortjener at blive fremhævet på grund af deres præstationer som hhv. Gordon og Phil. Deres samspil er altid troværdigt og ind imellem decideret rørende.

Session 9 er simpelthen rå og upoleret horror af den sjældne slags, der så godt som aldrig lander på de danske videohylder. Lad dig ikke narre af den anonyme titel på SF Films danske udgivelse, for Session 9 er alt andet end det ligegyldige samlebåndsprodukt, som titlen Dødens hospital lægger op til. Den hører til blandt årtiets sejeste gyserfilm, og den indeholder scener, hvor spændingen nærmest er ulidelig. Lej den, køb den eller hug den fra din bedste ven – men sørg for alt i verden for at se den. Og vær så i øvrigt parat til at ligge vågen det meste af natten.


Anmeldt version: Session 9. Dist.: NTC Film. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 95 min.
DVDTJEK
Dødens hospital. Dist.: SF Film. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Letterbox. Spilletid: 96 min.

Brad Andersons uhyggelige Session 9 blev i starten af nullerne udgivet af SF Film under den fjollede titel Dødens hospital. Nordisk Film-forgreningen NTC Film har nu genudgivet filmen på DVD, og denne gang har Andersons perle heldigvis fået lov at beholde sin originaltitel.

Selve filmen er der ikke en finger at sætte på. Fin billedkvalitet, der bevarer det lidt uldne video-look, der er med til at give filmen autenticitet, i OAR 2,35:1 selvom der står 1,85:1 på omslaget. Lydsporet er i Dolby digital stereo og bonusmaterialet består af filmens trailer i rædderlig kvalitet.

Caspar Vang (maj 2010)
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
Kim Bruun Dreyer
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven