Udvidet søgning
ASSAULT ON DOME 4
USA, 1996
Instruktion: Gilbert Po
DK-titel: Chase Morran

REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [07/06/13]

TV-filmen Assault on Dome 4 (1996) er en små-obskur sag, som fra den danske distributør Bellevue Entertainments side er blevet udstyret med et meget lidt appetitvækkende cover og en titel, Chase Morran, der ikke ligefrem giver én lyst til at udforske indholdet nærmere. Jeg havde aldrig hørt om filmen, og den var da også blevet liggende i Blockbusters tilbudskurv, hvis ikke Bruce Campbells navn havde stået at læse på forsiden. Med det rette materiale og et manuskript, der er gearet til mandens komiske kvaliteter, kan Bruce redde meget – eksempelvis var hans lille tjener-cameo i Spider-Man 3 (2007) næsten nok til, at jeg bagefter filmen kunne overbevise mig selv om, at jeg ikke netop havde spildt knap 2½ time af mit liv.

Desværre er Assault on Dome 4 ikke ”det rette materiale” for Bruce, og retfærdigvis heller ikke for nogen anden skuespiller, jeg kan komme i tanker om – med undtagelse måske af Leslie Nielsen. ”Oh that’s such a cliché” udbryder Campbell, som spiller filmens futuristiske forbrydergeni Alex Windham, på et tidspunkt om en bemærkning fra den tilfangetagne heltinde, men ”such a cliché” kunne faktisk passende stå som overskrift for resten af manuskriptet, der udfolder sig som en a-z over actiongenrens velkendte replik- og plotkatalog.

Figurerne, inklusiv Campbells overmenneskefilosofiske, sarkastiske superskurk, er velkendte til hudløshed, og det ville være synd at sige, at Assault on Dome 4 brillerer i sin håndtering af historien. Skuespillerne kæmper med replikker, der nærmest virker selvparodierende, kameraet er statisk og uengageret, og værst af alt har man presset hovedhistorien om Chase Morrans redningsaktion i Dome 4, hvor Alex Windham har taget beboerne inklusiv Morrans kæreste Lily som gidsler, ind i en tåbelig rammefortælling med Chase, der efter opgøret med Windham er stillet for retten og skal redegøre for sin Rambo-agtige fremfærd. Replikkerne her er grinagtigt ringe – det hjælper ikke at oversætteren fx oversætter ”oh, the humanity” til ”denne menneskekærlighed” i underteksterne – og Assault on Dome 4 slutter antiklimatisk med den indignerede Chase, som forlader den futuristiske retssal (= man har installeret noget animeret tekst-tv i et mørkt lokale) og fortæller rettens ærede repræsentanter, at de ikke behøver at takke ham. Helt i tråd, naturligvis, med actiongenrens almindelige skepsis overfor alt, der har med lov og ret at gøre, men mildest talt uelegant håndteret.

Kritikken til trods, så er Assault on Dome 4 en hyggelig midthalvfemseraffære, som for diehard-BC-fans vil være interessant, fordi Bruce får rigelig med skærmtid og får lov at svælge i sarkastiske one-liners. Som ganske vist ikke er særligt morsomme, men alligevel.


Anmeldt version: Chase Morran. Dist.: Bellevue Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Full screen. Spilletid: 93 min.
Dansk DVD-udgivelse af TV-filmen Assault on Dome 4, hvori Bruce Campbell spiller forbrydergeni fra det 24. århundrede.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven