Udvidet søgning
REPO! THE GENETIC OPERA
USA, 2008
Instruktion: Darren Lynn Bousman
DK-titel: Repo! The Genetic Opera

Produktion: Lions Gate Films
REVIEW af Mark Sander Svensson [15/02/13]

Den mastodontiske virksomhed GeneCo har i år 2056 opnået enorm magt. Dette er sket gennem deres monopol på organtransplantation. Lederen af firmaet, Rotti Largo (Paul Sorvino), er døende og må tage op til overvejelse, hvem af hans tre problemfyldte og nytteløse børn, der vil være i stand til at løfte arven fra deres far. Alt imens det finder sted, er en af Rottis ansatte, Nathan (Anthony Head), i fuld gang med at ødelægge forholdet til sin syge datter, hvem han ellers har gjort sit bedste for at skjule sin dystre beskæftigelse for. For Nathan er en Repo Man, en organhøster, der afhenter de organer, der ikke bliver betalt af i tide, og inden længe støder hans personlige liv sammen med hans professionelle på den værst tænkelige måde, han havde kunnet forestille sig.

Historien begyndte oprindeligt som en 10-minutters mini-opera, som blev fortalt af en gravrøver. Idéen om at overføre den kompakte historie til film lå længe hen, og det var først, da instruktør Darren Lynn Bousman fik succes med Saw-filmene, som han har instrueret tre af, at tiden langt om længe var inde. Således er filmen lavet på et relativt lavt budget og er i høj grad baseret på idéen om, at universet skulle henvende sig til en mindre fanbase, der langsomt men sikkert ville sprede filmen. En planlagt kultfilm, om man vil. Det var endvidere bagmændenes håb, at en fortsættelse ville blive mulig, hvilket dog endnu ikke er sket. Det ændrer imidlertid ikke på, at denne rockmusikalske opera er en herligt kaotisk, mørk og medrivende historie, der både viser sin gennemslagskraft via sin musik og en kreativ visuel stil. Selvom filmen er skabt for at blive kult, hvilket er svært at forfalske eller regne sig frem til, fornemmes det også, at der ligger en masse reelt hjerteblod i fortællingen og afviklingen af denne.

Om det er hjerteblod, der har trukket nogle af de interessante navne, filmen har at byde på, til sig, skal jeg ikke kunne sige, men det er på mange måder en bonus for filmen at have fået navne som den legendariske musicalperformer Sarah Brightman indblandet. Bousman var oprindeligt imod at caste Paris Hilton i filmen, fordi han frygtede, at det ville fremstå som en gimmick at caste én som hende i en film som denne. Ikke desto mindre fungerer hun faktisk godt i filmen - ja, jeg ved godt, det er overraskende. Som det også af andre er blevet påpeget, skal hun ikke strække sin virkelige personlighed så langt, da hun i filmen spiller en rigmandsdatter, der er forkælet, skabet og tror, at hun evner langt mere, end hvad der er tilfældet.

Anthony Head vil måske minde Dexter-fans om en yngre John Lithgow, særligt fordi den karakter, Head leverer her, ligesom Lithgows Arthur Mitchell har nogle intense humørsvingninger, der på få øjeblikke kan bringe ham fra omsorgsfuld far til koldblodig morder. Derudover er Head en af filmens største sangtalenter og en absolut fornøjelse at lytte til, når han besynger sin afdøde kone og søger hjælp hos hende. Generelt set er det nogle mindeværdige karakterer, vi bydes på, og både Hiltons skabede operationsjunkie, Brightmans tiltrækkende og bizarre Blind Mag samt selvfølgelig den unge hovedrolleindehaver Alexa Vegas Shilo tager lang tid om at forsvinde fra det indre øje. Sidstnævnte særligt grundet forholdet til sin far, som er meget oprigtigt og velspillet af såvel Vega som Head.

Filmen indeholder masser af velopbyggede scener, som uden at tage fokus indeholder en masse fine detaljer, der ofte rummer nøglen til små afsløringer om universet. Man kan selvfølgelig synes mere eller mindre om det meget CGI-prægede udseende, men grundet den i øvrigt meget tegneserieagtige fornemmelse, der præger filmen, var det ikke generende for min oplevelse af den. Ligesom det var tilfældet med Sin City er der en klar fornemmelse af stilsikkerhed, og det løfter filmen. Derudover er det fornøjeligt, at man har valgt at forklare flere af karakterernes forhistorier gennem deciderede tegneseriebidder, som er utroligt smukke men også enormt effektive. Darren Smith og Terrance Zdunichs musik er naturligvis hele grundlaget for filmen. De formår ret dygtigt i hver enkelt sang at bygge mod mindre crescendoer, som kulminerer i den afsluttende sang "I Didn't Know I'd Love You So Much", som er en stille men passende og rørende måde at lade filmen tone ud.

Darren Lynn Bousmans film er ikke ufejlbarlig: Mest af alt grundet dens lidt for lange udtoning, der har en smule for travlt med at sætte op til den fortsættelse, der aldrig kom, men den er absolut både fremragende og medrivende i sin fortælling, der med et spændende univers som underlag lader en række intriger folde sig ud, som er tragiske på mange niveauer. Hvorvidt der nogensinde kommer en fortsættelse er tvivlsomt, men det gør nu heller ikke så meget, for selvom universets historie ender åbent, får vi en fin afrunding på de personlige forhold samt en smule håb om, at vores hovedkarakter vil være i stand til at jage morgendagen med nyt mod.


Anmeldt version: Repo! The Genetic Opera. Dist.: Lion's Gate Home Entertainment. Blu-ray Disc (reg. B). Udgivelsesland: England. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 98 min.
Dansk DVD-udgivelse fra Scanbox af kultfilmen Repo! The Genetic Opera. Fås også som engelsk bluray-udgivelse fra Lion's Gate.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven