Udvidet søgning
SNOW WHITE AND THE HUNTSMAN
USA, 2012
Instruktion: Rupert Sanders
DK-titel: Snow White and the Huntsman
AKA: Snow White & the Huntsman

Produktion: Universal Pictures / Roth Films
REVIEW af Caspar Vang [21/01/15]

Tarsem Singhs Snehvide-fortolkning Lille spejl på væggen der (Mirror Mirror) med Lily Collins i rollen som Snehvide og Julia Roberts som den skinsyge, onde stedmor med det forgiftede æble har knap huseret de danske videobutikker og biograflærreder, før endnu en fortolkning af Grimm-brødrenes verdensberømte udgave af det tyske folkeeventyr kaster dystert tryllestøv over publikum. Heldigvis er der plads til begge film, for hvor Singhs værk formede fortællingen med humor og kulørt, eventyrlig overdådighed - samt dansk synkronisering for de yngre biografgængere - er Rupert Sanders' Snow White & the Huntsman ude i et helt andet ærinde. Der er som udgangspunkt tale om en stilsikker mørk fantasy ude fra de kolde, dybe og skyggefulde skove, hvor brødrene Grimms folkloreinspirerede eventyr virkelig hører til.

Først og fremmest har filmen begge ben solidt plantet i horrorland, hvilket som udgangspunkt gør den til et forfriskende og anderledes bekendtskab, selvom den spillefilmsdebuterende Sanders langt hen ad vejen har problemer med at finde fodfæstet i filmens lidt usikre sammenblanding af dunkel folklore, mørkt og beskidt eventyr samt mere traditionelt orienteret actionfantasy målrettet unge mænd i den våbenbegejstrede alder. Snehvide er i sin oprindelige form et forbilledligt stykke feminint fantasy, og det burde filmskaberne stå ved.

Snow White & the Huntsman havde bestemt ikke taget skade af, at man helt havde skåret den maskuline, stereotype helt (Chris Hemsworth, der vel er bedst kendt for at dele jætteøretæver ud i rollen som Thor i Marvels genfortolkning af den nordiske mytologi) og de specialeffektorienterede slagsmål bort og havde hakket fortællingen helt ned til grundbestanddelene og den spændstige konflikt mellem stedmoder og modvillig heltinde. Men ellers ignorerer den klædeligt diverse børnebogsomskrivninger og leverer som Michael Cohns Snow White in the Black Forest (1997) og Terry Gilliams beslægtede The Brothers Grimm (2005) et eventyr, der favner beskidt trolddom og forsøger at iscenesætte Grimm-brødrenes eventyr langt fra børnebøgerne og Disneys livlige og farverige streg.

Hos Sanders er især Guillermo Del Toros mørke eventyrfortællinger fra Pans labyrint (Pan's Labyrinth, 2006) og Hellboy-filmene (2004 og 2008) blevet nærstuderet, og filmen har samme fascination af mørk, seksuelt ladet psykologi og dyster æstetisering af det traditionsrige eventyr, desværre uden at være helt så stærkt fortalt. Især vampyrismen, udødelighedsbesættelsen og den forfængelige dronnings altopslugende dødsangst er et frisk pust i en fortælling, der gennem årene er blevet tømt for sine makabre grundbestanddele; men efter en fængslende første halvdel, der både oser af sort magi og skummel folklore, træder filmen usikkert over i den mere traditionsbundne og mindre vovede actionfantasy og afvikles resten af vejen med idéforladt rutine, hvor der hele tiden er et nyt slagsmål lige om hjørnet.

Synd, for indtil halvvejs inde ligner Snow White & the Huntsman - med Kristen Stewart som modstræbende, men, når det gælder, handlekraftig heltinde og Charlize Theron som desperat, skinger mørkedronning - det bedste bud på dette årtis genfortolkning af Grimm-brødrene. I stedet siver den ud som en middelmådig actionfantasystorfilm, der usikkert plukker lidt af hvert fra alle hylder og forfalder til kedsommelige fantasyactionklicheer med fokus på ydre handling frem for den dunkle, betagende æstetik og de farlige psykologiske understrømme, der især driver første halvdel af værket.


Anmeldt version: Snow White and the Huntsman. Dist.: UIP. Digital 2D. Udgivelsesland: Danmark. Spilletid: 123 min.
Kristen Stewart og Chris Hemsworth er spydspidser i kampen mod den grusomme vampyrdronnings regime i Rupert Sanders' halvslappe gendigtning af Grimm-brødrenes fortælling om verdens værste stedmoder og den ubekymrede skønhed.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven