Udvidet søgning
PIRANHA 3DD
USA, 2012
Instruktion: John Gulager
DK-titel: Piranha 3DD
AKA: Piranha DD / Piranha 2 / Piranha XXL

Produktion: Dimension Films
REVIEW af Michael Sørensen [21/07/13]

Så kører festen. Netop som du troede, at det var sikkert at gå i Lalandia igen, tager Piranha-franchisen endnu en tur i vandrutsjebanen. Denne gang i Wet World, som er et nystartet vandland, hvor de lempelige krav til de kvindelige gæsters påklædning kun er overgået af de endnu mere lempelige krav til gæsternes sikkerhed. Dette er den episke fortælling om den søde steddatter, der kun ejer 49% af vandlandet, og hendes kamp mod den grådige stedfader, der naturligvis ejer 51% af den fine park. Sidstnævnte pumper sit eget vand uden om vandværket fra en underjordisk kilde, der ikke overraskende er beboet af fisk, som er sultne. Meget sultne!

Hvis man kan genkende temaet, så er det ikke så mærkeligt. Hvor den originale Piranha nærmest var en tro kopi af Spielbergs mesterværk Jaws, var Ajas remake en slags remake af den undervurderede Jaws 2, der gik på syndige unge mennesker, som aldrig skulle have holdt fest i vandet. Derfor er det naturligt, at man med Piranha 3DD har lagt sig op af Jaws 3, som (ta-daaaaaa) foregår i en vandpark. I denne film slipper vi dog for en papmachéhaj med tandkødsbetændelse, men vi slipper ikke for det dårlige skuespil og masser af piratfisk.

Ligesom forgængeren er Piranha 3DD spækket med spandevis af blod, der denne gang kun er overgået af mængden af silikone. Her er patter, jader og lunger nok til en Mount Rushmore af silikone, og de bliver ikke pakket ind i bikinier eller andet. Et par trusseløse damer bliver det også til, men den kvindelige blomst falmer totalt i mængden af kirurgiske indgreb, der vil få enhver babsoman til at gå i selvsving.

Man kommer ikke uden om, at Piranha-serien er en slags spoof, der kun adskiller sig fra ”Not Another Monsterfish Movie” ved at byde på blod, gore og indvolde. Det har man ført mod nye højder i denne film ved at påtage sig endnu mere humor og dermed tage spoof-hatten på. Det er ind imellem også ganske underholdende, for selvironien er helt i top fra start til slut. Samme type ironi bliver ført helt i mål af David Hasselhoff, der i rollen som sig selv fuldkommen udleverer alle de fordomme, som folk har haft om manden gennem de seneste årtier. Det er sjovt og så plat, at selv den sureste anmelder må trække på smilebåndet af den gamle livredder.

Hele det fantastiske sammensurium af platheder, patter og piratfisk er sat sammen af John Gulager, som de fleste sikkert kender fra Feast-trilogien. Han har formået at skabe underholdning på et meget fladpandet plan, der sjovt nok fungerer bedre end Ajas remake, da den fuldkommen giver slip på al selvkritik.

Dårlige skuespillere, store silikonenødder og masser af blod. Det er ikke ”Familien fra Bryggen Gone Bad”, men det er lidt over 80 minutters underholdning, der sagtens kan bære sin egen mangel på selvhøjtidelighed. Om der kommer endnu en Piranha-film, der foregår i Caribien med Michael Caine i hovedrollen, skal jeg lade være usagt. Jeg er i hvert fald klar!


Anmeldt version: Piranha DD. Dist.: Midget Entertainment. Blu-ray Disc (reg. B). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 79 min.
Dansk Blu-ray-udgivelse af John Gulagers Piranha 3DD.
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven