Udvidet søgning
LUST FOR FREEDOM
USA, 1987
Instruktion: Eric Louzil

Produktion: Mesa Films / Troma
REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [12/08/13]

Til trods for, at jeg aldrig har været dedikeret fan af WiP/Women in Prison-genren – fængselsfilm er efter min mening en af de hurtigste genveje til kedsomhed – kunne det pund, jeg gav for Lust for Freedom, sagtens have været investeret ringere. Fra det Iron Maiden-agtige titelnummer, som genbruges flittigt i løbet af filmens 89 minutter, og til rulleteksterne er man ikke i tvivl om, at det her er uforpligtende trash – som samtidig holder exploitation-filmens konventioner i hævd uden at kamme over i crazy comedy. For selvom historien er pakket ind i patetiske ”en kvindes søgen efter frihed”-paroler, så er det selvfølgelig genrens standardindslag – grusomme fængselsvagter, lesbisk petting, kropsvisitation, erotisk ydmygelse og hvad har vi – som det hele handler om. Så betyder det mindre, at actionscenerne er håbløst koreograferede, og at der især i begyndelsen af filmen er mistænkeligt mange klipperumsnødløsninger med dubbede replikker.

Lust for Freedom er en Troma-produktion – og som sådan er den bemærkelsesværdig behersket og behageligt fri for irriterende synth-muzak. Melanie Coll spiller hovedrollen som Gillian Kaites, en kvindelig betjent der under en undercover-operation lader sin kollega i stikken og derpå flygter ud i ørkenen for at bearbejde sin skam. Her arresteres hun imidlertid for besiddelse af ulovlige stoffer og havner i et barskt fængsel bestyret bl.a. af en sadistisk kvindelig vagt, en voldelig indianer kendt som Big Eddie og den milde fængselsbetjent Maxwell, som har kronisk dårlig samvittighed over et eller andet.

Til at begynde med gør de grove korporlige afstraffelser og den seksuelle udnyttelse i fængslet ikke det store indtryk på Gillian – der er trods alt tale om hærdede kriminelle (I kid you not, det siger hun rent faktisk) – men da hun erfarer, at stort set ingen af de indsatte har gjort det, de sidder i fængsel for, siger hendes intuition, at noget er galt fat. (Man kan mene, at dét forhold, at hun selv er uskyldigt anklaget, også burde have fået klokkerne til at ringe, men nuvel.) Det tager hende imidlertid det meste af filmen at nå frem til, at noget må gøres, hvorpå Lust for Freedom ræser mod sin afslutning med et actionpræget b-films-jailbreak.

187 imdb-brugere, som tilsyneladende var på udkig efter Peter Greenaways seneste kunstfilm, da de besluttede at give Lust for Freedom en chance i stedet, har tildelt den et sølle gennemsnit på 2,5 – og spøg til side, det er selvfølgelig både fortjent og ufortjent. Men kan man lide sine WiP-film med et glimt i øjet, så kan man finde værre underholdning end denne lille Troma-produktion.


Anmeldt version: Lust for Freedom. Dist.: Hollywood DVD. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: England. Format: Full screen. Spilletid: 89 min.
Trods det utiltalende omslag er Tromas Lust for Freedom en ganske underholdende spoof på kvindefængselsfilmgenren. Filmplakaten er pivflot, så guderne må vide hvorfor man udstyrede DVD'en med denne gang hjemmestrikkede amatørgrafik.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven