Udvidet søgning
TRILOGY OF TERROR
USA, 1975
Instruktion: Dan Curtis

Produktion: Dan Curtis Productions Inc. / ABC Circle Films
REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [27/03/15]

1970'erne var antologifilmens guldalder, og tv-filmen Trilogy of Terror – iscenesat af Dan Curtis, som stod bag en række af årtiets andre tv-genrefilm, og som i 1966 havde søsat den hypersuccesfulde gysersæbeopera Dark Shadows (1966-71) – er på godt og ondt en typisk repræsentant for genren. Måske lige et hak bedre – og i hvert fald med sine beskedne 72 minutter en del mere økonomisk fortalt end mange af dens genrefæller. Trods visse svagheder i manuskriptet når filmen aldrig at blive kedelig, takket være dens kvikke disponering af stoffet.

Manuskriptet er af horror- og fantasyveteranen Richard Matheson, som mange især vil kende for romanklassikeren I am Legend (1954). Tre af hans kortere værker er udgangspunktet for historierne i Trilogy of Terror, der alle har Karen Black i hovedrollen og kredser om samme tematik, nemlig kvinder med psykologiske udfordringer. Blacks karriere post-1975 bar præg af hendes medvirken i TV-filmen, som skaffede hende flere roller i den fantastiske genre og gav hende ry som lidt af en ”scream queen”. En bedre demonstration af hendes talent indenfor genren end Trilogy of Terror finder man heller næppe.

I første historie, Julie, spiller Black en jomfrunalsk engelsklærerinde, hvis velformede ben en dag tiltrækker sig eleven Chads opmærksomhed. Chad spionerer på lærerinden og udvikler en ukontrollabel fascination. Da han inviterer hende på en date, som hun modvilligt accepterer, ender aftenen med, at Chad kommer et sovemiddel i lærerindens drink, kører hende hen på det nærmeste motel og tager en række afslørende fotos af Julie, som han derpå afpresser hende med. Julie har intet andet valg end at gå ind på Chads mere og mere ydmygende krav som hans personlige sexlegetøj – men er alt nu også, som det ser ud på overfladen? Trods absurditeten i det afsluttende twist, er Julie en historie, som bliver hængende i erindringen en rum tid efter, at den er slut.

Det samme kan ikke just siges om filmens midterindslag, Millicent and Therese. Black giver den her i en dobbeltrolle som de to søstre i titlen, den dydige Millicent og super-slutten Therese, der bor sammen. Friktionerne bliver efterhånden så voldsomme, at Millicent beslutter at myrde Therese. Men da har seeren for længst gennemskuet historiens twist, som står bøjet i neon næsten fra starten. Gaaaaaaaab!

Efter den omgang skal der noget særligt på bordet, og det leverer Trilogy of Terror så også med den bizarre, sorthumoristiske og stedvist rørende Amelia om en enlig kvinde, der plages af en omklamrende mor og et følelsesmæssigt dilemma. Skal hun bruge sin fredag aften sammen med sin nye fyr eller troskyldigt spendere den sammen mor, sådan som hun altid gør? Det lyder måske som et tørt udgangspunkt for en gyser, men Amelias pinagtige telefonsamtale med den manipulerende mor – angivelig skrevet af Karen Black selv, der brugte en telefonsamtale med sin virkelige mor som forlæg – er næsten det mest uhyggelige i hele Trilogy of Terror.

Mere humoristisk end uhyggelig er måske den groteske Zuni-dukke, som Amelia har købt i en antikbiks som en gave til sin nye kæreste; og da dukken først vækkes til live og gør sit bedste for at sætte sine sylespidse tænder i Amelia under en hektisk, bloddryppende Tom & Jerry-jagt gennem hele lejligheden, er vi straks på mere traditionelt horror-territorium – i det mindste set med et moderne gyserpublikums øjne, der har vænnet sig til dødbringende legetøj gennem film som Child's Play-serien, Puppet Master-serien og andre dukkegysere. Den eksotiske Zuni-dukke kalder først og fremmest på trækninger i smilebåndet, men til gengæld vil Amelias allersidste billede stensikkert få det til at risle koldt ned ad ryggen på mangen en seer. Yikes!

Som mange antologifilm ender Trilogy of Terror altså på to jævnt interessante historier og én stærk, og det virker rimeligt at sige, at den nok ikke i dag havde været husket af ret mange, havde det ikke været for Zuni-dukken. Men Blacks rollefortolkninger – herunder hendes evne til at skifte næsten umærkeligt imellem martrede og dæmoniske ansigtsudtryk – fastholder interessen i en film, hvor kameraarbejdet er temmelig anonymt, og hvor den tidstypiske 70'er-scenografi sandt at sige ofte er tæt på at være mere spændende end plottet. Samtidig er det svært ikke at blive nostalgisk og længes efter en tid, hvor det var muligt at producere film som Trilogy of Terror til tv-mediet.

Trilogy of Terror har i dag – ligesom andre af Curtis' 70'er-film, der tydeligvis har ramt noget i tidsånden og brændt sig ind i erindringen på mange gyserfans – opnået lidt af en kultstatus. Det er endda muligt at købe en fysisk udgave af den famøse Zuni-dukke for den nette sum af knap £54 på eBay. Hvis man vel at mærke tør!

Filmen fik en forsinket efterfølger i 1996 med Trilogy of Terror II. Curtis stod igen for instruktionen og viede igen filmens tredje segment, He Who Kills, til den populære, blodtørste dukke, idet fortællingen fortsætter, hvor Amelia slap.


Anmeldt version: Trilogy of Terror. Dist.: Dark Sky Films. DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Full screen. Spilletid: 72 min.
Amerikansk DVD-udgivelse fra Dark Sky Films af Dan Curtis' TV-gyserantologi Trilogy of Terror (1975), som byder på tre historier om sensitive kvinder med skyggesider.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven