Udvidet søgning
HOUSE OF THE DEVIL, THE
USA, 2009
Instruktion: Ti West
DK-titel: House of the Devil, The

Produktion: Glass Eye Pix / RingTheJing Entertainment / Constructovision / MPI Media Group
REVIEW af Mikkel Harris Carlsen [24/06/10]

It had me at hello. Allerede åbningsbilledet, som kunne være iscenesat af en reanimeret Vilhelm Hammershøj, demonstrerer en djævelsk god sans for rum og komposition. Og det er ikke bare et lucky shot, men en gennemgående kvalitet ved The House of the Devil. På grund af den solide hype og buzz fra nettet og festivalerne, som filmen har været omgærdet af, kan man som genrefan let komme til at se den gennem en optik af urimelig stor forventning, og det er synd. Det er en lille film. Egentlig ikke meget mere end en simpel stiløvelse i uhygge og stemning, men på det niveau er den sgu imponerende.

Det er efterhånden blevet en udbredt marketingsgimmick, at selv de mest groteske skrækfilm er ”baseret på en sand historie”, men i dette tilfælde virker det for en gangs skyld fortjent, da det meste af filmen har en troværdig aura af vandrehistorie over sig. Jocelin Donahue er lidt af et scoop i hovedrollen som collegestudinen Samantha, der i begyndelsen er ude at kigge på en lejlighed, træt af kollegieværelset og samboen. Udlejeren spilles af Dee Wallace fra Slagterbanden (The Hills Have Eyes, 1977) og Varulve (The Howling, 1980), men før man kan nå at tænke ”homage”, viser det sig, at (næsten) hele filmen er totalt retro. Stilistisk er den lagt an som en pastiche over gysere fra de tidlige 1980'ere, og som sådan er den for størstedelens vedkommende særdeles vellykket og kan for det utrænede øje godt ligne den ægte vare. Hvis åbningsbilledet fik mig til at nikke anerkendende, så gjorde titelsekvensen mig decideret fjollet: Musikken, layoutet, teksturen og vinklerne rammer en vidunderlig retro-nostalgisk vibe, der står tilbage som et af de mest elskelige genreøjeblikke, jeg længe har set.

For at skrabe ind til indflytningen finder Samantha en babysittertjans samme aften. En veninde kører hende ud til huset i skoven (og apropos retro-vibe, så sidder Greta Gerwigs præstation som veninden også lige i skabet). Følelsen af isolation begynder allerede at sætte ind på vejen. I endnu et af den slags shots, som gør filmen til en stilistisk nydelse, åbnes døren af en kæmpe. Eller i hvert fald en meget høj mand. Det fornemmer vi i første omgang på pigernes blikretning og stive smil (et af flere eventyrinspirerede motiver; huset i skoven, det forbudte rum, heksen mm.). Mr. Ulman, velsagtens opkaldt efter hotelbestyreren i Ondskabens hotel (The Shining, 1980), igen noget med forbudte rum og isolation, spilles til perfektion af Tom Noonan, der trods den overfladiske venlighed også virker temmelig intimiderende. Scenen i køkkenet, hvor han afslører, at ”babyen” er hans svigermor (gamle mødre gemt af vejen er aldrig et godt tegn), er endnu et gyldent øjeblik i en film, som ikke er fattig på dem. Da han i en potentielt truende gestus får et stoleben til at skrabe mod gulvet, minder det os om, at de mest effektive gys gerne opnås med enkle midler. Samantha er først afvisende overfor udsigten til at passe på en ældre dame, men indvilliger, da der kommer flere penge på bordet, og Ulman lover, at hun formodentlig slet ikke vil se noget til den gamle. Mrs. Ulman dukker også op og ligner en ansigtsløftning fra Helvede, og så siger de tak og farvel. De skal ud og betragte en sjælden måneformørkelse, som man åbenbart ikke kan se inde i den sorte skov.

Instruktøren Ti West, der også har skrevet og klippet filmen, udviser en usædvanlig tålmodighed med den langsommelige opbygning. Ikke overraskende blev midterdelen oprindeligt nedklippet af idiot-producere med den begrundelse, at pacingen var for sløv (ifølge mange filmkøbmænd er gysere jo primært målrettet evnesvage). Men den langsomme opbygning er netop filmens kup (intakt på DVD), og følelsen af at være alene i et fremmed hus er fremragende ramt - rastløshed iblandet nysgerrighed. Scenen, hvor Samantha danser rundt i huset og hører The Fixxs ”One Thing Leads to Another” på sin walkman (endnu et tegn på, at denne film er lavet i oldtiden), fik mig igen til at smile henrykt, men hendes hvalpede dansen rundt i the old dark house understreger også følelsen af isolation og snigende klaustrofobi. Hendes nysgerrige snagen leder til mistanken om, at Mr. og Mrs. Ulman muligvis ikke er husets rigtige ejere, men vi har tidligere fornemmet, at Samantha har et skrøbeligt sind, så måske er hun bare paranoid. I fjernsynet vises Night of the Living Dead (1968), og det hjælper jo ikke på nerverne, pizzaen smager underligt, og så begynder den gamle at pusle rundt ovenpå.

Jeg er vild med den, men der er nu også et par ting, som stryger mig mod hårene. Eftersom narrativen er så forankret i Samantha, virker det i mine øjne forkert og forstyrrende, når den en gang imellem forlader hende. På et tidspunkt får vi et uhyggeligt kig ind i et værelse og kender nu til en trussel, som Samantha er uvidende om. Det samme gælder en mordscene udenfor huset (der ellers er ret effektiv). Jeg vil vove den påstand, at filmen havde været bedre (og uhyggeligere), hvis den havde droppet den hitchcock'ske suspense og ladet os opleve hele forløbet gennem Samantha. I hvert fald mere formfuldendt. I det intense klimaks bliver stilen pludselig mere moderne, og et par klodsede øjeblikke virker fjollet teatralske (”My eye! My Eye!”), men eftersom filmen er så sindsophidsende spændende, føles det ikke specielt distraherende. Anbefalet på det varmeste, men forvent ikke et bevidsthedsudvidende mesterværk.


Anmeldt version: The House of the Devil. Dist.: Metrodome. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: England. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 91 min.
DVDTJEK
The House of the Devil. Dist.: Another World Entertainment. Medie: Blu-ray Disc (reg. B). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 95 min.

Ti Wests overraskende og ganske vellykkede The House of the Devil hører uden tvivl til i den bedre ende af AWE’s Blu Ray-udgivelser. Faktisk vil jeg mene, at Wests slasher-hyldest er den foreløbigt bedste HD-udgivelse, det lille distributionsselskab har præsenteret.

I 80’ernes slasher-ånd har Ti West valgt at skyde The House of the Devil på 16mm-film, hvilket ses tydeligt. Dette er ikke ment som en kritik, tværtimod. Billederne er flotte og farvemættede, men har samtidig en snert af grynethed over sig, der passer fint til filmens tematisering af de gamle horror-forbilleder. Billedsiden er ligeså gennemført som resten af filmen, og det er en sand fornøjelse at smide skiven i afspilleren og tilbringe en mørk aften i djævlens hus. Lydsiden fejler heller intet, men det er klart billedsiden, der imponerer.

Bonusmaterialet tæller en lille og aldeles uinteressant featurette, der går bagom optagelserne af filmen. En række fade slettede scener, et billedgalleri og et trailershow er der også blevet plads til. Hele to kommentatorspor er der ligeledes at finde på denne udgivelse. Et spor med Ti West og Jocelin Donahue samt et med Ti West, den assisterende instruktør Graham Reznick, producenterne Larry Fessenden og Peter phok Sporet med Ti West og skuespiller Jocelin Donahue er klart det bedste, men generelt er de to kommentatorspor ikke specielt spændende.

Blu Ray-versionen af The House of the Devil er en helt igennem flot udgivelse, der på fineste vis markerer AWE’s overgang til HD-mediet. Ekstramaterialet er godt, men det er filmen i sig selv, der bærer værdien af skiven.

Kristian Roldsgaard Jensen (december 2010)
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
Lars Gorzelak Pedersen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven