Udvidet søgning
COME OUT AND PLAY
Mexico, 2012
Instruktion: Makinov

REVIEW af Michael Sørensen [23/08/13]

Må man godt slå børn ihjel? Så kort kan plottet beskrives i debutfilmen fra instruktør og forfatter Makinov. Svaret giver naturligvis sig selv – med mindre at man har et spædbarn med kolik eller huset fuld af teenagere. Come Out And Play har dog en lidt anden vinkel, der lader spørgsmålet hænge en smule mere diffust i luften, selv om det i virkeligheden burde give sig selv.

Beth og Francis er taget på ferie i Mexico, hvor Francis vil vise sin højgravide kone en smuk lille ø, som han kender fra tidligere i sit liv. Det unge par lejer en lille båd og sejler ud til øen, der imidlertid ligger stille hen efter en karnevalsaften. Kun et par badende børn tager imod det unge par, der straks søger mod den lokale cantina for skygge og kolde drikke. Efter en tid går det op for parret, at noget er helt galt. Der er kun børn i gaderne, og alle virker underlige eller aggressive.

Nu tænker du sikkert Children of the Corn? Det gjorde jeg også – og det samme gjorde Makinov, for resten af filmen er en bizar kamp mellem nogle få voksne og en masse børn. For selv om børnene udvikler sig til små djævle, så nægter de voksne at slå ihjel i en slags misforstået forsøg på at gøre filmen til mere, end den i virkeligheden er. Det er en tåbelig vinkel på noget, der sagtens kunne have været rigtig godt, men i stedet bliver næsten uudholdeligt at kigge på.

Forventer man blod og gore, vil man hurtigt opdage, at man er gået helt forkert. Her er ganske lidt af den slags, for alle scener med blod og vold er kun suggestive uden at man reelt ser noget. Det virker rigtig godt i de første scener, men senere bliver det irriterende og kedeligt, at man hele tiden ”går glip” af den splat og gore, der nødvendigvis burde gå hånd i hånd med denne type film.

Kan man så forvente uhygge? Nej, slet ikke. Filmen er bygget op efter Forrest Gump-princippet (uden æsker med chokolade) om at løbe først og spørge bagefter. Det giver mange underlige scener, hvor protagonisterne oftest forskanser sig forskellige steder for derefter at flygte igen. Her er bunkevis af børn med macheter og skydevåben, men ingen voksne med samvittighed nok til at slå de små skiderikker ihjel.

Skuespillet og instruktionen er forfærdelig, og især Ebon Moss-Bachrach (Francis) er helt væk det meste af filmen. Vinessa Shaw (Beth) er bedst kendt fra Alexandra Ajas version af The Hills Have Eyes og er eneste lyspunkt på den konto.

Makinov har skabt en film, som er lige til skraldespanden. De fede plakater og covers antyder langt mere, end filmen kan byde på. Enkelte vil sikkert elske art-house-stilen, som Makinov tydeligvis er en stor fan af. Filmens forsøg på et moralsk dilemma er utåleligt, og det spinkle plot er sin størrelse til trods alligevel gennemhullet.

Må man godt slå børn ihjel? Hvis de er små smilende djævle med mord i øjnene, machete i hånden og angriber i hobetal, så er det bare med at komme i gang. Come Out And Play ville have været SÅ MEGET bedre, hvis bare Makinov havde været enig.


Anmeldt version: Come Out And Play. Dist.: Netflix. VOD. Udgivelsesland: USA. Format: Letterbox. Spilletid: 105 min.
Engelsk DVD-udgivelse af Makinovs børnegyser Come Out and Play.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven