Udvidet søgning
BITCH SLAP
USA, 2009
Instruktion: Rick Jacobson
DK-titel: Bitch Slap

REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [28/05/13]

Bitch Slaps indlysende forbillede er Russ Meyers hovedværk fra 60’er-årtiet, Faster, Pussycat! Kill! Kill! (1965), og Rick Jacobsons energiske bud på en modernisering af førnævnte voldklassiker hylder det meyerske produktionsprincip, at en ørken, et kamera og et storbarmet cast udgør de væsentligste forudsætninger for at kunne lave underholdende filmkunst. Samtidig trækker den dog mindst lige så meget på nutidige inspirationskilder som Death Proof (2007) og Planet Terror (2007) – den er bedre end dem begge – og kan siges at udvise de samme symptomer som disse på den originalitetskrise, der ligger bag nutidens bølge af genindspilninger og nostalgiske retro-film.

Tre barmfagre kvinder – den rapkæftede eksfange Camero, den godtroende stripper Trixie, og forretningskvinden Hel, der med sin hvepsetalje, sine stiletter og sine fiskenetstrømper ligner en krydsning mellem Tura Satana og Dita Von Teese – ankommer til et apokalyptisk ørkenlandskab, bragt sammen af deres grådige jagt på en ladning diamanter, som forbryderkongen Pinky har stjålet og mistet. Bundet og blodig i damernes bagagerum befinder sig Gage, en af Pinkys håndlangere, som hurtigt bliver offer for Cameros blodtørst og had til det modsatte køn. Mordet bliver starten på en eskalerende voldsspiral, efterhånden som Camero, Trixie og Hels respektive intriger afsløres, og farverige birollefigurer – såsom den morderiske asiatiske skolepige Kinki, hvis yoyo er udstyret med dødbringende barberblade – ankommer på scenen.

60’ernes og 70’ernes exploitation-film udgjorde reelt en blandet omgang. Dykker man ned i deres jungle, finder man, at de langtfra alle var tætpakkede sex- og actionorgier, og selv de mest voldelige kommer sjældent i nærheden af Bitch Slaps rablende brutalitetsniveau. Volden i Jacobsons film er dog behageligt tegneserieagtig i en tid, hvor tortur og brutal realisme ellers er trenden.

Måske er det unfair at kritisere Bitch Slap for, dybest set, at være en smule skamfuld i forhold til sit emnevalg, men jeg vil lufte tanken alligevel. Altmuligkommentatoren Slavoj Zizek analyserer i How to Read Lacan en overgang mellem to indstillinger i Casablanca (1942), der muligvis, muligvis ikke skal forstås som et kodificeret samleje mellem filmens kvindelige og mandlige protagonist. Pointen er, at filmen (Casablanca) bevidst tilbyder uskyldige og knap så uskyldige fortolkningsmuligheder:

”While, at the level of its surface narrative line, the film can be constructed by the spectator as obeying the strictest moral codes, to the sophisticated it simultaneously offers enough clues to construct an alternative, sexually much more daring narrative line. […] precisely because you know that you are as it were ‘covered’ or ‘absolved from guilty impulses’ by the official story line, you are allowed to indulge in dirty fantasies”.

Zizeks ord er nyttige til en forståelse af exploitation-genrens mekanisme (selvom de omhandler en respekteret filmklassiker): Beskidte fantasier pakkes ind i en moralsk kontekst, hvad enten fantasierne vedrører sex, stofmisbrug eller vold. Men med den tilføjelse, at den moderne exploitation-film har bevæget sig videre siden 30’ernes kønssygdom- og marihuana-”studier” og udviklet en tendens til i stedet at pakke den moralske kontekst ind i beskidte fantasier. I Bitch Slap får de mandlige figurer på puklen, verbalt og fysisk, så det er nærliggende at få den tanke, at man som mandlig tilskuer til denne drengerøvsfantasi helst skal anerkende sin egen dekadence som ”prisen” for at måtte nyde forestillingen.

Exploitation eller ej, Bitch Slap er både underholdende og sexet. Den fortjener point for sit hyperaktive drive og sin veloplagthed, og med tre beskidte, storsvedende, sparsomt påklædte skuespillerinder, der tydeligvis nyder at udslynge nedsættende øgenavne (opfindsomt fordansket i underteksterne), spule hinanden igennem med vandslanger og stige ud af biler i slow-motion, er der selvfølgelig grænser for, hvor galt det kan gå.


Anmeldt version: Bitch Slap. Dist.: Scanbox. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 101 min.
Faster, Pussycat! Kill! Kill! (1965) i moderne indpakning? Scanbox har udsendt Rick Jacobsons seværdige Russ Meyer-hyldest Bitch Slap på DVD og Blu-ray i Danmark.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven