Udvidet søgning
AVATAR
USA / England, 2009
Instruktion: James Cameron
DK-titel: Avatar
AKA: Avatar: An IMAX 3D Experience / James Cameron's Avatar

Produktion: Lightstorm Entertainment / Dune Entertainment / Twentieth Century Fox Film Corporation / Ingenious Film Partners / Giant Studios
REVIEW af Søren Hardy Rasmussen [21/12/09]

Menneskeheden har grebet ud i verdensrummet, fra sin døende hjemplanet for at rave rigdom og ressourcer til sig. På planeten Pandora har man fundet det værdifulde mineral unobtainium, og under udvindingen af heraf er man nu ved at gøre ved planeten Pandora, hvad menneskeheden gjorde ved sit eget hjem, alt sammen med en mega-koncerns kyniske, samvittighedsløse tilgang. De indfødte na’vier på Pandora bekæmper invasionen og misbruget af deres planet, men deres teknologiske underlegenhed gør dem til en gene og intet andet. Marinesoldaten Jake sidder i kørestol og er bitter og desillusioneret. Efter hans brors død hyres han til at afslutte, hvad broderen begyndte. Midt i udbytningen arbejder en lille gruppe forskere nemlig på Avatar-projektet. Gennem klonede na’vi-kroppe, såkaldte Avatars, infiltrerer man na’vi-folket for at lære om dem og påvirke dem på fredelig vis. Militæret vil bruge informationerne til bedre at kunne udradere dem, men forskerne er på sporet af Pandoras hemmelighed, som ligger i båndet mellem alt levende på denne fantastiske planet.

Det er en historie, som vi har set før rigtig mange gange. Den er skabt i samme støbeform som fortællingen om Pocahontas og John Smith. Om mødet mellem to civilisationer. En fremskreden, teknologisk og følelseskold kultur, der møder en primitiv, men hjertevarm kultur. Avatar bærer elementer fra Disneys Pocahontas (1995), Danser med ulve (1990) og den poetiske The New World (2005). Den kunne således lige så godt have været en western og bærer da også mange af genrens træk. På sin vis er filmen en omfortolkning af et stykke amerikansk historie. Historien er banal og simpel, uden større dybde og også uden dybde i dens karakterer. Den filosofi og de moralske diskussioner, som filmen åbner op for, bliver ikke diskuteret igennem, og problemstillingerne bliver løst på god gammeldags Hollywood-maner, gennem kampen mellem det gode og det onde. Der er ikke plads til nuancer eller gråzoner, trods filmens bemærkelsesværdige længde.

Når Avatar så alligevel fungerer, er det fordi, opdelingen mellem Pandora-fortællingen i ren CGI og de menneskelige forskeres fortælling ophæver de narrative huller, som filmen ellers er fyldt med. Springet mellem de to fortællinger skaber den sammenhæng, som der ellers ikke er. De fantastiske landskaber og effekter sørger så for resten. Det er en balancegang mellem mesterværk og makværk, og Cameron er tydeligvis en dygtig linedanser. Selvom denne fortælling er en simpelt en af slagsen, er Avatar endnu et storslået mesterværk fra James Cameron.

Cameron har med Avatar skabt en grundlæggende fortælling i et episk format. Samtidig vil jeg skyde på, at han med denne film sætter standarden for, hvad 3D-film bliver i fremtiden. Alt før Avatar vil fremover blive set som ubehjælpsomme forsøg med mediet. 3D-filmen bliver for alvor født her, og fremtidige produktioner kommer til at skulle nå barren, som lige er blevet hævet med en del niveauer. 3D-mediet døde efter sin første tur i biograferne, og denne omgang kunne sagtens være endt med det samme. Blot lidt biografgøgl for at sælge et par billetter ekstra. Spyd, der stikker ud af biograflærredet og blodsprøjt, som publikum dukker sig for. Men Cameron gør her noget andet. Gode specialeffekter er dem, som man ikke lægger mærke til, og som bare bliver en del af filmen. På samme måde er det med 3D-effekten, og det er, hvad Cameron gør. Bevares, der er lidt af det sædvanlige 3D-gøgl, men hoveddelen af 3D-effekten i Avatar bliver blot en del af filmen, uden at være det gøgl, som effekten ellers bruges til. Det giver filmen en fantastisk dimension, som gør en i forvejen smuk film til en bemærkelsesværdig oplevelse. Dette giver 3D-filmen en ny, seriøs fremtid. En fremtid, hvor mediet ikke dør igen, men bliver en fast del af filmhistorien.

Hvis ikke Cameron allerede har tilkæmpet sig den, må Avatar være endnu et skridt frem mod titlen som en moderne auteur. Perfektionismen og den teknologiske nyskabelse er blevet Camerons kendetegn sammen med hans fantastiske tilgang til science fiction-genren, men samtidig genkender man i hans film de samme temaer og de samme designs. Har man film som Aliens (1986), The Abyss (1989), Terminator (1991) og TV-serien Dark Angel (2000-2002) i frisk erindring, vil man genkende Camerons fingeraftryk uden problemer. Med risiko for at genere en del Star Wars- og Star Trek-fans vil jeg vove den påstand, at Cameron siden midt 80’erne har været den største og vigtigste instruktør indenfor science fiction-genren. Jeg glæder mig ufatteligt meget til de film, der er undervejs fra hans hånd, som for eksempel den kommende Battle Angel.

Skal man være kritisk, så kan man da godt finde et par svagheder i filmen. Et er den overfladiske tilgang til plot og karakterer, men det mest bemærkelsesværdige er Camerons samarbejde med komponisten James Horner. Det har ellers været frugtbart tidligere, men der er efterhånden langt mellem Horners iørefaldende værker, som han jo ellers har vist, at han godt kan levere. Med Avatar har han skabt et generisk og ligegyldigt score, som godt nok understøtter filmen, men heller ikke mere. Det er solidt håndværk, som man som sådan ikke kan sætte en finger på, men man sidder med en klar fornemmelse af, at planeten Pandora og Camerons episke fortælling fortjener noget større, noget bedre, noget mere inspireret. Et filmscore som ville gå over i filmhistorien som noget, man ville huske. I stedet er musikken uinspireret og ligegyldig; fyldt med toner vi kender fra hans tidligere film, og bare fordi Titanic (1997) var en stor succes, er jeg ikke interesseret i at få stemningen fra den film overført til Avatar. Det er ærgerligt, men kan heldigvis ikke ødelægge filmoplevelsen som sådan.

Sam Worthington lægger en god skuespillerpræstation i rollen som Jake Sully. Den opmærksomme seer vil huske ham for en udmærket rolle i Terminator Salvation (2009), men ellers er han forholdsvis ny i branchen. Smukke Zoe Saldana vil man måske genkende fra Star Trek (2009) og Vantage Point (2008). I Avatar spiller hun den kvindelige hovedrolle som Neytiri; na’vi-kvinden som viser Jake Sully Pandoras enorme skønhed. I andre roller ses blandt andet Sigourney Weaver, Stephen Lang og Joel Moore. Dejlige, tomboy-agtige Michelle Rodriguez er også med i sin sædvanlige karaktertype, og hun passer lige ind. Filmens natur er dog ikke en, der tillader de store skuespilpræstationer, så det er ikke det, man skal se filmen for. I stedet kan man beundre CGI’ens lighed med skuespillerforbillederne. Ikke at det er noget specielt med den nuværende teknologi, men det er dog stadig ualmindeligt vellavet i Avatar.

Avatar er en fantastisk oplevelse, som man ikke skal lade sig gå forbi. Den skal ses i biografen og er klart en film, som vil få status af klassiker og filmteknisk milepæl. Den slags har Cameron jo gjort før, og man må bare sige, at James Cameron fortsat er en instruktør, der ikke kan skuffe. Men Avatars tyngde som en fantastisk filmoplevelse, fører mig videre til et tungere emne, som jeg håber at du, kære læser, vil dele med mig inden din næste biograftur.

Her følger et hjertetungt suk fra en skuffet filmanmelder og biografgænger, som ikke har noget med den fantastiske film Avatar at gøre. Ikke andet, end at Avatar-forestillingen blev udløseren af et suk, der har bygget sig op gennem lang tid. For en formidabel filmoplevelse blev degraderet af en ynkelig biografpræstation fra BioCity. Nu er det Odense, der står for skud, men jeg er bange for, at forholdene gør sig gældende i mange af landets biografer.

Med tilgangen af 3D-mediet anno 2009 opstår der for biografgængeren nye problematikker. Førhen har man med nogenlunde ro i hjertet kunne sætte sig i en hvilken som helst biograf og være ret sikker på, at der ventede en god oplevelse, så længe filmen da var god. Men den nye 3D-teknologi sætter nye krav til biograferne, og derfor er det ikke så simpelt mere. 3D-mediet sætter store krav til biografernes fremvisningsgrej samt personale, og det er de ikke alle sammen klædt på til. Vi har før, her på Uncut, været på rov efter dårlige 3D-forestillinger, så dette indlæg følger i forlængelse heraf.

Min oplevelse af Avatar i BioCity Odense, blev ødelagt af en fremvisning, hvis billede og lyd hakkede, som blev den streamet over nettet. Det blev umuligt at lade sig suge ind i filmens magi, for man blev hele tiden revet ud igen. 3D-udstyret, MasterImage, kunne de tydeligvis heller ikke indstille, og ens øjne smeltede nærmest i forsøget på at se filmen. Havde det været en lejet eller købt DVD, havde forhandleren fået den i hovedet igen, med dertil passende kommentarer, som ikke skal gentages her, men sådan fungerer biograferne ikke. Det stakkels personale, på vagt den aften, kunne ingenting gøre og blot kommentere, at filmoperatøren ikke mente, han kunne gøre noget ved problemet. Der var ingen undskyldninger og faktisk ingen kommentar i det hele taget, før vrede publikummer gav sig til kende. Når man så samtidig kan se, at den film man går glip af, i den grad er en klassiker, så frustrerer det helt ufatteligt. For at føje spot til skade har problemet ikke været en engangs forstilling, men har gentaget sig ved flere forestillinger. BioCity er altså klar over problemet, men vælger med vilje at fortsætte forestillingerne og malke deres publikum, trods forringet kvalitet.

Med billetpriser på godt 130 kroner, så kan man simpelthen ikke tillade sig, at forestillingen gør noget som helst andet end at spille hundrede procent max. Biografernes største modstander er de enorme fladskærme, der efterhånden spreder sig i vores lille kongerige, og hvis biograferne vil overleve den konkurrence, så må de til at bekæmpe de mange gener, som efterhånden hjemsøger dem. Larmende biografgængere med mobiler og snakkekuller, beskidte sale og så det førnævnte udstyr, som enten er købt ved laveste udbyder eller bare ikke virker, fordi personalet ikke er uddannet til at indstille det. Ellers vil publikum langsomt søge hjem foran fladskærmene, hvor de kan få forestillingen, som de vil have den, og efterhånden også få et skærmformat og en lyd, der kan leve op til biografen. Det ville være synd, for jeg elsker mine biografture, men fiaskoerne vejer tungt, når man skal træffe valget mellem biografsalen og fladskærmen.


Anmeldt version: Avatar. Dist.: SF Film. Blu-ray Disc (reg. B). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 162 min.
DVDTJEK
Avatar. Dist.: SF Film. Medie: Blu-ray Disc (reg. B). Udgivelsesland: Danmark. Format: Anamorf letterbox. Spilletid: 162 min.

Teknisk er der ikke en finger at sætte på SF Films udgivelse af James Camerons plastik agtige rumeventyr Avatar. Selve filmen står vildt flot i knivskarp, farverig kvalitet i 1080p (1,78:1 aspect ratio på BD50 dual layer disc) og lyd i DTS-HD-MA 5.1. Det er et 2 disc-sæt, hvor man oven i hatten får filmen i nydelig kvalitet på DVD. Ligeledes i ratio 1,78:1 og lyd i Dolby Digital 5.1. Bonusmateriale er der intet af, men sættet indeholder en kode, så man kan downloade interviews, unseen footage og special features.

Vang (maj 2010)
KARAKTERBOKSEN
Caspar Vang
Mikkel Svendstrup
Mikkel Harris Carlsen
Kristian Roldsgaard Jensen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven