Udvidet søgning
GAME OF THRONES: THE COMPLETE FIRST SEASON
USA / England, 2011
Instruktion: Alan TaylorDaniel MinahanBrian KirkTimothy Van Patten
DK-titel: Game of Thrones: The Complete First Season

Produktion: Home Box Office (HBO)
REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [13/01/14]

Ventetiden synes lang helt til begyndelsen af april, hvor HBO genoptager visningen af deres successerie Game of Thrones, baseret på George R. R. Martins episke bogserie A Song of Fire and Ice, der indtil videre tæller 7 bind (eller 5, alt efter hvordan man tæller). Vi er i tv-serien nået til fjerde sæson, og de, der har fulgt den igennem 30 episoder, venter i åndeløs spænding på at få at vide, hvordan den dramatiske, bloddryppende saga vil udvikle sig. De af os, der endnu ikke har læst alle bøgerne, altså.

Seriens handling udspiller sig i kongedømmet Westeros, et kontinent bestående af syv riger under ledelse af mægtige feudale familier – og på det østlige kontinent Essos over The Narrow Sea, hvor hemmelighedsfulde magikere og barbariske hesteriddere kaldet dothrakerne huserer. Viserys og Daenerys, eksilerede børn af den gale targaryanske dragekonge Aerys II, planlægger herfra at mobilisere en hær i alliance med dothrakernes klanherre Khal Drogo, som skal hævne mordet på deres far og generobre den eftertragtede Jerntrone i King’s Landing, Westeros’ hovedstad.

På dén sidder lige nu Robert, tidligere hero, nu madglad overhoved for huset Baratheon – og altså konge. Som den royale tradition foreskriver, har han befæstet sin position ved at knytte bånd til kongedømmets mest magtfulde familier. Han har af rent politiske årsager giftet sig med Cersei (Lena Headey), som tilhører Westeros’ mest velhavende (skruppelløse, selvglade) slægt, huset Lannister. Da Game of Thrones tager sin begyndelse, udpeger han Eddard ”Ned” Stark (Sean Bean), Stark-husets overhoved, Roberts gamle ven på slagmarken og nuværende ”konge” i det vinterhjemsøgte nord, som sin højre hånd.

Da Eddard modvilligt forlader sin kærlige hustru Catelyn (Michelle Fairley) samt sine børn – Robb, Bran, Rickon, Sansa, Arya og bastarden Jon ”Snow” – og foretager rejsen fra Winterfell til det spionbefængte hof, sker det på en uhyggelig baggrund af ulmende konspirationer og mord. Kongens forrige hånd, Jon Arryn, viser sig at være blevet forgiftet, og dét bliver startskuddet til en hæsblæsende kamp om tronen, hvor æresbegreber, rå brutalitet og politisk manøvredygtighed afgør, hvilke brikker, der falder, og hvilke der bliver stående.

Game of Thrones’ persongalleri er overvældende, og det vil kræve adskillige episoder, før man som nybegynder føler sig hjemme i fortællingens navne, steder, legender og historiske begivenheder – hvoriblandt den vigtigste er oprøret mod den gale kong Aerys II, der blev myrdet af sin egen livvagt Jaime Lannister, spillet af Nikolaj Coster-Waldau (som bliver bedre og bedre, efterhånden som serien skrider frem). Alt, hvad der foregår, udspiller sig i skyggen af denne magtpolitisk afgørende milepæl i seriens umiddelbare forhistorie.

Ved siden af de politiske intriger imellem husene Stark, Baratheon, Lannister, Greyjoy, Targaryen m.fl. udfolder der sig vigtige begivenheder i det kolde nord, hinsides ”The Wall” - en uigennemtrængelig, 700-fod høj og 300-mil lang væg, som ordenen Night’s Watch har rejst som et værn mod de primitive vildlinge på den anden side. Og som beskyttelse mod endnu værre trusler. Det rygtes – skønt rationalistiske skeptikere betvivler det – at de såkaldte ”white walkers”, levende døde, atter marcherer. At det ikke kun er ammestuesnak, ved seeren – som her er privilegeret – ud fra første afsnits isnende åbningsminutter.

Det lyder – bortset fra det med zombierne – måske lidt som en feudal-version af Dollars, men kunne med lige så god ret siges at være det rene Shakespeare. Ikke mindst i de underligt tidløse scener, hvor Varys (Conleth Hill) og Littlefinger (Aidan Gillen) – to kryptiske Loke-figurer, der har en finger med i alt ved hoffet – udveksler synspunkter foran Jerntronen i en række velskrevne dialoger om magtens væsen.

Jeg brød mig ikke synderligt om seriens første afsnit, som rummede for mange fantasy-klicheer, og som heller ikke efter gensyn forekommer mig at være på højde med resten af serien. Kun pga. den chokerende cliffhanger – noget, som Game of Thrones excellerer i – gav jeg episode to en chance, men derefter var jeg til gengæld solgt. Serien strammer sit knugende greb om én, efterhånden som man lærer personerne at kende, og handlingen får dybde via historisk stof og overraskende afsløringer – ikke mindst med afsnittet You Win Or You Die, som efterlader én på stolekanten. Handlingen er mesterligt pacet og én lang opvisning i fortælleteknisk overlegenhed, ligesom i øvrigt også Martins bøger er det.

Skuespillet er lige så upåklageligt som manuskriptet og scenografien (Game of Thrones ligner en million), og alle har sikkert deres egne favoritter. Men man skal være varsom med at forelske sig i figurerne. For det, der først og fremmest vil slå mange under gennemsynet er, at serien er uden sikkerhedsnet. God moral og en sympatisk personlighed er ingen garanti for overlevelse i dens nådesløse, magtkorrumperede univers – måske snarere tværtimod – og uretfærdighed synes nærmest at være den motor, der driver handlingen frem.

Det føles hårdt, når man overværer det – Martin er som forfatter og executive producer bestemt ikke uden sadistiske træk – men det er også bl.a. det, der gør, at Game of Thrones ikke rigtigt ligner noget andet, man har set på tv-skærmen. I al fald ikke i fantasy-regi. Der var, i forbindelse med Ringenes herre-filmene, en del diskussion af, hvorvidt trilogien var egnet for børn. Uanset hvad, så var den barnemad ved siden af Game of Thrones, som serverer magtkampens realiteter uforsødet og med et skarpt blik for, at vender man den anden kind til, risikerer man en kniv i siden. Der er sex, og der er vold. Der er mennesker, som falder uretfærdigt før deres tid, og nogle, som vokser sig stærke som et skarptslebet sværd. ”Valar morghulis” som det hedder i seriens anden sæson. Alle mænd skal dø.

En bivirkning heraf er, at man kommer til at føle meget stærkt med – og for – figurerne. Jeg håber personligt, at én af dem får sin velfortjente hævn. Og at de af Uncuts læsere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med Game of Thrones, vil gøre det. Den udgør, ved siden af The Sopranos og Breaking Bad, noget af det allerbedste tv-fiktion, jeg kan huske at have set.

Warners danske Bluray-boks indeholder første sæsons 10 afsnit: Winter is Coming, The Kingsroad, Lord Snow, Cripples, Bastards, and Broken Things, The Wolf and the Lion, A Golden Crown, You Win or You Die, The Pointy End, Baelor, Fire and Blood – samt læssevis af ekstramateriale, alt sammen i den interessante ende. Bedst er en lang række illustrerede vignetter om steder, slægter og historiske begivenheder med narration af seriens skuespillere, der blæser liv i legenderne med deres fantastiske stemmer. Vignetterne udgør et glimrende supplement til serien, men de er samtidig atmosfæriske kortfilm i deres egen ret og illustrerer en vigtig Game of Thrones-pointe, nemlig at historie – og udlægningen heraf – også er magtpolitisk. Helt formidabel er boksens ”In-Episode Guide”, der gør det muligt at få oplysninger om figurer og steder i billedet, mens man ser de enkelte episoder.


Anmeldt version: Game of Thrones: The Complete First Season. Dist.: Warner Home Video. Blu-ray Disc (reg. B). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 560 min.
Dansk Bluray-udgivelse af HBO-serien Game of Thrones' første sæson.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven