Udvidet søgning
RITUAL DOS SÁDICOS, O
Brasilien, 1970
Instruktion: José Mojica Marins
AKA: Awakening of the Beast

Produktion: Ovni Indústria Cinematográfica / Fotocena Filmes
REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [27/10/12]

Coffin Joe – amatørfilosoffen med de krogede negle og top-hatten – melder sin ankomst under forteksterne i vanlig bombastisk stil i instruktørens O Ritual dos Sádicos aka Awakening of the Beast (1970), der efter sigende er hans personlige favorit fra filmserien. Det både forstår man og forstår man ikke, for det er ikke svært at gætte hvilke kvaliteter ved filmen, der formentlig tiltaler Marins: Den apokalyptiske udmaling af sædernes forfald, symbolismen og ”hævnen” over hans forargede kritikere i form af seksuelle udskejelser, der i al fald var chokerende nok til at få filmen forbudt i hjemlandet. Desværre er alt det, som man fornemmer, at Marins selv sætter pris på, også det, der hurtigt virker trættende på seeren – og Awakening of the Beast er den foreløbig mest frustrerende oplevelse i Anchor Bays Coffin Joe Collection-boks, hvorfra jeg dog har et par film til gode endnu. (Den af undertegnede allerede anmeldte Finis Hominis aka End of Man fremstår som et konglomerat af alt det værste fra Awakening of the Beast, men kommer kronologisk efter denne.)

Prologen med Ave Maria og Joes monolog er bizar nok til, at man fatter håb om, at Marins er tilbage i den veloplagte form fra seriens to første film. Men ak, umiddelbart efter forsvinder Joe ud af billedet og vender først tilbage i finalen, og i mellemtiden må seeren slæbe sig igennem instruktørens personlige, visionære portræt af samfundsmoralens forfald med stofmisbrug som det centrale tema. Jo tak, Marins’ forståelse af tidens tendenser er omtrent så nuanceret som den, en række danske manuskriptforfattere herhjemme i 70’erne lagde for dagen i Huset på Christianshavn (1970-77), og hvis Awakening of the Beasts løst sammenhængende vignetter efterlader én med et indtryk, så er det af instruktørens forargelse snarere end af samfundets korruption. Det mærkelige ved Marins’ subjektive filmkunst er blandingen af trangen til at smadre den bestående moral med trangen til at prædike en endnu strengere, tendenser, der spores tydeligere i Awakening of the Beast end i noget tidligere værk af instruktøren (og i den forstand kan man godt vælge at se den som et nøgleværk). Det kan godt være, at mennesket – som Joe profetisk fortæller os – er alle tings hersker, men det står hen i det uvisse, om Marins egentlig synes, at det er en god ting, hans blasfemiske bestræbelser til trods.

De depraverede historier, der alle drejer sig om erotiske excesser som følge af stofmisbrug, er bundet sammen af en tynd rammehistorie, hvori en række intellektuelle – heriblandt Marins selv, der poserer som en ”hr. Mojica” – diskuterer emnet og forsøger at overgå hinanden med vilde beretninger. Alt sammen, naturligvis, i videnskabelig, akademisk ånd. Trumfkortet er gemt til sidst, en fortælling om fire misbrugere, der udvælges til at tage del i et LSD-eksperiment, hvor de skal meditere over billeder af seriens hovedperson. Nu eksploderer filmen – som i This Night I Will Possess Your Corpse (1967) – i vibrerende farver og psykedelisk chok-æstetik, der unægtelig udgør dens højdepunkt, men på den anden side ikke virker nær så overrumplende som i førnævnte film. Marins har ganske enkelt trukket for store veksler på ens tålmodighed frem til finalen.

Coffin Joe selv er i Awakening of the Beast lidet mere end en idé, der kan rumme stort set, hvad instruktøren har lyst til at proppe ind i den, og det element, der gjorde seriens to første film så fremragende – nemlig det personlige portræt af Joes opgør med landsbymentalitetens stivnede religiøse dogmer – er helt fraværende. Awakening of the Beast demonstrerer til fulde, hvad man allerede har kunnet ane tidligere, at Marins’ fantasi, symbolisme og visionære samtidsskildring fungerer bedst indenfor en traditionel narrativ ramme, som han så kan udfordre. Når historien mangler, er resultatet alt for ofte et trættende rod.


Anmeldt version: Awakening of the Beast. Dist.: Anchor Bay. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: England. Format: Full screen. Spilletid: 92 min.
Anchor Bays 5 disc-bokssæt The Coffin Joe Collection, som foruden en række af Coffin Joe-filmene også indeholder dokumentaren The Strange World of José Mojica Marins (2001).
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven