Udvidet søgning
LIBRARIAN: QUEST FOR THE SPEAR, THE
USA, 2004
Instruktion: Peter Winther
DK-titel: Librarian, The

REVIEW af Kristian Roldsgaard Jensen [29/08/13]

At Indiana Jones bestemt ikke har levet forgæves, er TV-filmen The Librarian et skinnende eksempel på. Filmen blev produceret i 2004 til den amerikanske tv kanal TNT og fandt hurtigt en plads i hjerterne hos eventyrelskende tv-kiggere. Historien i The Librarian ligger et sted i mellem Indiana Jones-serien og Tomb Raider-filmene, dog tilsat ekstra kæk humor og let falde-på-halen-komik.

Den übernørdede Flynn Carsen (Noah Wyle) kan ikke slippe universitetets trygge rammer og har efterhånden opnået i omegnen af 22 forskellige universitetsgrader. Da hans professor får nok af evighedsstudenten og smider ham ud af universitetet, må Carsen se sig om efter noget nyt at lave. Af forskellige omveje havner Carsen i jobbet som bibliotekar på det lokale bibliotek. Hvad Carsen ikke ved, er, at der i bibliotekets kælder gemmer sig en enorm samling af mytiske artefakter, som eksempelvis Pandoras æske og Pagtens Ark. Carsen skal nemlig ikke bruge sin tid med snuden begravet i støvede bøger, han er specielt udvalgt til at være den næste i rækken i et broderskab af bibliotekarer, hvis fornemste opgave er at beskytte verdens mystiske vidundere fra dem, der vil bruge artefakternes kræfter til ondt.

Der går da heller ikke lang tid, inden nogle fordækte typer har held med at stjæle Skæbnens Spyd fra bibliotekets sikrede boks. Det er nu op til Carsen at få spyddet tilbage, inden det hele går af helvede til i bogstaveligste forstand.

The Librarian er, som tidligere nævnt, produceret til TV, hvilket desværre ses alt for tydeligt i filmens ac-tionsekvenser. De computergenerede effekter er umanerligt grimme, selv for datidens standarder, og man græmmes til tider over de visuelle katastrofer, der bliver smurt ud over skærmen. Omvendt er vi nok alle efterhånden blevet forvænte med storslåede TV-produktioner, hvor effekter, plot og skuespilhold alle ligger på topniveau. På den måde står The Librarian som et skinnende eksempel på, hvor langt TV-mediet er nået.

Sagt på en anden måde, så hiver The Librarian altså ikke nogle point hjem på den visuelle side. Det gør den til gengæld på skuespilfronten. Noah Wyle, herhjemme nok allerbedst kendt fra den sublime Michael Crichton-serie Skadestuen (ER, 1994 – 2009), hvor han spillede John Carter (en af seriens bærende roller), spiller den altdominerende hovedrolle som Flynn Carsen i The Librarian. Selv om manuskriptet til filmen ikke just stråler af skriveteknisk kvalitet, formår Wyle alligevel at køre den hjem på charmen. Man tror på, at Wyles karakter er ude, hvor han slet ikke kan bunde, og alligevel er der lige tid til en enkelt kæk bemærkning eller to. To veteraner inden for amerikansk komik, Jane Curtin og Bob Newhart, flankerer Noah Wyle i rollerne som Carsens chefer. En herligt overspillende Kyle MacLachlan giver den gas som skurk, mens Sonya Walger spiller Carsens makker Nicole Noone.

The Librarian vil aldrig blive en klassiker på linje med Indiana Jones-serien, men filmen har alligevel en så charmerende naiv tilgang til genren, at man ikke kan undgå at trække på smilebåndet. Det er bestemt ikke overraskende, at The Librarian affødte to efterfølgere i henholdsvis 2006 og 2008. Filmens familievenlige tilgang til adventuregenren gør, at de mindre familiemedlemmer også kan være med, hvis de endnu ikke er blevet introduceret til genren. Filmen er charmerende harmløs underholdning, der glider ned uden besvær, og selv om der er langt til forbillederne rent kvalitetsmæssigt, så er The Librarian et hyggeligt bekendtskab.


Anmeldt version: The Librarian. Dist.: Nordisk Film. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 91 min.
Nordisk Films danske DVD-udgivelse af TV-filmen The Librarian: Quest for the Spear, første del af en adventure-trilogi om et broderskab af bibliotekarer og mytiske artefakter.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven