Udvidet søgning
GIALLO
Italien / USA / England / Spanien, 2009
Instruktion: Dario Argento
DK-titel: Giallo

Produktion: Opera Film Produzione / Giallo Production / Footprint Investment Fund / Media Films / Hannibal Pictures
REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [28/04/13]

Hvis Giallo (2009) var tænkt som Dario Argentos tilbagevenden til tidligere tiders storhed, som titlen og emnevalget kunne tyde på, så blev projektet en slem skuffelse for instruktøren, som ifølge nogle ligefrem skulle have frasagt sig ansvaret for det færdige værk bagefter. Årsagen skulle angivelig være indblanding fra producenterne, og eftersom der er ikke færre end 16 af slagsen tilknyttet filmen, virker det ikke helt usandsynligt, at Argento har følt sig en anelse klemt og måske har set sin kunstneriske vision forsvinde som sand mellem fingrene. Instruktøren var heller ikke til stede ved filmens premiere i Edinburgh. Sikkert er det, at produktionen ikke er foregået gnidningsfrit. Adrien Brody, filmens hovedrolleskuespiller og medproducent, fik ifølge flere aviskilder ikke udbetalt løn for sine anstrengelser, og en klausul i hans kontrakt gjorde det muligt for ham at spærre for en DVD-udgivelse på det amerikanske marked. De videoudgivelser, der findes, er for fleres vedkommende belemret med ikke særlig spændende cover-æstetik, og Giallo opnåede desuden et meget begrænset antal visninger i de italienske biografer. Intet under, hvis Argento har været en anelse træt af det hele – selvom jeg aldrig selv har set et citat, hvor han giver udtryk for, at han ikke vil vide af filmen.

Det er altså et åbent spørgsmål, hvor meget i Giallo, der egentlig skyldes hhv. Argento, dens 16 producenter og dens to amerikanske manuskriptforfattere, Jim Agnew og Sean Keller, som tilbød manuskriptet til Argento efter forgæves at have forsøgt at få det afsat i USA. Trods det, at der er tale om et bestillingsarbejde, præger Argentos fingeraftryk ikke desto mindre store dele af filmen, som med sin skæve, irrationelle detektivhistorie, der peger ind i sjælens dybder frem for at holde detektivgenrens traditionelle fornuftbårne livsanskuelse i hævd, etablerer sig solidt i giallo-genrens twistede univers. Associationer, indfald, tilfældige spor og dunkle paralleller – snarere end deduktion og regulært opklaringsarbejde – dikterer mysteriets udfoldelse i Giallo.

Den smukke fotomodel Celine (Elsa Pataky, der synes at have en forkærlighed til disse ekstreme roller) forsvinder umiddelbart efter et modeshow, hvilket får hendes søster, Linda (Emmanuelle Seigner, Frantic (1988)), til at opsøge politiet. Her henvises hun til inspektør Enzo Avolfi (Adrien Brody), seriemorderjæger og fuldtidssærling, som holder til i politistationens kælder, hvor han har dekoreret væggene med billeder af skamferede mordofre. Linda fornemmer, at Enzo ved mere, end han er villig til at indrømme, og slår derfor pjalterne sammen med inspektøren. Da man finder en tortureret, asiatisk kvinde, og hun når at hviske ordet ”yellow”, før hun udånder, sættes Enzo og Linda på sporet af en sindssyg kvindehader, som kidnapper smukke kvinder fra Torinos gader, og som formentlig står bag Celines forsvinden. Mens nettet strammer til om den psykotiske morder, plages Enzo af minder fra sin egen uhyggelige fortid.

Hilsenerne til Argentos tidligere film er mange i Giallo, hvilket selvfølgelig enten kan skyldes hans egen indflydelse, eller at Agnew og Keller har tilføjet dem som en homage til instruktøren. En tagvinduescene leder f.eks. tankerne i retning af Suspiria (1977) og en nøglehulscene peger tilbage mod Opera (1987), men har karakter af referencer og ikke meget andet. Argentos forkærlighed for spøjse birollefigurer er også evident, efterhånden som Enzos efterforskning sætter ham i kontakt med et farverigt persongalleri. Den tydelige inspiration fra 2000’ernes ”torture porn”-bølge og dens fascination af udpenslede torturscener vil jeg til gengæld gætte på, primært kommer fra d’herrer Agnew og Keller. For en gangs skyld er der ikke meget poesi at spore i voldsscenerne. Elegancen og opfindsomheden, hvormed Argento afviklede dødsscener i film som Suspiria, Tenebre (1982) og Phenomena (1984), er intetsteds at spore i Giallos relativt få mord, som præges af Sergio Stivalettis grusomme makeup og et kamera, der dvæler ved makabre defigureringer (og af og til klipper effektfuldt væk fra dem, jf. den ubehagelige ”læbeafklipningsscene” med morderens asiatiske offer, Keiko, som i halvdød tilstand leverer det afgørende ”clue”, der sætter Enzo på sporet af Yellow).

Poesi er der til gengæld i en enkelt indstilling, hvor den blodtilsølede, psykisk opløste Celine undslipper morderens torturkælder og som det første, da hun træder udenfor, flygtigt berører et blad på en busk. Pataky håndterer den lille detalje perfekt, hun stavrer hen imod bladet nærmest som en overlevelsesnødvendighed og uden at dvæle for længe ved gestussen. Det er – sammen med det umiddelbart efterfølgende ud-zoom, der for første gang placerer morderens tilholdssted i omgivelserne – et af de øjeblikke i Giallo, der bliver hængende længst i bevidstheden. Det er heller ikke første gang, Argento på denne måde kontrasterer en magisk helende natur med vold og destruktion, jf. for eksempel slutscenen i Opera.

Problemerne i Giallo er betydelige. Først og fremmest virker Emmanuelle Seigner mildest talt søvngængeragtig, og meget liv er der heller ikke at spore i Brodys nedtonede spillestil. Manuskriptet bærer, som nævnt, præg af, at forfatterne er flasket op på Hostel (2005), Wire in the Blood (2002-) og tilsvarende grusom fiktion. Marco Werbas soundtrack er hverken dårligt eller upassende, men ved siden af eksempelvis Goblins pulserende rytmer, som forlenede Non ho sonno (2001) med et nådesløst drive, en noget tam omgang. Manges største kritikpunkt vil nok være Giallos patetiske, traumatiserede skurk, ”Yellow”, der f.eks. ifølge James Gracey i dennes Argento-bog ”comes across as a ridiculous pantomine character”. I nogle scener minder Yellow faktisk mest af alt om en slapstick-Rambo, der med replikker som ”kiss kiss no more” kan være vanskelig at tage seriøst. Og selvom det slet ikke ville have passet sammen med Yellows infantile, tragikomiske karakter, kan man ikke lade være med at savne giallo-morderens standardudstyr – læderhandsker og –frakke – bare en anelse.

Yellow spilles også af Brody (iført massive mængder latex) – helt i tråd med de anstrengelser, filmen i øvrigt gør sig for at drage paralleller imellem inspektøren og seriemorderen. Begge holder til som eneboere i et underjordisk rum dekoreret med morbide fotos, begge har en traumatisk, voldspræget fortid, begge har orale fikseringer (i morderens tilfælde en sut, i Brodys de cigaretter, han pulser løs på igennem hele filmen), begge har problematiske moderrelationer, og så videre. Lindas anklage mod Enzo i slutningen af filmen – ”you’re so selfish” – lyder mest af alt som en mor, der irettesætter sin søn. Argentos indflydelse er tydelig i sådanne paralleller, selvom han i Giallo håndterer dem noget mindre subtilt end i en film som Profondo rosso (1975).

Tvetydigheden i ”skældud”-scenen minder i øvrigt om den, man finder i slutningen af La terza madre (2007), og inviterer til genovervejelse af de nyligt overståede begivenheder. Så bizarre sådanne indslag end kan forekomme, er det ultimativt dem, der gør Giallo til noget mere interessant end den typiske ”torture porn”-produktion. Plus et par andre kvaliteter, som synes at være druknet lidt i den heftige kritik, filmen modtog. Selvom man leder forgæves efter de vilde kamerature, der karakteriserede Argentos tidlige produktioner, er Frederic Fasanos neddæmpede kameraarbejde ofte effektfuldt, eksempelvis i den isnende tracking, da Celine har sat sig ind i morderens taxi. Flidsprisen går dog især til Davide Bassan, scenografen, som tydeligvis har arbejdet hårdt på Enzos og Yellows respektive tilholdssteder.


Anmeldt version: Giallo. Dist.: Pan Vision. Blu-ray Disc (reg. B). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 93 min.
Dansk Blu-ray-udgivelse af Dario Argentos Giallo (2009), som også er udgivet på DVD, ligeledes af Pan Vision (Atlantic).
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven