Udvidet søgning
DOGHOUSE
England, 2009
Instruktion: Jake West
DK-titel: Doghouse

REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [29/10/13]

Britiske Jake West har først og fremmest specialiseret sig i produktion af korte videodokumentarfilm om exploitation-filmrelaterede emner, men har også tre spille- og en enkelt tv-film på CV’et. Den første, Razor Blade Smile (1998), var alt for flashy, mens Evil Aliens (2005) var overfladisk sjov og ballade. Men med den splattede gyserkomedie Doghouse (2009) lykkes det ham at få spændingsopbygning, splat og tematik til at spille sammen på en mere filmisk ”voksen” facon, end instruktøren hidtil har demonstreret. Det er ellers ikke fordi, emnevalget er markant anderledes. West kærlighed til horror- og exploitation-genren er stadig evident fra start til slut, ikke mindst i filmens mange referencer til The Evil Dead (1982) og i den sjove scene i tegneseriebutikken i starten af filmen.

En flok gamle venner planlægger at hive deres kammerat, som netop har overlevet en skilsmisse, med ud på en weekendtur for at opmuntre ham lidt. De er alle i 30’erne og befinder sig i forhold, der sætter deres drengedrømme på hård prøve – så selvom det officielt hedder sig, at drukturen er til ære for vennen, er der for gutterne også tale om eskapisme fra hverdagen. De lægger en slagplan på den lokale pub: Turen går til Moodley, en flække – skal det vise sig – ude midt i ingenting, hvor den står på alkohol i rå mængder.

Doghouse bruger 22 minutter på at få det hele – inklusiv karaktertegning og spændingsopbygning – på plads, før løjerne begynder. Det fungerer, fordi West bygger sikkert op uden at spilde tiden. Personerne tegnes op i den velorkestrerede prolog og i pubscenen, og spændingsopbygningen klares med små hints under og efter gruppens bustur til Moodley, som får det til at løbe koldt ned ad ryggen: en dreng sparker til en blodbestænkt fodbold på gaden, buschaufføren Ruth får pludselig røde, irriterede øjne, og vinduet i den esoteriske biks The Burning Witch byder på en mumificeret penis. Noget er helt sikkert galt fat i Moodley, og Doghouse har efter godt 20 minutter gjort én nysgerrig efter at vide, hvad det er.

Derefter bevæger filmen sig ind på mere traditionelt splatterterritorium, da vores hovedpersoner pludselig ser sig forfulgt af mandehadende, kannibalistiske ”zombirds” – kvinder, som er muteret til zombier og har udraderet Moodleys mandlige befolkning. Folkene bag filmen har moret sig en del med at give de festlige zombier hver deres groteske kendetegn; en af dem render fx rundt i brudekostume, en anden i ridetøj, og en tredje har en kavalergang, der siger spar to. Og det er kun begyndelsen – zombiernes mutation viser sig nemlig at have en fase 2, hvor de antager endnu mere groteske, horrible former.

Makeupfolkene har satset på at gøre kvinderne ækle og frastødende, men samtidig givet dem sexede features. Helt i overensstemmelse med filmens tema, som umiddelbart kan minde en del – ligesom i øvrigt Doghouses tørre, britiske humor kan det – om Shaun of the Dead (2004). Begge film handler om den vanskelige balancegang mellem venskaber, drengedrømme og voksne, romantiske forhold.

I Doghouse er kønsrolletematikken dog mere skarpt formuleret, og det er ikke tilfældigt, at filmens ”zombirds” på én gang ligner fragmenter af en våd, maskulin fantasi og frygtindgydende furier, hvis eneste mission er at etablere kvindeligt overherredømme på jorden. Neil, en af gruppens mænd, er en kompromisløs mandschauvinist, og i lang tid ser det ud til, at Doghouse er ”hans” film – dvs. en katarsisfortælling, hvor hans egne chauvinistiske dæmoner symbolsk truer med at underminere ham, medmindre han retter ind. Men Doghouse viser sig at være mindre sorthvid end forventet og satiriserer både over mænds objektivering af kvinder og kvinders hang til at ville forme mænd i deres eget billede, til de bliver trætte af dem. Moralen er forfriskende politisk ukorrekt – “if all women really want is a pet, why don’t they just fucking buy a labrador?” – og slutscenen er ren Benny Hill, skønt uden saxofon og fast motion.

Fire kassetter er gavmildt – for Doghouse kunne nemt være rappere i replikken, end den er, og når i dén henseende ikke op på Shaun of the Deads niveau – men samtidig ville det være synd at tildele den middelkarakteren, fordi den faktisk fungerer så godt, som den gør. Så frem med popcornene og de røde sodavand – eller måske noget lidt stærkere ville være på sin plads, filmens emne taget i betragtning – og giv Doghouse en chance næste gang, drengene holder filmaften.


Anmeldt version: Doghouse. Dist.: CCV. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox.
Dansk DVD-udgivelse af Jake Wests drengerøvsgyser Doghouse, herhjemme udgivet på DVD og Blu-Ray af CCV (Cinematic Vision).
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven