Udvidet søgning
DREDD
USA / England / Indien / Sydafrika, 2012
Instruktion: Pete Travis
DK-titel: Dredd

REVIEW af Caspar Vang [05/08/13]

Sidste år var det 35 år siden, John Wagners tegneseriefigur Judge Dredd kom til verden i antologitegneseriehæftet 2000 AD. Passende at det skulle fejres med en god filmatisering af stoffet, som har inspireret utallige filmskabere og forfattere inden for den dystopiske science fiction. Dredd er mørk, futuristisk satire placeret i en fjendtlig fremtidsverden, hvor kaos regerer i den radioaktive ørken uden for byerne, og loven indenfor murene øjeblikkeligt håndhæves af de såkaldte dommere, der har myndighed til at vurdere og eksekvere dommen på stedet.

Stoffet blev første gang filmatiseret i 1995, hvor man brugte figuren og rammerne til en historie om faren ved det totalitære, højredrejede samfund. Både historien, sceneriet og Sylvester Stallone i rollen som Dredd fungerede glimrende, men dele af filmen blev undermineret af fjollerier og ønsket om at bløde det i bund og grund ret dystre materiale op med upassende humor. Den nye Dredd er mindre bombastisk, men på mange måder voldsommere, grummere og langt mere konsistent i tonen. Grundlæggende er der tale om en effektiv, veliscenesat og æstetisk gennemslagskraftig fuldblodsgenrefilm. Den nyder godt af et stramt manuskript, der til fulde udnytter den simple idé, at vores hovedpersoner er isoleret på en enkel lokalitet uden mulighed for flugt eller hjælp.

Vi har set setuppet i utallige genrefilm. Fred Zinnemanns klassiske western Sheriffen (High Noon, 1952), John Carpenters Flugtaktion New York (Escape from New York, 1981) og The Raid: Redemption (2011) er alle beslægtede filmperler, der viser, hvor godt setuppet kan fungere, hvis der målrettet skæres ind til benet og holdes igen med de sentimentale og moraliserende floskler. Og det gør Dredd, der har den sammenbidte, benhårde Karl Urban under læderkostumet og den mørke hjelm. I filmens minimalistiske handling har en hacker overtaget bygningens sikkerhedssystem, spærret den 200 etager høje betonklods af og isoleret de over 10.000 beboere inklusive den blodtørstige MaMa-klans medlemmer, de to dommere Dredd og Anderson og deres mordmistænkte, som er en af nøglespillerne i produktionen af narkotikummet slow-mo og som, hvis det står til MaMa, ikke må forlade bygningen i live.

Det skrabede, enkle og fokuserede plot er godt nok lige i skabet rent spændingsmæssigt, men det ekstra krydderi, der gør Dredd til en særligt fornøjelig oplevelse - hvis man er til genrefilm, der tør gøre tingene lidt anderledes - er den dansk-britiske cheffotograf Anthony Dod Mantles farvevibrerende billeder. Den kulørte og levende 3D-fotografering står som en spændende kontrast til det dystre sceneri og de pessimistiske rammer og giver filmen en særlig æstetisk tyngde, der i enkelte scener kammer helt over i rendyrket splatterfetichisme, når vi med skuelysten fryd oplever automatvåbenkugler gennembryde ansigter og kroppe i superblodig, ultralangsom slowmotion.

Det er bestemt ikke for børn eller folk med dårlige nerver. Men for de fleste af Uncuts læsere vil det givetvis være den rene modermælk.


Anmeldt version: Dredd. Dist.: SF Film/Filmcompaniet. 35mm. Udgivelsesland: Danmark. Spilletid: 96 min.
Biografplakat til Pete Travis' Dredd (2012), som anslår en anderledes dyster tone end den tidligere filmversion af tegneserieforlægget, Judge Dredd (1995).
KARAKTERBOKSEN
Mikkel Svendstrup
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven