Udvidet søgning
DRACULA 3D
Italien / Frankrig / Spanien, 2012
Instruktion: Dario Argento
AKA: Dracula di Dario Argento / Argento's Dracula

REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [24/09/13]

Det har krævet en del tilløb (samt tre gennemsyn af filmen) at få skrevet denne anmeldelse af Dracula di Dario Argento aka Dracula 3D – og det er sikkert på sin plads med et par indrømmelser, før jeg går i gang. Anmeldelsen var oprindeligt længere og handlede lige så meget om modtagelsen af Dracula 3D og hvad mange, naturligvis ikke grundløst, opfatter som Argentos deroute, som om filmen selv. Jeg endte med stort set at cutte denne del ud, fordi den til syvende og sidst er sagen uvedkommende. Argento laver i dag en radikalt anden slags film, end han engang gjorde; han har gjort det længe, og i stedet for at ændre på dette faktum går Dracula 3D i den modsatte retning og forstærker undringsvækkende tendenser, som allerede var tydelige i Giallo (2009) og La terza madre (2007).

Min anden indrømmelse går på, at jeg er håbløst argentofil og har tilstrækkelig respekt for manden til ikke at opgive håbet, blot fordi han har haft en 20-25 usikre år. Jeg ville aldrig turde eller ønske at latterliggøre mandens værker på samme måde, som det er blevet kotume at gøre på diverse internetfora. Dels fordi jeg finder det ufint – ingen tvinger mig jo til at se filmene, og Argento skylder mig ikke noget (tværtimod) – dels fordi, jeg i Argentos tilfælde er mig meget bevidst, at jeg kan tage fejl og skifte mening. Alle hans film, også de mislykkede, er blevet hængende i min bevidsthed i dage efter, at jeg har set dem. Jeg elsker dem på godt og ondt, jeg gør mig ingen illusioner om at forholde mig objektivt til dem, og kun et par stykker har jeg ikke lyst til at gense. Argento er – i min bog – horrorkongen.

Modsat en instruktør som Cronenberg, hvis Naked Lunch (1991) og M. Butterfly (1993) også forårsagede en del murren i krogene og indvarslede permanente ændringer i instruktørens præferencer, har Argento ikke formået at overbevise sin fanskare om den kunstneriske validitet af hans projekt op igennem halvfemserne og nullerne, for så vidt man overhovedet kan tale om ét samlet projekt. Blot det at nævne Dracula 3D kunne i ugevis bringe sindene i kog i facebook-gruppen Dripping Deep Red og få hhv. dumsmarte karrieretips til Argento og debatter om hvem, der var de rigtige fans, til at fyge i luften. En del var regulær bashing fra folk, som af en eller anden grund finder det plausibelt at en greve kan forvandle sig til en ulv, men helt grinagtigt at han kan forvandle sig til en knæler i mandshøjde; men man skal på den anden side ikke underkende den ægte tristhed, som mange fans føler ved Argentos udvikling, og som også skinner igennem bag megen af den opskruede retorik.

Ikke desto mindre har modtagelsen af Dracula 3D faktisk været en anelse mere nuanceret, end den højrøstede debat giver indtryk af, og nogle anmeldere har holdt hovedet koldt og forholdt sig seriøst til filmens fejl og kvaliteter. Mondo Digital kalder den således ”a hugely flawed but lovably insane take on a classic monster tale”. Et af de mest læseværdige reviews kommer fra Troy Howarth på avmaniacs.com. Howarths anmeldelse er bemærkelsesværdig først og fremmest ved overhovedet at anerkende Argentos ret til at lave den type film, han har lyst til, samt ved at se de nye film som udtryk for æstetiske, og selvfølgelig også økonomisk betingede, valg snarere end for en hjerneblødning:

”If the Argento of old was cold and calculating and dead serious, the “new” Argento is far more playful, tongue in cheek and focused on the grand aspect of grand guignol. His films have become grotesque and difficult to categorize.”

Grotesken, tror jeg, afløser hvad man kunne kalde instruktørens CSI-periode og indvarsler en ny fase – måske den sidste – i Argentos filmiske ”forfatterskab”. Den var mærkbar i Giallos klovneagtige skurk, i det tvetydige latteranfald, der så brat afrundede La terza madres urbane horror-fantasi, og i Meat Loafs røvfiksering i den veloplagte Pelts (2006). I Dracula 3D får vi den for fuld udblæsning… hvis man troede, at La terza madre var ”out there”, kan man godt forberede sig på noget af en rutsjebanetur.

Det første chok og signal om, hvad vi kan vente os, kommer med Dracula 3Ds titelsekvens, som med sin overdrevne font, bævende theremin på lydsiden og et ugle-swoop hen over en computerskabt, kunstigt udseende landsby er udført i spektakulært dårlig smag. Så provokerende, titelsekvensen end er, var det de umiddelbart efterfølgende scener, der efterlod mig måbende og farvede hele min oplevelse af filmen under første gennemsyn.

Modsat, hvad man ville forvente af instruktøren, er kameraet påfaldende statisk og bevæger sig stort set kun for at bevare skuespillerne i centrum af billedkompositionen. Luciano Tovolis billeder er knivskarpe, der anvendes halvtotaler som præsenterer et væld af detaljer og får personerne til at virke ubetydelige og synke ind i scenografien; men den krasse realisme i de skarpe billeder, som får Dracula 3D til at fremstå ”u-Hollywood’sk” og TV-agtig, modsiges af en alt andet end realistisk supermarkedsbelysning selv i nattescenerne, hvor kunstigt udseende træer bades i et helt vanvittigt månesølv. I interiørscenerne kontrasteres grønt, gyldent og rødt som store pletter af maling. Alt – på nær filmens få eksplosioner af vold – foregår langsomt, forceret og tøvende, selvom det ved gensyn med filmen står klart, at den faktisk ikke er ukvikt pacet.

Argento synes at gøre sig store anstrengelser for at gøre det modsatte af publikums forventninger. TV-æstetik blandes med stumfilminspireret ekspressionisme, gotisk romantik med CGI og platte bevægelseseffekter som i scenen, hvor Dracula massakrerer de konspirerende byfolk. Claudio Simonettis konventionelle, men smukt romantiske score står side om side med ”Kiss Me Dracula” under end credits, som ærlig talt mest af alt lyder som Argento, der giver en sidste fuckfinger til den gode smag. Nogle udendørsscener ligner ”tacky” feriepostkort, mens nogle indendørsscener ligner malerier af Klimt. Og den tegneserieagtige brutalitet i førnævnte voldsscene står i skarp kontrast til den upolerede realisme i filmens antiklimatiske slutning, hvor Draculas knytnæver hamrer en hjælpeløs, blødende Van Helsing i jorden.

Ved siden af fx Herzogs Nosferatu: Phantom der Nacht (1979) og Coppolas Dracula (1992) er Argentos take på Stokers fortælling ret lige-ud-af-landevejen, selvom han laver flere ændringer i historien. Londonrejsen er skrevet ud, Harkers arbejde for greven består nu i, at han skal katalogisere dennes bogsamling, og i stedet for den afsluttende febrilske jagt under vampyrgrevens tilbagetog til slottet, foregår Dracula 3Ds finale på en kirkegård, måske grundet økonomiske hensyn. Fra Bram Stokers ufærdige Dracula’s Guest (1914), som måske var tænkt som en selvstændig historie, måske som åbningskapitlet til romanen, har Argento hentet navnet på Draculas afdøde hustru, der hos Stoker pryder indgangen til hendes gravsted: ”COUNTESS DOLINGEN OF GRATZ / IN STYRIA / SOUGHT AND FOUND DEATH / 1801”. Filmen foregår måske slet ikke i Transsylvanien, men i omtalte østrigske landsdel.

Thomas Kretschmanns version af titelfiguren er rimelig, om end jeg savnede lidt dekadencekarisma, og han formår at gøre den underliggende ”savage passion” i grevens stoiske natur, som Van Helsing beskriver for Mina, nogenlunde plausibel. Præstationen minder en del om Louis Jourdans i BBC-miniserien Count Dracula (1977)… tænk ”James Bond med en dyrisk side”… mens påklædningen mimer Max Schrecks i Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922). Plausibel kan man ikke just kalde Rutger Hauers trætte Van Helsing med den uortodokse intonation, og Asia Argento er heller ingen Oscarvinder som Lucy. Udtalelsen af hendes replikker klinger underligt hult og unaturligt, noget der dog samtidig bidrager til filmens atmosfære af uvirkelighed, på samme måde som dubbingen i Suspiria (1977) gjorde det. Unax Ugalde er omtrent lige så stiv som Keanu Reeves var det i rollen som Jonathan Harker, mens Marta Gastini om ikke andet så i hvert fald forlener filmen med ægte stumfilmsstemning, fordi hendes trutmundede Mina ligner en filmstarlet fra 20’erne.

Mange har forståeligt nok hæftet sig ved Dracula 3Ds kiksede CGI-effekter, som især i dyretransformationsscenerne ligner noget fra et computerspil med en del år på bagen. Argentos forkærlighed for CGI’ens anvendelsesmuligheder er velkendt og går i al fald tilbage til La sindrome di Stendhal, men jeg gætter på, at hvis han havde haft teknologien til rådighed, havde han anvendt den langt tidligere. Det er nok en temperamentssag, hvorvidt man kan leve med effekterne, som ikke har udviklet sig meget siden Stendhal. For mig er det ikke afgørende, og i en film som Dracula 3D, hvor alt ser kunstigt og syntetisk ud, synes jeg ikke, de ødelægger noget.

Jeg har tøvet med at anmelde Dracula 3D og vægrer mig stadigvæk ved at skulle fælde dom over Argentos monstrum. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke har nogen idé om, hvordan jeg skal vurdere den, fordi Troy Howarths ord – ”difficult to categorize” – beskriver Dracula 3D mere end nogen anden Argento-film. Derfor ender jeg med en temmelig flad karakter på to Uncut-kassetter som et kompromis mellem det ene bånd, den måske fortjener, og de tre, jeg har lyst til at give den.

Havde jeg imidlertid skullet rate den efter første gennemsyn, ville den blot have fået en enkelt kassette. Andet forsøg på at se den afbrød jeg efter 40 minutter, hvorpå jeg lod filmen ligge i en måneds tid, mens den blev ved med at rumstere i mit baghoved. Under tredje gennemsyn havde det indledende chok over, hvor forskellig filmen er fra noget, Argento tidligere har præsteret, lagt sig en anelse, og jeg fandt mig selv i stand til bedre at kunne engagere mig i Dracula 3Ds hypnotiske atmosfære, som får den til at minde om et TV-kammerspil med syret farveholdning og pludselige udbrud af sex og vold. Det er ikke utænkeligt, at jeg vil komme til at holde bedre af den med tiden.

Med spændingen udløst samt diverse uindfriede forventninger stedt grundigt til hvile med en velplaceret træpæl fandt jeg det lettere at nyde filmen som den deliriske hyldest til Stokers roman og stumfilmæraens teatralske, gotiske horror, den tydeligvis er tænkt som. Jeg er nu tæt på at synes om den, selvom der fortsat er masser i den, der efterlader mig hovedrystende. Helt ærligt, så har mangen en professionel Dracula-filmatisering kedet mig mere end Argentos idiosynkratiske, famlende version, alle dens besynderligheder til trods. Jeg er ikke sikker på, at jeg vil anbefale den til eller se den sammen med nogen, men jeg kunne nemt finde på at smide den i afspilleren igen.

Sonys italienske Blu-ray, som indeholder originalversionen med engelsk speak, en italiensk dubbet version og 2D- og 3D-udgaver af filmen (anmeldelsen er baseret på 2D-udgaven), er så vidt jeg ved i skrivende stund den eneste eksisterende videoudgivelse af filmen; men er man tilfældigvis i USA den 4. oktober har man mulighed for at overvære dens premiere i en håndfuld amerikanske biografer under titlen Argento’s Dracula, ligesom den også her udkommer som Video On Demand på det amerikanske marked.


Anmeldt version: Dracula di Dario Argento. Dist.: Sony Pictures Home Entertainment. Blu-ray Disc (reg. ABC). Udgivelsesland: Italien. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 110 min.
Italiensk Blu-ray-udgivelse fra Sony af Dario Argentos groteske Dracula 3D.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven