Le Philosophie dans le boudoir fra 1795 hører til de værker, som Marquis de Sade offentligt vedkendte sig at have skrevet – dvs. værker, som det var forbundet med mindst risiko for ham at erklære sig som ophav til. Bogen hører da også til i den mildere ende af forfatterskabet, men man skal ikke tage fejl: den er skrap kost også i dag.

Igennem syv dialoger følger vi tre ”libertinere”, Madame de Saint-Ange, dennes yngre bror Mirval og den overvejende homoseksuelle Dolmancé, imens de over et to-dages kursus påtager sig at overbevise den 15-årige Eugénie om, at nydelse og selviskhed er livets højeste mål, mens moral, medlidenhed og tro på en god skabergud kun hæmmer individet i dets frie udfoldelse. Eugénie kommer sig hurtigt over sin indledende naivitet, og omvendelsen lykkes over al forventning via en kombination af filosofiske taler og praktisering af bl.a. incest og sodomi. Så langt når Eugénie i sin dannelse som libertiner, at hun – da moren til sidst ankommer for at redde sin datter – kan deltage i at piske, voldtage og sluttelig sy vaginaen sammen på sit mødrene ophav helt uden moralske skrupler: ”Look at it! do you see how my needle wanders… to her thighs, her tits… Oh, fuck! what pleasure!” hedder det fra den ekstatiske, nyomvendte datter i den engelske oversættelse. Som prikken over i'et viser det hele sig at have været arrangeret af Eugénies far, der vil befri datteren for morens moralske indflydelse.

Det er, som man måske fornemmer, ikke uproblematisk at klassificere de Sades bog som en ”erotisk” roman; i al fald skal man ikke kaste sig ud i bogen med forventninger om en halv humørtime. Derfor skal det også tages med et gran salt, når mange web-anmeldere fletter ind i deres review af filmen, at greven ville have sat pris Francos version – for her, som i Francos tidligere de Sade-filmatisering Marquis de Sade: Justine (1969), er det erotikken, der er i højsædet, og påberåbelsen af de Sade bør i nogen grad ses som en promotion-gimmick.

Ganske vist byder Francos fortælling på mord – hvilket romanen faktisk ikke gør. Retfærdigvis skal det siges, at der ikke er gigantiske bommerter a la Justines ”happy ending”, og at Eugenie i det store og hele er en noget mere trofast filmatisering. Men slutningen med Liljedahl, der tripper nøgen og nedbrudt omkring med den gryende morgensol som baggrund, signalerer nu mere uskyldig ung pige lokket i uføre af satanistiske de Sade-kultister, end den signalerer nyfødt libertiner parat til at begå moderdrab. Der er ikke meget i Francos film, der antyder andet end en psykedelisk dominansfantasi med klichéprægede erotiske indslag som solbad, karbad og guitarspil under solnedgang - og den afslappede lummerhed bestyrkes af Bruno Nicolaus 60'er-typiske, lounge-agtige score.

Eugenie er fra instruktørens glamourøse Harry Alan Towers-periode, og kender man kun Francos mere skrabede produktioner, vil man formentlig få et chok over filmens polerede look. Der er investeret i historiske kostumer, skuespillet er professionelt (Liljedahl gør sig væsentlig bedre som Eugenie, end Romina Power gjorde sig som Justine), og bredformatet får ikke for lidt med blændende ø-panoramaer, der ville gøre sig fortrinligt som poster-billeder. Kun enkelte småpinlige optagelser, hvor fotografen har glemt at stille skarpt, bryder det generelle indtryk af glamour – og så kan man ikke lade være med at smile en anelse over de mærkværdige tøjsammensætninger, der nogle gange kendetegner Francos film.

Handlingen udfolder sig efter romanens skabelon, men med sigende ændringer. Eugenies mor er helt skrevet ud, og farens formål med at overlade datteren i hænderne på libertinerne er ikke længere at straffe moren, men at tiltuske sig seksuelle tjenester hos Madame de Saint-Ange (en passende lusket udseende Maria Rohm). Dolmance er ikke længere en af de centrale aktører, men en diabolsk supersadist, der først melder sig på scenen hen imod slutningen (i skikkelse af Christopher Lee iført knaldrød jakke… Lee var efter sigende ikke vidende om filmens højerotiske natur, idet billederne af ham blev behændigt samklippet med mere lumre optagelser). Dolmance er ikke længere homoseksuel… hverken sodomi eller homoseksualitet havde vel trods alt helt samme skandaleværdi i 1969 som i de Sades samtid, hvor sodomi var strafbart med døden. Mirvel er endvidere stedbror til Madame de Saint-Ange, hvormed incesttemaet også nedtones. Endelig er Eugenies dannelse – opdagelsen af hendes grusomme natur – ikke nær så meget i centrum i filmen, hvor Liljedahls figur først og fremmest er en person, der udsættes for ting – drug-rapes, befamling, pisk osv. – snarere end initierer dem.

Jeg kan ikke huske at være stødt på et eneste negativt review af Eugenie, som uden tvivl indtager en særplads i hjerterne hos både Francos fans og hos instruktøren selv, der har beskrevet den som den blandt hans film, han ”hader mindst”. Måske var Eugenie også nogenlunde så langt, man selv næsten 200 år efter bogens tilblivelse kunne gå i en filmatisering af en roman som Le Philosophie dans le boudoir. For mig har filmen dog mere tilfælles med de campede satankultfilm, der var så meget i vælten i netop samme periode, hvor Eugenie blev produceret, end den har med de Sade – og dens underholdningsværdi skyldes dette forhold snarere, end at der er tale om kunst, avanceret erotik eller for den sags skyld blot en film med noget på hjerte.

Ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl om, at Eugenie både i dens erotik (stort set alle anmeldere nævner, hvor bedårende Rohm og Liljedahl er) og udfoldelsen af de sadistiske dybder i historien har gjort indtryk på mange. Casey Scott skriver fx i sit review for www.dvddrive-in.com, at ”watching Eugenie isn't an easy sitting […] the film is essentially the making and breaking of a girl, not a very pleasant thing to endure for 90 minutes. Squirming in your seat wouldn't be an uncommon occurrence during the duration of the film”. Jeg må erkende, at jeg slet ikke på samme måde blev medrevet af det psykologiske drama. Det bedste ved filmen var for mig nogle glimrende fugleperspektivbilleder af øen, der understreger stedets afsides beliggenhed og signalerer noget af den samme uhygge, som kendetegner fx de Sades beskrivelser af det uindtagelige slot i Les 120 journées de Sodome (1785). Og så de sært æggende (men det er så bare mig) indstillinger af Rohm i strømpebukser og sombrero.

Jeg er alt i alt ikke helt så skråsikker på, at de Sade uden tøven ville have sat sit godkendelsesstempel på Francos Eugenie – rent bortset fra, at grevens personlige smag gik i retning af ungmøer, og han således sikkert ville have sat pris på nymfen Liljedahl. Men til gengæld er jeg overbevist om, at fans af 60'er-sleaze vil hilse Another World Entertainments DVD-release, som byder på en upåklagelig overførsel af denne i mange år forsvundne Franco-”klassiker”, velkommen.