Udvidet søgning
CREEPSHOW 2
USA, 1987
Instruktion: Michael Gornick
DK-titel: Creepshow 2

Produktion: New World Pictures / Laurel Entertainment Inc.
REVIEW af Mark Sander Svensson [12/06/13]

I denne fortsættelse til 1982s Creepshow præsenteres vi for tre karikerede horrorfortællinger fra det fiktive tegneseriehæfte, filmene er navngivet efter. En hævngerrig træindianer, et søuhyre ulig noget, du før har set, og en kvinde med seriøse samvittighedsproblemer er forbundne af historien om Billy (Domenick John), der er vild med tegneserier, men ikke kan få lov at have dem i fred for byens bøller.

Da jeg så den oprindelige Creepshow, var jeg for ung til at forstå det kitschede ved filmene. I stedet for at være fornøjet var jeg forskrækket over de voldsomme effekter og den ekstremt stiliserede brug af lyssætning. Først efter et gensyn flere år senere erfarede jeg det mere legesyge aspekt ved de 5 små fortællinger, som George A. Romero og Stephen King havde brygget sammen. Der var en grum retfærdighed over flere af fortællingerne i den oprindelige film, og det er kun i meget begrænset omfang tilfældet her. De skæbnesvangert ondskabsfulde og bitre pointer er heller ikke så slående som tidligere.

Creepshow 2 bindes sammen af et næsten eksklusivt håndtegnet segment. Men til trods for, at det er meget sjovt at vende tingene på hovedet ved at gøre den virkelige verden til tegneserie og modsat gøre den del af universet, der skulle være allermest karikeret til “virkelighed”, skuffer tegningerne alligevel. Illustrationerne i en film som denne kunne have haft den samme syrede charme som de ikke rotoscopede dele af Heavy Metal, men i stedet er billederne kønsløse og kedelige at kigge på. Den lille historie fungerer fint som en sammenkædning, men såvel i den oprindelige film som den uoficielle 3’er Tales from the Darkside: The Movie fungerer overgangene bedre og mere flydende. Selve The Creep (i de korte live-action bidder spillet af Tom Savini) er kedsommeligt designet, hvilket er endnu en skuffelse at føje til rækken.

Den første vignette Old Chief Wood 'n Head er den bedste af de tre og handler om et ældre ægtepar, Ray (George Kennedy) og Martha (Dorothy Spruce), der ejer en købmandsforretning i en forladt by. Den lokale indianerstamme skylder dem efterhånden en del penge, men Ray er meget eftergivende over for dem. Lederen af stammen samler derfor et udvalg af deres værdigenstande, som han giver Ray som depositum. Ulykkeligvis er det netop på dette tidspunkt, nogle lokale bøller beslutter sig for at røve ægteparrets butik. Old Chief Wood 'n Head er underholdende såvel, når den leger med de klichéfyldte udvekslinger af nostalgiske minder mellem det gamle ægtepar, som når den sidst i sit forløb ryger over the top og bliver ekstremt campet og en smule fjollet. Den føles bestemt ikke lige så grum som nogle af den første films historier, men den er det nærmeste, vi kommer den oprindelige films stemning.

Derpå følger den mest særprægede af de tre fortællinger: The Raft. Denne fortælling omhandler en gruppe unge, der under et roadtrip beslutter sig for at tage en svømmetur og bliver fanget på en lille rafte af et særpræget monster. Denne del af filmen har sine øjeblikke, og man må give skaberne, at det vitterligt er et af de mest kluntede søuhyrer nogensinde skabt. De uundgåelige dødsscener er ganske vist vellykkede, men spillet mellem de unge mennesker og den megen venten gør segmentet langtrukkent frem for morsomt uforpligtende. Skulle man trække tråde til en anden King-filmatisering kan Cujo nævnes, men her uden stemningen af klaustrofobi, de vellykkede billeder og det intense skuespil.

Den sidste historie er The Hitchhiker, som meget simpelt handler om en kvinde, der kører en blaffer ned, flygter fra stedet og plaget af sin dårlige samvittighed tvinges til igen og igen at forsøge at slå hans tiltagende maltrakterede lig ihjel. Det lyder sjovere, end det reelt set er. Det bliver meget hurtigt repetitivt, og Lois Chiles’ rolle er hverken velspillet eller -skrevet. Make-upeffekterne er det mest imponerende ved hele denne del af historien, og det gælder i virkeligheden for hele filmen.

Der er utvivlsomt øjeblikke i Creepshow 2, der er mindeværdige. Momenter som det, der udfolder sig, da en af de unge drenge i The Raft sniger sig til en smagsprøve på hans eneste tilbageværende venindes brystvorte og erfarer, at de lyde, som hun lavede i søvne, ikke var af vellyst men af snigende og tiltagende smerte. Der er imidlertid langt mellem disse glimt af tidligere tiders kvaliteter, og med en film som denne er der kun en grundlæggende præmis at overveje: Var det underholdende? Til det er svaret desværre nej. Når to af de tre fortællinger plus rammefortællingen er uengagerende og overraskende lidt kreative i deres udformning, har filmen som helhed fejlet; i det mindste i forhold til denne seer.


Anmeldt version: Creepshow 2. Dist.: Netflix. VOD. Udgivelsesland: USA. Format: Letterbox. Spilletid: 92 min.
En træindianer, et søuhyre og en samvittighedsplaget bilist er hovedingredienserne i opfølgeren til George Romeros antologigyser Creepshow.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven