Udvidet søgning
MANIAC
USA / Frankrig, 2012
Instruktion: Franck Khalfoun

REVIEW af Kristian Roldsgaard Jensen [19/07/13]

Tanken om den originale skrækfilm er lige så død som den næste teenager, Michael Myers, Jason eller Freddy sprætter op på lærredet eller hjemme foran husalteret. Vi lever i genindspilningernes tid, hvor ideer genbruges, ompakkes og redistribueres. Enhver instruktør, der påstår, at hans/hendes nyeste horrorsjasker er "original" eller "ny" er fuld af løgn. For let's face it drenge og piger, der vil altid være en eller anden, der har lavet det før dig! Og der vil altid være mindst én blandt publikum, der råber kejserens nye klæder.

Kunsten at lave horrorfilm ligger derfor i at redefinere det, vi har set før. Fortolkningens kunst er alfa og omega for horrorinstruktørerne, hvis der skal være nogen som helst chance for at ramme plet blandt et publikum, der om nogen hænger fast i fortiden og dyrkelsen af de originale ikoner.

Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at William Lustigs Maniac (1980) er en helt igennem fremragende film, der fortjener en plads i slasherfilmens hall of fame. Lustigs chauvinistiske New Yorker-mareridt, med en eminent Joe Spinell i den altdominerende hovedrolle, er et overset mesterværk inden for genren, der heldigvis har fået lidt af den anerkendelse, filmen fortjener, i nyere tid.

Det var derfor kun et spørgsmål om tid, før Lustigs originale film ville blive hevet frem af gemmerne og genfortolket i et moderne filmsprog. Spørgsmålet er så, om en ny generation af filmfolk kunne løfte en så tung arv og rent faktisk genfortolke i stedet for at genfortælle?

Enspænderen Frank (Elijah Wood) lever af at restaurere gamle mannequindukker, en tilværelse, der pas-ser hans ensomme sind perfekt. Men Frank har også en mørk side. Om natten driver han rundt i Los Angeles’ mørke, på jagt efter kvindelige ofre for hans syge fantasier. En tragisk barndom og moderens død har gjort Frank til et forkvaklet monster, der ynder at skalpere kvinder i et desperat forsøg på at skabe en form for nærhed til det modsatte køn. Da den kønne, franske kunstner Anna (Nora Arnezeder) viser interesse for Frank restaurationsarbejde, splintres Franks skrøbelige sind i tusinde stykker.

Instruktøren Franck Khalfoun, der blandt andet stod bag det velfungerende stalkergys P2 (2007), har in-strueret den nye version af Maniac efter et manuskript forfattet af den franske genreauteur Alexandre Aja.

Khalfoun og Aja holder sig nogenlunde til det originale forlæg, men har også tilladt sig enkelte ændringer. Den største forskel mellem ny og gammel film er, at Maniac anno 2012 er fortalt udelukkende i ”point of view”. Det er et modigt valg, der bestemt kræver lidt tilvænning i starten. Men efter et stykke tid har man vænnet sig til det, og faktisk ender POV-effekten med at forstærke fornemmelsen af Franks syge sind. Sagt på en anden måde, så har publikum første parket til udfoldelsen af en syg og depraveret bevidsthed.

På billedsiden minder Maniac lidt om Nicolas Winding Refns Drive (2011) i dens kontrasterende brug af mørke og krystalklare pangfarver. På lydsiden er der også paralleller mellem de to film, ikke mindst det lækre elektroniske synth-soundtrack, der klædeligt peger bagud mod genrens storhedstid i 80’erne.

Franck Khalfouns Maniac fremstår helstøbt, gennemtænkt og teknisk flot. Elijah Wood leverer en hæderlig psykopat, men når dog aldrig helt op på siden af Joe Spinells originale karakter. Det er lykkedes for Franck Khalfoun og Alexandre Aja at hylde den originale film, men også at diske op med noget nyt og spændende. Maniac er under alle omstændigheder røget direkte ind på denne anmelders liste over største positive overraskelser.


Anmeldt version: Maniac. Dist.: Metrodome. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: England.
Franck Khalfouns 2012-genindspilning af William Lustigs gustne Maniac har Elijah Wood i hovedrollen.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven