Udvidet søgning
G.I. JOE: RETALIATION
USA, 2013
Instruktion: Jon M. Chu
DK-titel: G.I. Joe: Gengældelsen

Produktion: MGM (Metro-Goldwyn-Mayer) / Paramount Pictures / Di Bonaventura Pictures / Hasbro / Skydance Productions
REVIEW af Søren Hardy Rasmussen [28/04/13]

Når man sætter en dansefilm- og Justin Bieber-dokumentar-instruktør til at instruere G.I. Joe-sequellen, må der ligge nogle mystiske forventninger bag, men ikke desto mindre er der kommet ganske gode resultater ud af Jon M. Chus møde med de gamle G.I. Joes.

Cobra er i ruiner, og størstedelen af deres anførere bag lås og slå. Men freden er et bedrag, og slangen kan stadig hugge. Som en forlængelse af den oprindelige film får Cobra sin hævn over G.I. Joe, som ikke bare bliver udryddet, men også erklæret som forrædere. Hævnen er sød og komplet med det gamle lederskab befriet og endnu engang aktive i kampen for verdensdominans. Men en lille flok Joes anført af Roadblock (Dwayne Johnson) har overlevet og må nu kæmpe sig tilbage for at afsløre Cobra-plottet og hævne deres faldne kammerater.

Chaning Tatums “Duke” er et af bindeleddene fra sidste film, og han går godt i makkerskab med Dwayne Johnsons “Roadblock”. De har det rette macho-lingo-one-liner-drevne, varme venskab, der kunne have gjort noget godt for filmen, men Tatum er desværre kun med for en kort bemærkning, og filmen mister noget af sit drive i tabet af ham. Dwayne “The Rock” Johnson trækker læsset selv og gør det forholdsvis godt, bakket op af nye, unge Joes og en overraskende uoplagt Bruce Willis, der har sine komiske øjeblikke, men som ikke bidrager det store.

En vigtig ting, filmen bidrager med, er historien, som den første film lovede, men ikke var klar til at levere, og som gamle fans vil huske og glæde sig til, om ninjaen Storm Shadows’ rejse fra mørket over i lyset. Dette er en af G.I. Joe-universets bedste historier, og G.I. Joe: Retaliation leverer dens begyndelse.

En ting er helt sikkert. Ens indre dreng skal stadig have lidt liv, for at man kan se Retaliation på dens egne præmisser. G.I. Joe-universet drives af barndommens leges logik og rige fantasi, og køber man den, venter der en herlig tur tilbage i de evige drengedrømme, hvor Peter Pan er udstyret med Kevlar-vest og tungt, eksplosivt isenkram. Hvis ikke, så vil filmen være et anstrengende bekendtskab.

G.I. Joe: Retaliation byder naturligvis på en del kampe og actionsekvenser, men mangler desværre kontinuitet og ordentligt fokus. Der kommer aldrig rigtig ordentlig sammenhæng i dem, og koreografien er ikke så imponerende som den burde være.

G.I. Joe: Retaliation skal have den ros, at den leverer en film hvor 3D-mediet hverken forstyrrer eller ødelægger filmen, og det er meget positivt. 3D-film af Retaliations kaliber plejer normalt at ende i et kaos af specialeffekter, som instruktøren mister kontrollen over. Filmene plejer at lide under dette og ende som noget vrøvl. Men Jon M. Chu holder tungen lige i munden og taber ikke overblikket over sin fortælling.

Kombinationen af ninjaer og hårdtpumpede kommandosoldater, tegneseriefartøjer og alt det ”cloak ’n’ dagger”, de hemmelige baser og det sammensværgelsesdrama, som man kan ønske sig, gør G.I. Joe: Retaliation til en herlig fortælling. Derfor og under disse omstændigheder skal Retaliation have de varmeste anbefalinger, som en tur tilbage i drengedrømmenes univers.


Anmeldt version: G.I. Joe: Gengældelsen. Dist.: UIP. 35mm. Udgivelsesland: Danmark. Spilletid: 110 min.
Dansk biografplakat for anden film i G.I. Joe-serien, Gengældelsen.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven