Udvidet søgning
MAD LOVE
USA, 1935
Instruktion: Karl Freund
DK-titel: Orlacs hænder
AKA: The Hands of Orlac

Produktion: MGM (Metro-Goldwyn-Mayer)
REVIEW af Mikkel Harris Carlsen [08/03/13]

At 1930’erne ofte kaldes skrækgenrens guldalder skyldes ikke kun kanoniserede klassikere som Dracula (1931) og Frankenstein (1931), men også et væld af mindre kendte titler, der i nogle tilfælde kan være lige så seværdige som hovedværkerne. Orlacs hænder (Mad Love), min personlige favorit af dem alle, er løst baseret på romanen Les Mains l'Orlac (1920) af franskmanden Maurice Renard, der specialiserede sig i science fiction-pulp. Den var tidligere blevet filmatiseret som Orlacs Hände (1924) af Robert ”Caligari” Wiene og har siden inspireret talrige genrefilm, men Mad Love forbliver i mine øjne den ultimative version. Instruktøren var den tyske mesterfotograf Karl Freund, der havde stået bag kameraet på så glorværdige værker som Metropolis (1927) og Dracula, og som var blandt dem, der bragte den tyske filmekspressionisme til Hollywood. Mad Love, som nyder godt af dette, floppede ved billetlugerne og blev, muligvis af samme grund, Freunds sidste film i instruktørstolen.

Den skønne Yvonne Orlac (Frances Drake) er stjerne og midtpunkt i en Grand Guignol-agtig forestilling på Théâtre des Horreurs i Paris med realistiske torturscener i historisk klædebon. Da tilbederen Dr. Gogol (den uforlignelige Peter Lorre), der har set samtlige forestillinger fra sin loge, opsøger hende backstage for at udtrykke sin beundring, bliver han tydeligt sønderknust ved nyheden om, at hun skal på bryllupsrejse med sin mand, en celebreret koncertpianist (”Your … your husband?”), og at hun ikke har tænkt sig at vende tilbage til de skrå brædder. Som plaster på såret lykkes det ham at erhverve en særdeles vellignende voksfigur af hende fra teatret, som han kan sværme om derhjemme. Siden får Stephen Orlac (Colin Clive) hænderne knust i en togulykke, og hans fortvivlede hustru opsøger mesterkirurgen Gogol for at bede om hjælp. I et desperat forsøg på at vinde hendes gunst kaster tilbederen sig ud i en dristig eksperimentaltransplantation. Donoren er en morddømt knivkaster, Rollo (Edward Brophy, der også hed Rollo i Freaks (1932)), hvis henrettelse Gogol netop har overværet. Operationen lykkes, men da Orlac genoptager sit klaverspil, vil de kluntede slagterhænder ikke, som han vil – de vil meget hellere kaste med knive.

Skønt arbejdstitlen var The Hands of Orlac, var det kun passende, at den i sidste øjeblik blev ændret til Mad Love, da Orlacs historie ikke er vægtet nær så meget som Gogols besættelse af Madame Orlac. Alt imens Orlac bøvler med sit særprægede Alien hand-syndrom, driver Gogol længere og længere ind i liderligt omtåget delirium. ”I, a poor peasant, have conquered science! Why can’t I conquer love?” Og man forstår ham godt; hun er dælme dejlig, hende Frances Drake! Stakkels Gogol er en af genrens store tragiske elskere på linje med King Kong og Uhyret fra den sorte lagune, og ligesom i deres tilfælde kan man kun gyse ved tanken om, hvad han egentlig ville stille op med sin udkårne, hvis han fik muligheden. Ud fra hans nydelse oppe i logen på Théâtre des Horreurs ved synet af død og pinsel er man ikke i tvivl om hans personlige præferencer, og som han siden demonstrerer, er han ikke kun interesseret i simulation.

Med sin optagethed af fetichisme, besættelse og torture porn er Mad Love mere beslægtet med de tabuoverskridende og feberromantiske gysere, som italienerne producerede et kvart århundrede senere, end med de gennemsnitlige skrækfilm fra 1930’ernes Hollywood. I 1960’erne svælgede filmskabere som Riccardo Freda og Mario Bava i nekrofili og sadomasochisme på en temmelig utilsløret, men ikke desto mindre ekstremt smagfuld måde. Ja, findes der smukkere film om emnet end Frygtens time (L’orribile segreto del Dr. Hichcock, 1962) eller Pisken og kroppen (La Frusta e il corpo, 1963)? Måske, men i så fald er de gået min opmærksomhed forbi. Alligevel kunne alle italienerne tilsammen ikke overgå scenen, hvor Gogol forsøger at kvæle Yvonne med hendes eget hår, mens han citerer Brownings Porphyria’s Lover, hvad dødspoetisk perversitet angår.

Peter Lorre er pragtfuld i sin første amerikanske rolle, frisk fra Hitchcocks Manden der vidste for meget (The Man Who Knew Too Much, 1934), og det er en udsøgt fornøjelse at se ham konkurrere i galskab med selveste Colin Clive (Frankenstein himself i den klassiske version). Ud over at være en vidunderlig type er han genial til at spille mellem det ynkværdige og det skræmmende. Filmens bedste scene er ikke bare helt uforglemmelig i al sin groteske absurditet, men er også – for mig i det mindste – et af skrækgenrens store øjeblikke. Orlac bliver opfordret af en anonym kilde til at stille op på en bestemt adresse for at lære sandheden om sine umulige pølsefingre og bliver her mødt af Gogol i forklædning. ”I have no hands, yours – they were mine once,” hvisker han truende – i håbet om at drive rivalen til vanvid – og fremviser et par hæslige, Terminator-agtige metalproteser. Da Orlac betvivler hans påstand om at være den nyligt guillotinerede Rollo, rejser han sig op og afslører et i sandhed skrækindjagende syn, mens han griner diabolsk, som kun Lorre kan gøre det. ”Yes, they cut off my head, but that Gogol, he put it back – heeere!” Den bizarre og rædselsvækkende fremtoning med håndproteserne og den drabelige halskrave, der skal forestille at holde det afhuggede hoved på plads, har en slående lighed med de groteske krigsinvalider, som Otto Dix og George Grosz malede i mellemkrigstidens Tyskland (og fik mig også til at tænke på tegneseriemesteren Tardi). Selvom det ikke er hensigten, synes figuren at afspejle Gogols eget forkrøblede indre, invalideret, som han er, af ulykkelig kærlighed. Der er som bekendt kun en hårsbredde mellem love og mad love, og kun sjældent har en film skildret dette med så megen glød og patos.

Det dunkle og dekadente indhold bliver, vanen tro, mildnet af en solid dosis comic relief, ikke mindst fra Ted Healy som amerikansk journalist. Billedsiden er selvsagt nydelig hele vejen igennem med alle de ekspressionistiske skygger og spejleffekter, man kunne ønske sig. En af de to cheffotografer, som var tilknyttet filmen, var Gregg Toland, der siden filmede Den store mand (Citizen Kane, 1941). Den berømte filmkritiker Pauline Kael mente i øvrigt, at Orson Welles havde stjålet med arme og ben fra Mad Love i sin hæderkronede debut, hvilket fik Peter Bogdanovich til at skrive en rasende tilbagevisning i Esquire, hvor han kaldte Freunds mesterværk ”one of the worst films I’ve ever seen”. Men Bogdanovich er jo også en prætentiøs klaphat .

Orlac-temaet blev senere brugt i The Hands of Orlac (1960) med Christopher Lee, Hands of a Stranger (1962), Body Parts (1991) og til dels i den sydkoreanske Gin gwai (aka The Eye, 2002) m.fl. Senest er jeg stødt på det i en dansk horror-novelle, Armen af Morten Carlsen. Gogol, ikke Dr., men Nikolai Vasilievich, skrev i øvrigt en novelle om en legemsdel med sin egen vilje (nej, ikke den), Næsen, om en tud, der en skønne dag forlader sin ejermand for at søge lykken andetsteds.


Anmeldt version: Hollywood Legends of Horror Collection. Dist.: Warner Home Video. DVD (R1 NTSC). Udgivelsesland: USA. Format: Full screen. Spilletid: 68 min.
Dette bokssæt fra Warner indeholder en række mindre kendte, men absolut seværdige klassiske horror-film. Udover den her anmeldte Mad Love tæller de Doctor X, The Return of Doctor X, The Devil Doll, Mark of the Vampire og The Mask of Fu Manchu.
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven