Udvidet søgning
WILD AT HEART
USA, 1990
Instruktion: David Lynch
DK-titel: Vilde hjerter
AKA: David Lynch's Wild at Heart

Produktion: PolyGram Filmed Entertainment / Propaganda Films
REVIEW af Mark Sander Svensson [14/08/13]

Wild at Heart er en roadmovie, der omhandler parret Sailor (Nicolas Cage) og Lula (Laura Dern), som er på flugt fra fortiden og - mere konkret - Lulas mor, der har en så ekstrem mistillid til Sailor og hans evner til at passe på hendes datter, at hun hyrer op til flere lejemordere for at slå ham ihjel.

Sætter man denne film i relief til Lynchs senere værker som Lost Highway (1997) og Mulholland Dr. (2001), er den overraskende let tilgængelig. Dermed ikke sagt, at det her er umuligt at få øje på Lynch’ varemærkede, særprægede stil: Rejsen fra a til b er bare ikke nær så kringlet som i førnævnte film.

David Lynch forstår at bruge filmmediet på en måde, der på samme tid med, at den nedbryder klichéerne og alt det, som vi normalvis forventer os af en film, føles organisk. Både i forhold til plot, autenticitet og karakterer slipper Lynch konventionerne og dyrker det bizarre. For en filmelsker, der først og fremmest har det med at forelske sig i film, der er voldsomt stiliserede, er han i den absolutte top. Endvidere er det interessant for genrefans, at vi her har at gøre med en filmskaber, der stadig kan vække oprigtig angst med sine film. Hans mørke stikker ganske enkelt dybere end blot her og nu. Det er menneskelig ondskab og hensynsløshed, han udforsker, og det er skræmmende.

Med Wild at Heart har vi at gøre med en Lynch, der beskæftiger sig med meget af det samme som i hans og Mark Frosts tv-serie Twin Peaks (1990). Filmen dykker ned i sine karakterer, og mens Sailor og Lulas romance er den mest interessante del af filmen og formentlig også den med flest oprigtige følelser bag, dyrker resten af karaktererne et melodrama, der er som taget ud af de mest soapprægede dele af førnævnte tv-serie. Det er ganske sikkert bevidst, men det bliver til tider også en smule forceret og føles som et nødvendigt onde for at drive historien fremad, når tilskueren, såvel som Lynch selv, er mest interesseret i Lula og Sailor. Der er utvivlsomt nogle vigtige pointer i forholdet mellem Lula og hendes mor, hvilket fint markeres i de scener, de to deler, men en stor del af moderens eget drama er mindre engagerende.

Forholdet mellem Lula og Sailor opvejer imidlertid dette. I bedste Mickey og Mallory-stil driver de to gennem det amerikanske landskab. I modsætning til de to seriemordere fra Oliver Stones Natural Born Killers (1994) er der noget ret uskyldigt over den slangeskindsjakkebærende frihedsjæger og hans letpåklædte følgesvend. Sailor er en mand med en mørk fortid, og det er en del af filmens opbygning, at denne skal indhente ham og skade såvel ham selv som hans elskede. Som det oftest er med Lynchs film, tales der i høj grad til følelsesapparatet. Ikke at gensyn og analyser ikke vil kunne afsløre en frygtelig masse om Lynchs brug af farver, lyd og persongalleri, men samtidig er dette, som mange af mandens film, også en filmoplevelse med eftertryk. Det er en filmisk rejse ind i et af den slags nuancerede og multifacetterede universer, som Lynch er ekspert i at levere.

I en af filmens mest mindeværdige øjeblikke afbryder Sailor en heavykoncert for at irettesætte en mand, der tilfældigvis stødte ind i Lula, og fortsætter derefter med at opfordre bandet til at spille Elvis’ Love Me Tender og griber selv mikrofonen for at føre an i en overraskende smuk versionering af sangen. Det er øjeblikke som disse, ulogiske og særprægede som de er, der viser, hvad det er, som Lynch formår. For lige så meget som det kommer ud af det blå, lige så hurtigt giver det en sælsom form for mening og bliver lynende hurtigt et både stærkt og meget filmisk øjeblik.

Nicolas Cage leverer ikke alene en fin Elvis-vokal af to omgange i denne film men også en præstation, der i det hele taget repræsenterer manden, når han er bedst og balancerer det tossede (som vi alle ved, han besidder til overmål) med det dramatiske og velspillede. Fra headbangende metalkoncertdeltager til sørgmodig tilskuer til en ung kvindes død efter en bilulykke (endnu en af filmens stærke sekvenser), leverer han en af sine væsentligste præstationer.

Wild at Heart er ikke David Lynchs mest komplekse eller stærke film, men når man taler om en så væsentlig filminstruktør, kan mindre også gøre det. Filmen fungerer upåklageligt som roadmovie, og til tider lykkes spændingselementerne ligeledes. Stærkest er i mellemtiden det tredje element som instruktøren bringer til snart sagt hvilken som helst af sine film. Et sted imellem romantisk 50’er-nostalgi og et ekstremt mørke med en antydning af det overnaturlige svæver denne ukendte tredje faktor, som det sandsynligvis ikke er meningen, vi nogensinde helt skal få greb om.


Anmeldt version: Wild at Heart. Dist.: Universal. Blu-ray Disc (reg. B). Udgivelsesland: England. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 125 min.
Universal Pictures' 6 disc-bokssæt med filmene Dune, Wild at Heart, Blue Velvet, Eraserhead, Lost Highway og Twin Peaks: Fire Walk with Me.
KARAKTERBOKSEN
Mikkel Svendstrup
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven