Udvidet søgning
PURGE, THE
USA / Frankrig, 2013
Instruktion: James DeMonaco
DK-titel: Purge, The

Produktion: Universal Pictures / Platinum Dunes / Blumhouse Productions / Why Not Productions / Overlord Productions
REVIEW af Caspar Vang [26/03/15]

Vi skriver år 2022. En enkelt nat om året er det tilladt at myrde, ødelægge, lemlæste, voldtage og dræbe. Grundlæggerne af Det nye Amerikas forfatning har minimeret arbejdsløshed og kriminalitet ved at oprette en psykologisk ventil for befolkningens frustrationer og aggressioner. Ifølge en psykologisk ekspert skaber massemordsnatten, kendt som højtiden The Purge, psykologisk stabilitet på baggrund af den katarsis, legaliseringen af myrderierne skaber. Når sirenerne lyder, er alt tilladt de næste tolv timer. Ifølge staten og de intellektuelle en god ting.

Virkeligheden ser noget anderledes ud. James DeMonacos futuristiske gyser, The Purge, fusionerer begavet horror med et hårrejsende tankeeksperiment om den menneskelige natur og grim, skævvredet moral. Som anden god horror afspejler ideen i DeMonacos fortættede fremtidsgyser vores kriseramte samtid. Et splittet og moralsk korrumperet USA, hvor de velhavende stadig bruger de fattige som trædesten.

Massemyrderierne er en social event på linje med Juleaften, Melodi Grand Prix eller X Factor. I The Purges hårrejsende univers samles de velhavende til selskaber for at spise pindemadder og se Purge Night i tv. Mens de hjemløse gemmer sig så godt de kan, når grupper af hærgende, stofpåvirkede, svært bevæbnede velhavere hærger gaderne. Eliten har råd til sikkerhedssystemer, mens de subsistensløse hverken har råd til beskyttelse eller våben. Frit vildt.

Ideen med dødsvold som masseunderholdning og event er sådan set ikke ny. Filmen trækker tematiske spor til sci-fi-værker som Norman Jewisons Rollerball (1975), Paul Bartels Dødsrace 2000 (Death Race 2000, 1975) samt Michael Andersons Flugten fra fremtiden (Logan's Run, 1976). Alle mediekritiske, sort-satiriske fremtidsfabler, hvor en blanding af propaganda, stoffer og vold skal pacificere masserne, mens den virkelige fjende, virksomhederne og staten, regerer koldt og kynisk på en kombination af frygt og adspredelse. Retten til at dræbe ligner den ultimative frihed, men i virkeligheden er den en grusom lænke på den menneskelige psykologi.

Det samfundskritiske aspekt kombineres i DeMonacos film med tæt, indeklemt terror som vi kender den fra utallige zombiefilm, hjemmeinvasionsfilm og belejringsthrillers i stil med John Carpenters blændende Sidste nat på Station 13 (Assault on Precinct 13, 1976), som DeMonaco i øvrigt stod bag en genindspilning af.

Med familien Sandin som omdrejningspunkt føres vi gennem Purge Night. De ligger blandt nabolagets mest velhavende familier og deltager ikke i udrensningerne, men den moralske selvretfærdighed forplumres yderligere af, at de har optjent deres formue på salg af sikkerhedssystemer - og med blå blomster i urtepotten signalerer, at man her i huset støtter højtiden. Tingene begynder snart at gå skævt. Familien forsøger at holde facaden, mens datterens myndige kæreste har tænkt sig at benytte natten til at tage en seriøs snak med faderen (Ethan Hawke). Sideløbende lader sønnike en hjemløs, på flugt fra et maskebærende slagteslæng, ind i huset, og snart er panserpladerne, der dækker døre og vinduer, ikke nok til at holde truslen på afstand. Far og mor (Lena Headey) insisterer på at fange den hjemløse og udlevere ham til de blodtørstige unge mennesker, men som natten skrider frem vækkes de moralsk og får et nyt syn på tingene. Spørgsmålet er bare om det er for sent, familien opdager, at hele samfundet, inklusiv dem selv, er ude på et skråplan.


Anmeldt version: The Purge. Dist.: Universal. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 85 min.
Promotion poster til James DeMonaco futuristiske hjemmeinvasionsgys The Purge (2013).
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven