Udvidet søgning
SUCK
Canada, 2009
Instruktion: Rob Stefaniuk
DK-titel: Suck

Produktion: Téléfilm Canada / Movie Central / The Movie Network / NBC Universal Television / Ontario Media Development Corporation / Capri Vision / Capri Films
REVIEW af Mark Sander Svensson [11/03/13]

Joey (Rob Stefaniuk) er frontmand i et lille band, der kalder sig “The Winners”, hvilket ifølge Joey er ironisk. Der er da heller ikke den store sejr i den lille gruppe, der hovedsageligt slår deres folder på barer rundt omkring i landet. En aften efter et job tager bandets kvindelige islæt Jennifer (Jessica Paré) hjem med en mystisk gut og vender dagen efter tilbage forandret. Pludselig er hun ligbleg, hendes øjenfarve er underligt markant, og dem, der gav hende et lift til den seneste koncert, er ingen steder at finde. The Winners begynder derefter at vinde sig et større publikum, som forelsker sig i Jennifer. Resten af bandet lever i lykkelig uvidenhed om, at årsagen til deres succes er vampyren, der spiller bas, indtil Hugo (Chris Ratz) griber Jennifer på fersk gerning.

Den canadisk producerede Suck er som skabt til kultsucces med sin særegne humor, som, medgivet, kan være i den platte ende, men oftest virker, med sine overraskende stærke musikalske indslag - flere af hvilke er skrevet af instruktør og hovedrolleindehaver Rob Stefaniuk - samt de kreative stilistiske valg, som eksempelvis brugen af modeller til at vise bandets rejse på tværs af landet. Kan man se bort fra, at filmen ikke syner af at have været frygtelig dyr at producere, er der en masse at komme efter i Rob Stefaniuks film. I stedet for at være den platte spoof-film, man kunne frygte, med en titel som Suck (ikke at forveksle med Vampires Suck), bydes vi her på en original historie præsenteret i en forfriskende skæv og livlig stil, som hurtigt eliminerer enhver skepsis, som det lettere billige look måtte have bibragt publikum.

En anden ting, der føjer til den potentielle mulighed for kultstatus, er de mange cameos fra folk som Iggy Pop og Alice Cooper. At de i øvrigt benyttes på fornuftig vis er blot en positiv overraskelse. I stedet for blot at dukke op i filmens forløb og forsvinde igen spiller de velkendte rock’n’rolleres karakterer en reel rolle i forhold til filmens plot. Malcolm McDowell dukker også op i en større rolle som Eddie Van Helsing, der er på jagt efter hævn over den vampyr, som dræbte hans elskede for mange år siden - og som er bange for mørke.

Filmen er på én gang musical, roadmovie og komedie. Til trods for, at den kalder sig en skrækkomedie, lader horrorelementerne vente på sig. Bevares, der er et par blodige effekter, men uhyggeligt bliver det aldrig. Det gør nu heller ikke så meget, når filmen er underholdende i sine campy momenter - som er særligt markante, når Dimitri Coats dukker op som vampyren Queeny, der også står for det mest akavede musikalske indslag nær filmens begyndelse - såvel som i sine reelt velfungerende øjeblikke. Det er ikke svært at fatte en vis sympati for det lettere fjogede band, og selvom det kun er Jennifer og Joeys karakterer, der egentlig tilføres alvorligere nuancer, er hele gruppen af skuespillere så karismatiske, at de alligevel formår at gøre deres karakterer engagerende.

De musikalske indslag fungerer for øvrigt ganske godt, og særligt efter at Jennifers hemmelighed bliver opdaget, sker der spændende ting i musicalelementerne: Se eksempelvis på scenen, hvor Jennifer i drømme svæver over Joeys seng til tonerne af sangen ”So Close it Hurts”. Det er en flot lille scene, der leger med musikvideoklichéer, og som med nogle små tricks giver det hele et sært lille twist.

Filmens humor bestræber sig som tidligere nævnt ikke på at spoofe vampyrgenren, men ligesom Shaun of the Dead er der mere fokus på at lave en god komedie, som kan stå på egne fødder. Hvad der hovedsageligt sendes tanker til er musikalske legender som The Beatles og Bruce Springsteen, som hædres gennem billeder, der skaber mindelser om klassiske covers fra førnævnte artister. Det er et sjovt islæt og understreger, at filmen egentlig handler mere om rock’n’roll end vampyrer. Til tider kan man sågar fristes til at tænke filmens brug af vampyrer som et billede på de stoffer, der er del af rockmantraet om “sex, drugs and rock’n’roll” – og derigennem på det faktum, at nogle musikere vil gøre hvad som helst for at få deres musik ud til verden, måske endda uden helt at vide hvorfor, udover at det er en drivkraft i dem.


Anmeldt version: Suck. Dist.: Universal. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 87 min.
Universals danske DVD-udgivelse af den canadiske rock-gyser Suck.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven