Udvidet søgning
ESTRANHA HOSPEDARIA DOS PRAZERES, A
Brasilien, 1976
Instruktion: José Mojica MarinsMarcelo Motta
AKA: Strange Hostel of Naked Pleasures

Produktion: Produções Cinematográficas Zé do Caixão
REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [28/03/13]

Stakkels Coffin Joe. Manden, der indledte sin horror-karriere som nietzscheansk bedemand med smag for livets grusomhed er 12 år senere endt som en slags kosmisk dommer, der – af højere magter – er sat til at straffe de syndere, der drister sig til at leve livet på samme vis, som han i gamle dage selv ville have gjort. The Strange Hostel of Naked Pleasures er ganske vist ikke ”officielt” en del af Coffin Joe-filmserien, og den makabre hovedperson nævnes aldrig ved navn; men han minder både i udseende og adfærd så tydeligt om instruktøren José Mojica Marins’ alter ego, at man næppe kan være i tvivl om hans identitet. Størstedelen af filmen blev faktisk instrueret af Marcelo Motta, angivelig som en tjeneste for Marins, men den lægger sig i æstetik og tematik ganske tæt op af Marins’ egne værker.

Filmens bombastiske åbningssekvens er faktisk det mest catchy, Marins har præsteret siden de to første Coffin Joe-film (vurderet ud fra filmene på Anchor Bays bokssæt): The Strange Hostel… starter med tordenbrag og bongotrommer, sært svajende bikinipiger under krasse neonslør og maskeklædte hulemænd – tilsyneladende skal de forestille aber, men deres plasticbryster og -baller gør det lidt uklart – som frygtsomt bøjer sig under lynilden og uvejret. Efter 7 minutters montage manifesterer et grinende dødningefjæs sig, og en præst anmoder ”tidens herre” om at forvandle ”intets aske” til ”alt”.

Et rationelt menneske ville måske undre sig lidt over, hvad meningen er, men tidens herre er åbenbart ikke i tvivl, for kort efter stiger Coffin Joe op af kisten iført sort og sølvglimmer som en anden Zod fra Superman II (1980). De mærkelige introbilleder viger nu til fordel for kosmiske visioner, mens Joe med ekkostemme kaster sig ud i den slags rablende monologer, som filmmanden Marins har fået større og større forkærlighed for. ”Live to die, or die to live? Is there a correct answer? No! Only doubts. Only deductions. Only the certainty of the emptiness loneliness is desperately searching for. […] For the answer for this riddle would be the end of this mystery, the end of eternity’s secret.”

Som man ser er Coffin Joe om muligt blevet endnu mindre sammenhængende med tiden, og hans ”visonære” betragtninger mere banale. Han lyder nu til forveksling som den komisk rablende Criswell i Ed Woods film. Betragtningerne er også blevet udpræget mere religiøse; ”there is no redemption for those who want to be blinder than the blind one having his sight to see”, uddyber den præsteagtige bedemand Joe på underteksternes gebrokne engelsk.

Den frie form i åbningssekvensen til trods, så bevæger The Strange Hostel… sig snart ind på mere konventionelt territorium – så konventionelt som det nu bliver i Coffin Joes univers. Marins er afgjort mest prøvende, når han arbejder med en løs form som i End of Man (1971) og Awakening of the Beast (1970), og det klæder ham ubetinget at have en egentlig historie mellem hænderne. Også selvom den nemt kunne have været fortalt på en tredjedel af spilletiden og benytter sig af en kliché fra horror-antologiens og tv-seriens univers, som slet ikke leverer den dramatiske, overraskende slutning, Marins går efter, da begivenhedernes allegoriske karakter afsløres til sidst i filmen.

Hospedaria dos Prazeres – lysternes herberg – er navnet på det mystiske motel, hvor filmens handling udspiller sig. Ejeren, Coffin Joe selv, har indrykket en annonce i den lokale avis om to ledige stillinger, og en hel skare er mødt op foran motellet i håb om at få jobbet. Han udvælger sig to, hvorefter alle de fremmødte – og jeg mener virkelig alle – vender sig om og går igen. Med sine mystiske kræfter får Joe dog hurtigt de to udvalgte til at vende om og komme tilbage igen, så The Strange Hostels allegoriske historie kan tage sig begyndelse.

I løbet af aftenen sætter en voldsom storm ind, som får gæsterne til at myldre ind i Coffin Joes motel. Hvad de ikke ved, er, at deres navne allerede er skrevet op i hans gæstebog, og at den skulende motelejer, som diskret har dekoreret disken med et dødningehoved, ikke er, hvad han ser ud til at være. Blandt de, der får lov til at overnatte på hotellet, er en gruppe griske forretningsmænd, en hel flok biker-hippier, et par der har en affære og en selvmordskandidat. En herre, der bliver afvist (fordi hans navn ikke står i bogen), bliver så konsterneret herover, at han truer med at gå til politiet.

Filmens midterdel er den mest prøvende, set fra publikums synsvinkel, fordi Marins her fylder godt op med scener af hippiernes udskejelser, de amoralsk grinende forretningsmænd og parret, som kaster sig ud i et endeløst forspil i deres motelseng. I løbet af ingen tid bliver det temmelig repetitivt, og Marins demonstrerer sine største mangler som filmmand, nemlig hans næsten totale mangel på sans for pacing og hans villighed til at lade sine ”visioner” fortsætte i det uendelige i tiltro til, at de rummer et eller andet af dyb og væsentlig interesse for publikum.

Det gør de sjældent, men er man tålmodig nok til at sidde med, så munder The Strange Hostel… ud i en ganske underholdende, om end forudsigelig slutning. Det er nemt at gætte, hvad der er på spil, og det er derfor ingen stor spoiler her at røbe, at gæsternes ure alle holder op med at gå i løbet af natten, at de i virkeligheden alle er døde – de fordrukne hippier har f.eks. alle været involveret i en motorcykelulykke – og nu befinder sig i helvede, bestyret af Joe. Som en krølle på historien dukker manden, som tidligere i filmen blev afvist ved disken, op med politiet og opdager, at Hospedaria dos Prazeres om morgenen er blevet erstattet af en kirkegård. Kameraet henleder vores opmærksomhed på den kiste, hvorfra Coffin Joe i filmens prolog blev genoplivet af tidens herre.

The Strange Hostel… er, som så ofte hos Marins, en frustrerende oplevelse. I store strækninger er den repetitiv og kedsommelig, men samtidig er det svært ikke at lade sig charmere af instruktørens patos og undergrundsæstetik, især i den veloplagte åbningsscene. Den er en klar forbedring i forhold til Awakening of the Beast, men stadigvæk langtfra de intense horror-oplevelser, At Midnight I Will Take Your Soul (1964) og This Night I Will Possess Your Corpse (1967) byder på.


Anmeldt version: Strange Hostel of Naked Pleasures. Dist.: Anchor Bay Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: England. Format: Full screen. Spilletid: 79 min.
Anchor Bays 5 disc-bokssæt The Coffin Joe Collection, som foruden en række af Coffin Joe-filmene også indeholder dokumentaren The Strange World of José Mojica Marins (2001).
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven