Udvidet søgning
BANSHEE
DK-titel: Banshee

REVIEW af Søren Hardy Rasmussen [03/09/13]

En mand træder ind på en nedslidt bar i small-town USA. Han ender i dialog med en sort, nedslidt eksbokser og en tredje gæst, som viser sig at være den nye sherif i Banshee. To slyngler træder ind, machohjerter blusser op, og næver og pistoler taler deres ukomplicerede sprog! Sheriffen ligger død sammen med slynglerne. Muligheder byder sig til, og en historie tegner sig, hjemsøgt af klicheer, men ganske underholdende og med et tydeligt potentiale.

Manden, der så letsindigt begav sig udenfor storbyens civilisation, er en klatretyv på flugt fra sin fortid. Han antager sheriffens identitet og bliver den nye sherif i Banshee, hvor han håndhæver sin egen version af lov og orden, mens han pønser på, hvordan han kan komme videre efter femten års tugthus, der har kostet ham alt.

Banshee er en hyldest til small-town USA og de mennesker, som lever der – til den lille by med de store personligheder og de endnu større hemmeligheder. Men Banshees landsbystemning er væsentligt mere Deliverance (1972), end den er Dawson’s Creek (1998). Heldigvis, fristes man til at sige.

Storbyen eksisterer kun som det sted, hvorfra problemer oprinder, og det er ude i det amerikanske hjerteland, der bliver ryddet op i dem. Storbyen er normaliteten, mens Banshee er det underbevidste, det fortrængte og forskruede, men også det frie.

Banshee stræber mod vulgær, afstumpet fortælling om sex, vold og sammenbidte mænd. Tankerne flyver uundgåeligt til Patrick Swayze-klassikeren Road House (1989), som klart har tjent blandt inspirationskilderne. Enkelte scener kan man nærmest trække ud og genfinde i den gamle drengerøvsklassiker, hvilket i min bog på ingen måde er en skidt ting.

Machomiljøer af beton og pigtråd kombineres med manglende civilisation, rå seksualitet og en konstant trussel om vold og død. Det er Banshees udtryk, og det understreges smukt af Methodic Doubts hårdtpumpede og stemningsmættede musik, som danner fin bro mellem seriens fascination af det upolerede exploitation-udtryk og dens virkeligt flotte, æstetiske filmhåndværk, midt i en moderne cowboyfortælling.

Ligesom old-school cop-showet Justified (2010) med Timothy Olyphant er Banshee fyldt med westerfilmens genretræk, blot trukket op i moderne omgivelser. Grænserne mellem godt og ondt er dog væsentligt mere udviskede i Banshee. Serien er skabt af Allan Ball, manden bag HBO’s True Blood (2008); endnu en serie der foregår i small-town USA. Ligesom True Blood gør seriens mange hemmeligheder og sære personligheder de amerikanske miljøer til mystiske, nærmest mytiske landskaber med en drømme- (eller mareridts)-agtig kvalitet.

Danske Ole Christian Madsen har instrueret tre af seriens afsnit og en del af dens mere markante scener, så sammen med seriens bemærkelsesværdige skurk, spillet af Ulrich Thomsen, har foretagendet også lidt dansk kant. Ulrich Thomsen er perfekt som den civiliserede, men dybt sociopatiske Kai Proctor, en undvegen amish, der nu hersker med hård hånd over Banshees underverden.

Antony Starr, som spiller seriens hovedrolle “Sherif Hood”, har en umådeligt stor opgave foran sig. Hood er en sammensat og kompliceret person, der vakler mellem at være stoisk kold og fuldstændig i sine drifters vold. Han er traumatiseret af femten års tugthustrængsler, har mistet sit livs kærlighed og alt, hvad der ellers betød noget. Nu skal han samle skårene og er på en gang en stoisk bad-ass og en enormt sårbar figur.

Kilden til Hoods største sårbarhed og frustration spilles af billedskønne Ivana Milicevic som hans ekskæreste, medsammensvorne og nemesis Carrie. Hun er efter femten år kommet videre og må nu kæmpe en desperat kamp for ikke at blive hevet tilbage i sit gamle liv, hvor døden venter. Den gamle kærlighed til hendes medsammensvorne har dog lige så stor tyngde som hendes overlevelsesinstinkter, og det gør hende til en virkelig farlig femme fatale.

Hvor hovedrollen er kompliceret, yder resten af Banshees cast af tabere, misfits og rå børster til gengæld fuldt ud forudsigelige præstationer; forudsigelig på den fede måde. Banshees befolkning og de udefra kommende gangstere og sidekicks er klichéfyldte, men virkelig herlige karakterer.

Gangsterbossen Rabbit spillet af britiske Ben Cross gør en ualmindelig god skikkelse som den inkarnerede ondskab, og Frankie Faison (The Wire, 2002) leverer sin sædvanlige, behagelige tilstedeværelse som eksbokseren Sugar Bates. Faison er jo nærmest en omvandrende kliché i sig selv, men hvorfor ændre på noget, der virker rigtig godt.

Banshee har et strejf af Tarantino og byder sæsonen igennem på en del kærlige hilsener til Hollywoods nok, største exploitation fan, som filmens producenter tydeligvis gerne vil efterstræbe. Tarantinos kærlighed til exploitation-filmens grynede verden efterleves dog kun i enkelte henseender.

Banshee er exploitation-agtig i dens brug af sex, vold og trash-miljøer, men filmhåndværket er på niveau med det, man vil forvente sig fra serieproducenter som Cinemax og HBO. Det ville have klædt Banshee at være lidt mere ”gritty” for at leve op til sin tone. Men volden er der skruet op for, og den er ofte ret ubehagelig. Både den, der blot antydes, og den, der er helt eksplicit. Banshee er i det hele taget ikke bange for at bryde grænser og forsøger, som de fleste andre Cinemax- og HBO-serier, at skræmme og forarge med sin brug af vold og sexscener samt andre tabuer som f.eks. Jobs tvekønnede seksualitet, Kai Proctors lidt for intime følelser for nære familiemedlemmer og kilderne til Lucas Hoods traumer fra fængslet.

Med en mand som Allan Ball i baggrunden, markedsført af Cinemax og med manuskript af David Schickler og Jonathan Tropper lægger denne drengerøvsfantasi op til noget virkelig stort, som den desværre kun delvist lever op til i første sæson. Men er man til lidt brutal og eksplicit vold, ligeså eksplicit sex og har man en gammel kærlighed til westernfortællinger, så vil Banshee under alle omstændigheder blive lunt modtaget.


Anmeldt version: Banshee. Dist.: HBO Nordic. VOD. Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 600 min.
Eksplicit vold og sex er dagsordenen i den lille by Banshee, hvis skæve eksistenser skildres og hyldes i HBO's serie af samme navn.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven