Udvidet søgning
ESTA NOITE ENCARNAREI NO TEU CADÁVER
Brasilien, 1967
Instruktion: José Mojica Marins
AKA: This Night I Will Possess Your Corpse

Produktion: Ibérica Filmes
REVIEW af Lars Gorzelak Pedersen [06/06/12]

José Mojica Marins var ikke sen til at følge At Midnight I’ll Take Your Soul (1964) op med en toer. Som titlen indikerer, så er This Night I Will Possess Your Corpse (1967) mere end overfladisk beslægtet med sin forgænger og kan indimellem minde lidt om en genindspilning. Handlingen lægger sig tæt op af den, vi allerede kender fra seriens første film, skønt den nu er flyttet til en anden landsby og kronologisk foregår umiddelbart efter. Samtidig mærker man dog, at seriens hovedperson diskret er i færd med at forvandle sig – fra At Midnights udspekulerede landsbysærling til en halvdæmonisk figur, der overvinder de mest ufordelagtige odds, er udstyret med surreelle fingernegle og taler direkte til kameraet i filmens prolog: En forrygende montage af lyd, effekter og credits, der kribler over billedfladen i nervøs edderkoppespindsskrift.

Zé do Caixão – lad mig kalde ham Coffin Joe for nemheds skyld – overlever den forrige films begivenheder og vågner op i hospitalssengen med synet intakt (cue et herligt closeup af den storgrinende superkætter, der dårligt nok kan tro sit eget mirakuløse held). Det begynder at ligne forsynets værk, da han også bliver frikendt i retten – men for en sikkerheds skyld søger Joe alligevel hurtigt videre til en anden landsby, hvor vi hurtigt bliver mindet om hans kærlighed til børn, da han redder en dreng fra at blive kørt over. Børn er også temaet i This Night I Will Possess Your Corpse, hvor Coffin Joe fortsætter jagten på en kvinde, der kan give ham en søn, som skal frelse menneskeheden fra dens moralske dårligdomme.

Han går systematisk til værks og kidnapper seks af slagsen (dvs. kvinder). De udsættes for en uhyggelig test, der skal vise, hvem der er værdig til at bære hans kommende barn. En af dem klarer udfordringen, og mens Joe charmerer sig ind på hende, dør de resterende fem kvinder en frygtelig død i slangekammeret under dem. Et sadistisk påfund, der er som taget ud af 120 dage i Sodoma. Som spåkonen i At Midnight I’ll Take Your Soul når en af kvinderne imidlertid at kaste en forbandelse over Coffin Joe, som – påstår hun – vil angre sine handlinger ved midnatstid.

Handlingen snørkler sig videre derudad bl.a. med en ordentlig kleppert ved navn Truncador, der rotter sig sammen mod Joe sammen med andre lokale. Joe indser, at hans udvalgte kvinde alligevel ikke er værdig til at føde hans søn. Det er derimod den nytilkomne Laura, som til Joes held tænder på psykopater med overmennesketilbøjeligheder. Men det centrale plot-element er endnu engang Joes egne samvittighedskvaler, som også afføder filmens om ikke bedste så i al fald mest uforglemmelige scene. Den skyldplagede Joe slæbes i et mareridt durk ned i helvedes dybder, hvor filmens slidte sort-hvid eksploderer i knaldrøde bondage-amatøroptagelser. Godt nok skriver vi 1967, men den slags dristighed – både filmisk og seksuelt – skal man alligevel lede længe efter på datidens internationale horror-scene.

En fornøjelig toer, der måske nok dybest set blot byder på mere af det samme, men gør det på veloplagt manér og med samme flair for etablering af intense spændingsscener, hvor Joe slår sine overlegne folder, som sin forgænger.


Anmeldt version: This Night I Will Possess Your Corpse. Dist.: Anchor Bay. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: England. Format: Full screen. Spilletid: 109 min.
Anchor Bays 5 disc-bokssæt The Coffin Joe Collection, som foruden en række af Coffin Joe-filmene også indeholder dokumentaren The Strange World of José Mojica Marins (2001).
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven