Udvidet søgning
DARK KNIGHT RISES, THE
USA, 2012
Instruktion: Christopher Nolan
DK-titel: Dark Knight Rises, The

Produktion: Warner Bros. / Syncopy / Legendary Pictures / DC Entertainment
REVIEW af Søren Hardy Rasmussen [27/07/12]

En nedslidt, trist mand støtter sig til sin stok, mens han går gennem en mørk, fugtig grotte. Ud kommer, med brølende motorer og en ubetvingelig tørst efter hævn, Batman, til hans sidste, altafgørende opgør med fortiden.

Gotham City har nydt en lang periode med fred, lov og orden. Den afdøde Harvey Dent er blevet det ikon, han skulle være, og den faldne, mørke engel Batman, har ikke vist sig siden han dræbte den tosidede Dent. Krigen, som de gamle betjente kalder den, er slut, og folket er lykkelige. Men freden er bygget på en løgn, og under overfladen ulmer fortidens synder i et hav af korruption, råddenskab og den mytologiske skurk Bane.

Efter otte års aftægt må Bruce Wayne indse, at der igen er brug for Batman, men han er ikke den mand, han var engang, og Bruces venner og allierede har også prøvet at lægge fortiden bag sig. Ingen er klar, og fortiden kan være en ubarmhjertig, insisterende type. Gotham står nu foran sin største prøvelse nogensinde og går en meget dyster tid i møde: The Dark Knight Rises.

Mesterlig og episk er ord, som springer frem ved tanken om Nolans Batman-trilogi og ikke mindst sidste episode, som slår en fin sløjfe på en af nyere tids absolut bedste trilogier, og slår fast med syvtommersøm, at auteuren Nolan er en af vores tids absolut største instruktører. The Dark Knight Rises er stor som en krigsfilm og gør ondt som et Oscarvindende drama. Midt i alt det får vi alt, hvad den kan trække af overvældende actionscener og små strø af tør humor.

Nolans trilogi har flyttet Batman-figuren væk fra den noget komiske position, den havde i 90erne, og tilbage i skyggerne, hvor den hører til. Batman er ikke en hurtigsnakkende Ironman eller et dydsmønster som Superman, der med velfriseret hår og farvestrålende kostume smadrer sig gennem skurkene. Batman er dyster og endnu vigtigere tragisk. Bruce Wayne er en grænsetilfælde-psykopat, og hans liv er hverken godt eller lykkeligt. Det er Bruce, der er blevet masken, og Batman, der er den rigtige personlighed. Dette er vigtigt, og Nolan har forstået det. Derfor vil hans film næppe nogensinde blive overgået af fremtidige versioner af Batman-franchisen, for Nolan har fanget essensen af den dystre helt. Batman er en dramatisk figur, lige ud af en Shakespeare-tragedie, ikke en actionhelt.

Batman-filmene havde i forvejen et absurd godt cast af fantastiske skuespillere, men suppleres i finalen af en ny, stor flok, hvoraf mange er hentet fra Nolans sidste mesterværk Inception (2010). Store navne som Christian Bale, Gary Oldman, Morgan Freeman og Michael Caine gør stadig i sig selv filmen til en stor skuespiloplevelse, men de suppleres fremragende af de nytilkomne. Tom Hardy f.eks. gør det komplet umulige og gør muskelskurken Kane til en virkelig interessant karakter, med mange vinkler og facetter.

Efter hendes optræden i Inception er den ellers altid fantastiske Marion Cotillard en lidt fantasiløs tilføjelse til Nolans Gotham-univers. Den er alt for forudsigelig, men lige meget hvad, så er Cotillard altid en fornøjelse på biograflærredet.

Anne Hathaway er nok den sidste skuespiller, man ville forvente sig i Nolans tyngdeladede superheltedrama, men hun gør en god figur som Catwoman, en overraskende god figur faktisk; og selvom der er lang vej til Michelle Pfeiffers bemærkelsesværdige Selina Kyle i Tim Burtons Batman Returns (1992), så er Hathaway formstøbt til Nolans version af den skurkagtige heltinde. Catwoman er den grå figur, med den tosidede moral, der spejler Batman som den psykopatiske helt, han er. Hathaway er helt formidabel til netop det. “I am Catwoman... hear me roar!”, som Pfeiffer siger i Batman Returns, og Hathaway, hun kan brøle.

Joseph Gordon Levitt, som var fremragende intens i Inception, spiller den dedikerede og indædte, forældreløse strømer John Blake og er en af de absolut mest interessante nytilkomne. Rygtet vil vide, at Christian Bale, da han sagde ja til at spille Batman i trilogiens første, havde frabedt sig, at der skulle være en Robin-figur, og tak for det, for det noget pinlige sidekick har aldrig rigtig været min kop te. Men i The Dark Knight Rises laver Nolan en genial finte og erstatter Robin med Levitts karakter John Blake. Og hvem ved, måske er der en lille Robin gemt inde i ham.

Den sidste Batman-film fra Nolans hånd er en enorm, massiv film. Ikke blot fordi den er lang, men også fordi den føles som en enorm oplevelse, som tager sin tid at fordøje bagefter. Den er til tider klippet meget skarpt, men kunne stadig være timer længere, uden problemer. The Dark Knight Rises er et stort drama, som i den grad lever op til sine forgængere. Samtidig er den en film, som på ingen måde kan stå alene. The Dark Knight Rises er afslutningen på en trilogi og kan ikke ses på andre måder. Batman Begins (2005) og The Dark Knight (2008) må rigtig gerne være frisk i erindring, når man går i gang med trilogiens slutning, for der er mange tråde, der skal samles.

The Dark Knight Rises trækker sin inspiration fra kunstnere som Dickens, Michael Mann og Fritz Lang, fra store temaer som Den franske revolution, Nazi-Tysklands begyndelse og relevante emner som den nuværende økonomiske krise og krigen mod terror. Den kredser om de anarkistiske strømninger i nutidens undergrundskultur, men sympatiserer ikke nødvendigvis, eller åbenlyst, med dem. Samtidig hiver filmen den ene intertekstuelle reference efter den anden frem fra Batman-legendens mange historier. Det hele er relevant og har tyngde. Det er mesterligt og yderst seværdigt.


Anmeldt version: The Dark Knight Rises. Dist.: SF Film. 35mm. Udgivelsesland: Danmark. Spilletid: 165 min.
Biografplakat til Christopher Nolans sidste kapitel i den trilogi, der siden 2005 har søgt at genfortælle Batman-legenden på dyster grund.
KARAKTERBOKSEN
Mikkel Svendstrup
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven