Udvidet søgning
FRANKENWEENIE
USA, 2012
Instruktion: Tim Burton
DK-titel: Frankenweenie

Produktion: Walt Disney Pictures
REVIEW af Caspar Vang [17/02/13]

Du ved, du er havnet i det skæve, kringlede og hyggegotiske Burtonland, når den lille by New Holland hver nat hjemsøges af tordenvejr, der vises gamle Hammer-vampyrfilm i tv, fysiklæreren ligner Vincent Price og skolebøllernes genoplivede kæledyr spreder skræk og rædsel i byens gader.

Du ved også med sikkerhed, at Burtons sort-hvide, stop motion-animerede gyserfabel Frankenweenie (2012) vil dele publikum i to lejre. Dem der kan deres gyser- og Burton-ABC på fingerspidserne vil labbe instruktørens skønne parafrase over Mary Shellys gyser- og science fiction-klassiker i sig som modermælk. Og så dem, der ikke overhovedet ikke aner hvad Hammer eller hvem fanden Vincent Price er. De vil hele vejen føle sig holdt udenfor og hurtigt afskrive filmen som en uforståelig barnlig fantasi for nostalgiske gyserfilmnørder. Så er du opfordret eller advaret.

Handlingen udspiller sig omkring drengen Victor Frankenstein (Charlie Tahan). Han har det ikke let. En enspænder, der mest interesserer sig for at lave monstersmalfilm og sære videnskabseksperimenter, selvom hans far hellere så, at han spillede baseball med de andre drenge. Hans eneste ven er hunden Sparky, så Victors verden ramler sammen, da Sparky dør i trafikken. Inspireret af fysiklæreren Mr. Rzykruskis (Martin Landau) forsøg med elektricitet genopliver den unge Frankenstein stakkels Sparky, men misundelige skolekammerater stjæler opfindelsen for at vinde skolens videnskabsdyst. De graver hver deres døde kæledyr op af den lokale dyrekirkegård, men i modsætning til Victors eksperiment er hjertet ikke med i deres, og bøllernes nuttede kæledyr udvikler sig snart til uhyrlige skabninger.

Ikke helt uvæsentligt markerer Frankenweenie en kursændring og satsning for Disney, der alt for længe har tænkt i prinsesser og forskellige variationer af talende biler, dyr og legetøj. Sidste års Modig (Brave, 2012) var en farverig og friskt gammeldags fantasyfabel med begge ben solidt plantet på jorden. Frankenweenie går et skridt videre. Ikke alene er filmen i utrendy og gammeldags stop motion-animation, hvor man rykker motivet en lille smule mellem hvert billede, den er også i sort-hvid og kræver, hvis man skal have det fulde udbytte af filmen, noget af publikum. Et solidt kendskab til gysergenren og Burtons øvrige film er klart en fordel.

Sjovt nok var forlægget, live action-novellefilmen Frankenweenie fra 1984, netop produceret for Disney, men selskabet afskedigede den unge Burton for at have spildt deres ressourcer på en film, man mente var aldeles uegnet som familiefilm. Da Burton senere fik succes, sendte man filmen ud på video i en censureret udgave, og først med deluxe-dvd'en af The Nightmare Before Christmas (1993) fik vi for første gang Frankenweenie at se i sin fulde længde.

Med den stop motion-animerede spillefilmsudgave af Frankenweenie lukkes cirklen i Burtons univers. Instruktøren bevæger sig væk fra det pastelfarvede forstadsmiljø, der udgør kontrasten til gotikken i flere af hans film, og selvom Frankenweenies handling egentlig lægger sig tæt op ad 1984-originalen, så trækker filmens æstetisk og stemning på den fabelagtige kortfilm Vincent (1982), hvor den syvårige Vincent dagdrømmer om gotisk uhygge og hans store idol Vincent Price. Der var han igen!

For mange vil Frankenweenie være en svær nød at knække. Den virker lukket og indforstået og for en lille udvalgt skare, der er med på, hvad det hele handler om. Et modigt træk af Burton. Instruktøren kunne så let som at klø sig i nakken have lavet en bred, mainstream-orienteret storfilm, der kunne nydes af de fleste, men i stedet har han på vaskeægte, flabet burtonsk maner skabt et auteur-værk, der ved første øjekast nok kun vil blive værdsat af de få, men på sigt sikkert vil stå på linje med instruktørens hovedværker.

Fire gotisk-nostalgiske animationsbegejstrede uncut-videobånd i den krumme, spindelvævsbefængte og støvede heksehat for det.


Anmeldt version: Frankenweenie. Dist.: Walt Disney Studios Motion Pictures/Sony Picture. Digital 2D. Udgivelsesland: Danmark. Spilletid: 87 min.
I Frankenweenie (2012) fusionerer den krummelurede filmtroldmand Tim Burton stop motion-animation, gotik og gammeldags gyserfilm.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven