Inden Niels Arden Oplev med oprørsskildringerne Drømmen (2006), To verdener (2008) og Stieg Larsson-filmatiseringen Mænd der hader kvinder (2009) slog igennem som dansk A-instruktør, instruerede han i midten af 90'erne denne fremragende metaldokumentar, der fornemt belyser polariseringen i det danske samfunds subkulturer. Som instruktøren selv udtrykker det i den nye dvd-udgivelses pressemateriale: - Der er fandeme langt fra Rungsted kyst, hvor man går på balletskole, til en kælder i Ribe, hvor der spilles dødsmetal.

Det er en stærk lille sag, der længe har hørt til blandt mine danske musikfilmsfavoritter. I den 55-minutter-lange (og ikke et minut for lange) dokumentarfilm går Oplev bag om 'kulisserne' på det jyske metalmiljø. Primært gennem interviews, hvor bandmedlemmerne selv får lov at fortælle om musikformen, og hvordan de får deres image som dødsmetaller til at svinge med en hverdag med lektier, vuggestuejob, kærester og computerspil. Der er Lasse Bak fra århusianske Illdisposed ("Nogle gange bliver man helt svimmel, når man tænker på, hvor god man er"), som til hverdag ernærer sig som vuggestuemedhjælper og ved fuldmåne forvandler sig til sexistisk megadrengerøv med en god portion selvironi. Der er Scott fra Infernal Torment, som skriver tekster om at grave sin døde moder op og kneppe liget, og så fortæller han, at Silkeborg er et fantastisk sted at bo, hvis man er Brian: "Silkeborg er Brianernes hovedstad. Så kan man høre tekno og køre rundt i Ford Taunus med terninger i ruderne. Hvis man er Brian, er Silkeborg et fedt sted at bo." (Citeret frit efter hukommelsen).

I den mere selvhøjtidelige afdeling er der Nidhug fra Støvring. Forsangeren Christian fortæller, at stilarten kaldes Asa-hedensk kampmetal og er strikket sammen omkring tallene 3 og 9. "Der er ni lys i gravhøjen, og vores riffs går igen ni gange". Inspirationskilderne er dragen Nidhug, som, ifølge den nordiske mytologi lever i Hell, hvor den suger blod fra de uærlige, og det norske metalband Mayhem, hvor forsangeren begik selvmord med pulsåreopskæring og hovedskud. Det blev så brugt på et pladeomslag, der ser meget kunstigt ud, men Christian er tydeligvis meget fascineret af bandet og det ekstreme udtryk.

Jeg skal da medgive, at der herhjemme er blevet grint en del af (især) Nidhug, siden vi så filmen første gang i slutningen af 90'erne. Men Oplevs dokumentarfilm om den danske dødsmetalundergrund er på ingen måde udleverende eller billig i dens fremstilling af de unge musikere. Faktisk skal man lede længe efter en dokumentarfilm, der virker så sympatisk og skildrer sit miljø med en lignende nærhed. Grundlæggende tror jeg, problemet er, at Christian fra Nidhug ikke udviser selvironi. På bonusmaterialet fortæller Oplev i et skrevet interview, at subkulturen udleverer sig selv, fordi den tager sig selv så alvorligt. Både drengene fra Illdisposed og Infernal går til stoffet med en sund portion selvironi, men som Nidhug skildres (og jeg tror ikke, dette skyldes klipningen), tager de genren gravalvorligt ("Man skal faktisk være god for at få det til at lyde så skummelt og primitivt", siger Christian uden at fortrække en mine). På den anden side kan man indvende, at Nidhug er de mest kompromisløse af flokken, men bandets mangel på selvironi er unægtelig en smule morsom.

Oplev fortæller, at Nidhug-gutterne ikke tog dokumentaren særlig pænt (det er interessant, at han ikke medvirker i bonusmaterialet, hvor musikerne kigger 13 år tilbage), og ser man med de kritiske og bekymrede briller på, er det ikke svært at se, hvorfor seerne har let ved at stemple Christian som en smånaiv særling. Især sammenlignet med de øvrige drengerøve, der altid har en kvik bemærkning til deres opførsel eller attitude. Men jeg synes, det gør filmen stærk og dynamisk, at Oplev har turdet tro på materialet og holdt fast i figurerne. Uden Nidhugs medvirken var Headbang i Hovedlandet aldrig gået hen og blevet en klassisk dansk musikdokumentarfilm.