Udvidet søgning
SLUMBER PARTY MASSACRE, THE
USA, 1982
Instruktion: Amy Jones

Produktion: New World Pictures
REVIEW af Mikkel Harris Carlsen [01/08/12]

Udover at have en af de fedeste exploitation-titler nogensinde skiller The Slumber Party Massacre sig også ud fra det øvrige felt af teen-slashers fra start-80’erne ved at være skrevet og instrueret af kvinder. Så er det jo fristende for filmskribenten at danne en pyramide med fingrene, anlægge et sagligt udtryk i det pergamentfarvede ansigt og analysere værket ud fra en feministisk anskuelsesvinkel. Når kameraet dvæler påfaldende længe ved en bar røv i pigernes omklædningsrum, er det så en kommentar til det objektiverende mandeblik (for det kunne kvinder jo aldrig finde på!), eller prøver pigerne bare at slå drengene på hjemmebane? Faktisk var The Slumber Party Massacre oprindelig tænkt som en genre-parodi, skrevet af den feministiske poet og forfatter Rita Mae Brown, men instruktøren Amy Jones (der fravalgte jobbet som klipper på E.T. for at lave den) valgte imidlertid at filme den som en mere konventionel slasher-sag, vistnok af kommercielle hensyn. Satiren og meta-laget skinner dog stadig igennem. I hvert fald virker filmen meget selvbevidst i sin trashiness. At morderen udstyres med en enorm, fallisk boremaskine, der til slut hugges over, er fx så overgjort i sin vulgærsymbolisme, at det nærmest ligner en parodi på en parodi.

Det samme gælder åbningsbillederne, hvor heltinden Trish vågner og smider sine dukker og tøjdyr i skraldespanden. Forældrene tager af sted på weekend, Trish vil holde en pyjamasfest for tøserne, og så er der ellers lagt i kakkelovnen til den klassiske overgangsrite, der i løbet af filmen skal konfrontere hende med sin egen kødelighed/dødelighed (om end hun ser ud til have passeret de 25). Men da skraldet stilles ud til vejsiden, ser vi en hånd række ind i billedet og nappe en af dukkerne. Morderen er altså ikke, som vanligt, forbundet med den farlige voksenseksualitet og/eller restriktionerne imod den (elsk og dø), men tværtimod noget infantilt og udviklingshæmmet. Samtidig er han ikke maskeret eller vansiret som Jason, Michael, Freddy og alle de andre ungemordere, hvilket fuldstændig berøver ham den mystik og ikonografi, der normalt forbindes med disse bøhmænd. I stedet er han bare en undsluppet sindssygepatient i denimjakke, ukarismatisk og nærmest ynkelig i sit evnesvage kvindehad, grotesk overkompenserende med sit elskede el-bor, hvilket på en måde har en kastrerende effekt.

At slippe denne driller killer løs til en pyjamasfest med seksuelt aktive ungmøer burde være ækvivalenten til ræven i hønsegården, men selvom han unægtelig myrder og borer og penetrerer til højre og venstre, virker han aldrig rigtig farlig. Han har ikke nogen resonans. Han er hverken et menneske eller en bogeyman. Med sit barnlige overspil (eller er det underspil?) gør Michael Villella en temmelig latterlig figur som kvindemorderen Russ Thorn, selvom han angiveligt skulle have læst Charles Manson-litteratur og sovet med boret om natten for at forberede sig til rollen (tsk!).

Resterne af udgangspunktets feministiske dagsorden gør sig især gældende ved, at pigernes verden skildres som et lukket og selvtilstrækkeligt univers, vittigt reflekteret i selve fænomenet ”slumber party”, der i den mandlige fantasi (i hvert fald min - og jeg tror ikke, jeg er alene her) let får karakter af et pseudolesbisk paradis af pudekampe og blondeundertøj. To kåde drenge fra skolen belurer pigerne under pyjamasfesten, som en parallel til målgruppen, og forsøger da også at optræde som redningsmænd, da blodet begynder at flyde, men alt sammen forgæves. Pigerne kan klare sig selv. Det mandlige er enten overflødigt, umodent eller afsporet - selv håndværkerne er kvinder! Her ville det være nærliggende at lade morderen optræde som den både farlige og fascinerende maskulinitet, det urmandlige, der propper macheter op i røven på folk, men det kan Russ Thorn som nævnt ikke leve op til. Frem for at være en truende, uskyldsdræbende thorn er han snarere en ynkelig prick - og det er nok hele pointen.

Sjovt nok overgiver Amy Jones sig så uforbeholdent til hver eneste genrekonvention i brugsmanualen, at den satiriske undertone kan virke en smule malplaceret og letkøbt (fx er de mange nøgenscener et krav fra producer Roger Cormans side og har altså ikke noget med en feministisk vinkel at gøre) - og en slasher med et glimt i øjet er bestemt ikke noget nyt på denne tid. Trods mine forbehold over for Brown og Jones’ meta-attitude fandt jeg alligevel Pyjamasfesten ganske charmerende. Underholdningsfaktoren er høj, det samme gælder the body count, og i sidste ende fungerer filmen bedre som slasher-kitsch end som parodi. Den opnåede en pæn succes og blev, vanen tro, fulgt af en 2’er i 1987 og en 3’er i 1990, begge skrevet og instrueret af kvinder.


Anmeldt version: The Slumber Party Massacre. Dist.: In2Film. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: England. Format: Letterbox. Spilletid: 73 min.
Engelsk DVD-udgivelse af The Slumber Party Massacre, et feminint bud på slasher-genren.
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven