Udvidet søgning
BOOGEYMAN, THE
USA, 1980
Instruktion: Ulli Lommel
DK-titel: Mirror, Mirror.. genfærd i spejlet!
AKA: The Bogey Man / MIRROR (Chi vive in quello specchio?)

Produktion: Jerry Gross Organization
REVIEW af Caspar Vang [22/07/09]

Op gennem firserne og halvfemserne blev der lejet mange film i den lokale videosnask. Engang imellem cyklede jeg til en anden bydel for at finde en film, som kun en anden videoforretning havde, og som vennerne og jeg havde hørt gode ting om. Som jeg husker det, gjorde man lidt ekstra benarbejde for at få fat på det gode gys, der rislede ned ad ryggen. De fleste skræknarkomaner vil sikkert også kunne huske, hvornår de første gang bestilte købefilm. For mit eget vedkommende startede det med videoer bestilt fra England. Det tog butikken et par uger at få film hjem, og de kostede omkring 200 kroner pr. stk., men herefter kunne jeg så også nyde titler som Re-Animator (1985), Woodoo: Rædslernes grønne ø (Zombi 2, 1979), Zombie: Rædslernes morgen (Dawn of the Dead, 1978) igen og igen hjemme på værelset. I censurerede versioner viste det sig, for jeg havde ingen anelse om, at man censurerede film i England, og fik den lektion på grummeste vis.
 
Da jeg efterfølgende kiggede nærmere på den engelske censur, stødte jeg på ”video nasty”-betegnelsen, og det lød da enormt tillokkende, at man ligefrem havde gjort film forbudte med den begrundelse, at de var så voldsomme, at de ville være sundhedsskadelige for børn og svage sjæle, der uforvarende blev udsat for skidtet. Nogle af dem måtte jeg naturligvis se, og efter at have sikret mig, at der var tale om uklippede eksport-udgaver, valgte jeg at prøvesmage et par nasties. Den første film, jeg købte efter de drøje hug med censuroplevelserne, var, så vidt jeg husker, den overnaturlige amerikanske slasher The Boogey Man. Det var i hvert fald den første gang, at jeg bevidst investerede i en film på baggrund af dens status som forbudt. Alene det faktum, at den i 80'erne var havnet på DPP's liste over banned movies gjorde det hele spændende, og nu var det jo interessant, om filmen så også kunne leve op til sit rygte. Samtidig var det en tid, hvor jeg forsøgte mig lidt frem inden for horror-genren, ligesom for at få udvidet repertoiret på den anden side af de oplagte klassikere og udforsket ens egne grænser for, hvor slem en film måtte være. I perioder kunne det jo ikke blive skrapt nok.
 
Personligt havde jeg en forventning om et billigt Eksorcisten-knockoff. Måske, hvis jeg var heldig, med en pæn portion blod oven i hatten. At filmen var havnet på DPP's (Department of Prosecutions) liste over forbudte film, måtte jo tælle for et eller andet.

Min forventning holdt stik. Knockoff er The Boogey Man i allerhøjeste grad, men det er samtidig en sær film, der synes at køre i mange retninger, spiller på mange tangenter og aldrig formår at forbinde dens mange modsatrettede elementer tilfredsstillende. På den anden side giver det også filmen en foruroligende stemning og uro, der er helt dens egen, og, kan man argumentere for, fungerer til filmens fordel. I hvert fald, når man tænker på, at filmen ikke er udtænkt som meget andet end en exploitation quickie, der skulle lukrere på gysersucceser som Maskernes nat (Halloween, 1978), Huset, Gud glemte (Amityville Horror, 1979) og Eksorcisten (The Exorcist, 1973). Alle film, The Boogey Man åbenlyst planker.

Største inspirationskilde må være John Carpenter. Tydeligst på lydsiden, hvor et labert synthesizer-score af musikeren Tim Krog pryder de stemningsfulde passager mellem de ret eksplicitte mord, men også på den meget farverige billedside (fermt fotograferet af David Sperling og Jochen Breitenstein), hvor der, egentlig meget atypisk for genren, gøres brug af dagscener med overnaturlige begivenheder og mord. Filmens specialeffekter, mest glødende farver, der skal indikere overnaturlig ondskab, og en, synes jeg, ret uhyggelig brug af glimtende effekter, er simple, men forbløffende effektive.

Den flakkende handling følger flere spor, men centralt står søskendeparret Lacey (Suzanna Love, instruktørens kone) og Willy (Nicholas Love). I flashbacket, der åbner filmen, ser vi, hvordan ungerne lurer på deres mor og dennes kæreste, der har gang i en kinky sexleg. Som straf bindes drengen til sengen, men da knægten befris af søsteren, dolker han på tragisk vis manden ihjel. Dødsfaldet fanges i et spejl. Flash forward: Den gifte Lacey, der plages af mareridt, modtager et brev fra den døende moder, som efter 20 års adskillelse ønsker at se sine børn. Laceys psykiater (genrefilmveteranen John Carradine) og hendes mand Jake insisterer på, at hun besøger deres barndomshjem, som i øvrigt er til salg, for at konfrontere fortidens dæmoner. Et spejl i soveværelset viser Lacey begivenheder fra den skæbnesvangre nat, og snart må søskendeparret kæmpe mod en uset, overnaturlig kraft, som syntes at besætte dem og oprinde fra rester af spejlet. Den lokale præst Father Reiley er overbevist om, at en meget kraftig og håndgribelig ondskab er løs, og han tager kampen op mod ånden i glasstykkerne, kun bevæbnet med sit krucifiks.

Manden bag kameraet er tyskeren Ulli Lommel. Nok bedst kendt for sit samarbejde med Rainer Werner Fassbinder og Andy Warhol og i gyserfilmkredse den udmærkede, realistisk anlagte bøssekannibalfilm Die Zärtlichkeit der Wölfe (1973). Inden for de seneste ti år har han, still going strong med flair for genrefilm, iscenesat (og ofte medvirket i) ikke mindre end tyve genrefilm i alle afskygninger (af den snotbillige ripoff-slags). Med de mange trash-titler i instruktørens bagage ville det være let at afskrive ham som en talentløs hakkedreng, men han har altså stået bag et par seværdige film. Holder du af en solid gyser uden den store originalitet, men med en stærk, særpræget atmosfære, så giv The Boogey Man en chance.

Toeren, Revenge of the Boogey Man fra 1983, er den eneste af filmens sequels, jeg har set. Men ud over en vag erindring om et irriterende metaplot om en instruktør, der har problemer med at få gjort sin film færdig, husker jeg faktisk intet fra filmen. Og det lover jo ikke godt, så vær forsigtig.

The Boogey Man endte i 80'erne på DPP's liste over film, der blev forfulgt som video nasties, og senere dukkede den op i redigerede engelske udgaver. Undgå den klippede danske video med titlen Mirror, Mirror, genfærd i spejlet (Filmcom) og gå i stedet efter Vipcos uklippede engelske, her anmeldte videokassette, med det påklistrede mærkat ”Strong Uncut Version”. Pas på, filmen er også udgivet i en censureret udgave fra samme selskab. Skal det være en lettere tilgængelig DVD, er filmen udgivet i flere lande. Der er den danske udgivelse fra AWE, som jeg har DVDtjekket her til højre. Anchor Bays amerikanske udgivelse skulle være hæderlig, men non-anamorfisk. Den tyske DVD fra Marketing film er anamorfisk og har ti indlæg med artwork til filmen. Alle tre DVD-udgivelser skulle være uklippede.


Anmeldt version: The Boogeyman. Dist.: Another World Entertainment. DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Letterbox. Spilletid: 78 min.
DVDTJEK
The Boogeyman. Dist.: Another World Entertainment. Medie: DVD (R2 PAL). Udgivelsesland: Danmark. Format: Letterbox. Spilletid: 78 min.

Det er danske AWE, der står bag DVD-udgivelsen af Ulli Lommels slingrende, men stemningsfulde okkulte slasher The Boogeyman (1980). Og det er en nydelig udgivelse, drengene har præsteret. Selve filmen står okay (letterboxed og lydspor i Dolby Digital 2.0). Der er valgfrie undertekster på dansk, svensk, norsk og finsk. Bonusmaterialet består af en smule trivia, Lommel og Carradine-biografier samt en nævefuld trailers fra andre horror/trash-udgivelser fra AWE.

Caspar Vang (februar 2010)
KARAKTERBOKSEN
Lars Gorzelak Pedersen
uncut.dk | 2008 | Layout, tekster og indhold er beskyttet af ophavsretsloven