Udvidet søgning
LAST WILL AND TESTAMENT OF ROSALIND LEIGH, THE
Canada, 2012
Instruktion: Rodrigo Gudiño

REVIEW af Michael Sørensen [30/08/13]

Nogle gyserfilm er ren splat og indvolde. De gør os ubehageligt til mode, og vi kigger væk. Andre film er en perlerække af chokeffekter, der bliver målt og vejet på sit spjættende og urolige publikum. Men ind imellem kommer der en uhyggelig film, der gør sit publikum nysgerrige. Den slags film, hvor vi lige sætter os lidt tættere på skærmen. Hvor man mest af alt bare ville ønske, at den ikke sluttede så hurtigt. Velkommen til The Last Will and Testament of Rosalind Leigh.

Leon vender hjem. Ikke til sit barndomshjem, men til sin afdøde moders hjem. Et hjem hun byggede op, efter han forlod hende som tidlig teenager. Han vendte hende ryggen. Hende og hendes religion. En kult af kristne fanatikere, der med guds ord gjorde alle ateister til syndere. Også Leon. Han nægtede at tage gud til sig – selv når hans mor legede legen med lysene. Den leg hvor gud vendte Leon ryggen. Nu er Leon tilbage i sit mors hjem, og der er stadig beskeder, der ikke er givet til ham. Velkommen hjem!

Det tog cirka seks minutter af Rodrigo Gudinos debutfilm, før jeg trak vejret normalt igen. En lang monolog af Leons mor danner baggrund for resten af filmen – og jeg skal lige hilse og sige, at det er noget nær den bedste monolog til en gyserfilm nogensinde. Ordene sniger sig ud gennem højtalerne og lægger hurtigt et solidt fundament til en stemning, der holder stand helt til sidste scene. I huset gemmer sig mange finurlige ting og sager fra moderens overvældende okkulte samling af kunst, der hele tiden trækker omrids af skygger og lys ud i pirrende billeder, der er overvældende dramatiske i deres opsætning. Men det virker!

Instruktør og forfatter Rodrigo Gudino kender gyserelskere nok bedst for det fantastiske Rue Morgue-univers, der tæller onlinemagasin, filmfestival, podcasts og nu en spillefilm, der helt sikkert vil bringe investorer frem i lyset. Man kunne nemt forvente en fanboy-film, der ville smage mere af kærlighed til genren end af at fortælle en egentlig historie, men det er slet ikke tilfældet. Historien er langt fra original, men udførslen er helt i top – og den dystre stemning ses sjældent bedre leveret end her. For genrens fans er der masser af homage til blandt andet Jean Rollin og hans lange panoreringer – men ikke mere, end at historien kan bære det.

I hovedrollen som Leon ser vi Aaron Poole, som spiller alene i hovedparten af filmen. Han er ikke nogen stor skuespiller, men han leverer en fin præstation, der er langt hurtigere glemt end selve filmen. Vanessa Redgrave leverer stemmen til moderen med mesterlig præcision, og hendes arbejde alene gør filmen værd at se igen.

Gudino har ikke haft verdens største budget, og det er tydeligt, at historien er indrettet efter at skabe effekter, der er mere virkningsfulde end kostbare. Det ville måske have været trættende, hvis filmen havde varet tyve minutter længere, men her kender Gudino gyserpublikummets smertegrænse – og de toogfirs minutter er lige i øjet.

Der er langt imellem intelligente gysere, der forstår at skabe en stemning, der holder fra start til slut. Det får man med The Last Will and Testament of Rosalind Leigh – og er man samtidig til gysere med stærke religiøse temaer, så er filmen en sand fornøjelse. Jeg glæder mig allerede til den næste Gudino-film, og jeg er sikker på, at jeg får genset debutfilmen et par gange mere. For så god er den!


Anmeldt version: The Last Will and Testament of Rosalind Leigh. Dist.: Netflix. VOD. Udgivelsesland: USA. Format: Letterbox. Spilletid: 82 min.
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven